VIDEO Par-lektier kan puste nyt liv i parforholdet

Anette og Peter Hørning har fået hjælp til at prioritere parforholdet i en travl hverdag

Ligesom rigtig mange danskere har familien Hørning travlt i hverdagen. Parret Anette og Peter Hørning har været gift i 25 år og bor på Amager med deres fire børn, hvorfra de også driver selvstændig virksomhed som henholdsvis danselærer og kok.

- Det er jo ikke hemmeligt eller fremmed at sige, at hvis vi ikke har et velfungerende sexliv, så fungerer vores forhold ikke. Det gør det ikke, siger Anette Hørning.

Ifølge Signe Vandrup Bentzen, der er kognitiv parterapeut i Sexologhuset, er den åbne samtale om sex med til at højne vores forventninger til, hvad vores sexliv skal gøre for os.

- Mange får urealistiske forventninger til, hvor meget og hvor fantastisk og hvor vildt sex i virkeligheden skal være, før vi er lykkelige, fortæller hun.

Parret skal imødekomme hinandens ønsker

Hørning-parret har hver især ønsker til, hvordan deres parforhold kan forbedres i forhold til sexliv og samvær.

- Der er ikke noget på nogen måde, at Anette ikke tænder mig på. Jeg synes, hun er pragtfuld, men det er da klart, at det, du godt kan lide, kan du godt lide noget mere af, fortæller Peter Hørning.

- Jeg synes godt, vi kunne blive mere kærester end forretningspartnere. Noget af det, jeg søger, det er også at gøre noget mere sammen. Simpelthen at lave kæresteting sammen, udenfor huset også, lyder ønsket fra Anette Hørning.

Ud fra de drømme har parret givet sig selv lektier for, som de skal løse, før de ses med parterapeuten igen.

Se hvordan det går Peter og Anette Hørning med at løse første uges lektier i videoen i toppen af artiklen.