Vores forventninger til sexlivet er blevet skyhøje

Det kan både give os øget livskvalitet og være med til at stresse os, mener eksperter.

Sex har altid fyldt meget i parforhold, men det har alligevel fået endnu større fokus de seneste årtier, mener eksperter. (© Getty Images)

Tusindvis af danskere opsøger læger, psykologer, parterapeuter og sexologer, fordi de ikke er tilfredse med deres sex- og samliv.

Ifølge flere eksperter er tendensen ikke et tegn på et stigende antal problemer med seksualiteten, men derimod at sex bliver stadig mindre tabubelagt, kombineret med at flere ønsker et aktivt sexliv også i en højere alder, og når sygdom sætter ind.

Fordelen ved vores stigende åbenhed om sex er, at flere får hjælp med eksempelvis rejsningsproblemer, for tidlig sædafgang, smerter i forbindelse med seksuel aktivitet og for meget eller ikke mindst for lidt lyst.

Vi har et bedre sexliv i dag

- Før i tiden måtte man bare acceptere, at det kunne være slut med sexlivet, hvis man havde problemer. Men det er der ingen, der accepterer i dag. Nu har vi uhelbredeligt syge kræftpatienter og ældre personer helt op i 90’erne, som gerne vil have aktivt sexliv, siger Ellids Kristensen, der er overlæge og leder af Sexologisk Klinik på Rigshospitalet.

Hun er positiv over for udviklingen, da hun tror, at flere i dag har et bedre sexliv end tidligere.

- Seksualiteten gør noget positivt for os. Det er tæt forbundet med livskvalitet. Og jeg tror, at for mange parforhold er det via noget god sex, at man kan reparere på mange af de ting, der ellers kunne være problematiske i parforhold, siger Ellids Kristensen.

Urealistiske sex-ønsker kan stresse

Flere sexologer oplever samme tendens, men de påpeger, at der også kan være negative konsekvenser af vores meget store fokus på sex.

- Faldgruben er, at mange har så høje forventninger, at de jager det 100 procent perfekte sexliv. Men det perfekte sexliv findes ikke, så det er et lykkemæssigt selvmål, hvis vi stræber efter noget, som vi aldrig kan indfri, siger klinisk sexolog Jesper Bay-Hansen.

Sexolog Signe Bentzen er enig i, at mange generelt har fået urealistiske forventninger de seneste årtier.

- Sex bliver endnu en stressfaktor i vores i forvejen meget stressede liv. Vi skal leve op til at være den bedste mor, bedste datter, bedste arbejdskraft, og have en fremragende karriere og et lækkert liv, og så skal vi også have et fantastisk sexliv, som måler sig med de andre, siger Signe Bentzen.

-De høje forventninger gør, at vi ikke kan følge med. Afstanden mellem hvad der reelt sker i samlivet, og hvad vi forventer os er alt for stor. Og så går vi rundt og er utilfredse med os selv, vores partnere og sexliv, og dybest set bliver vi utilfredse med det liv, som vi har sammen.

Du kan se meget mere om sex og sundhed i Sundhedsmagasinet på DR1 i aften klokken 21.55.