10 ting du skal tænke over, hvis du satser alt på et nyt og primitivt liv

Lad være med at have en backup-plan, siger familiemor efter seks år i skoven i Sverige.

Andrea Hejlskov bruger ordet flugt om sin og ægtefællens altomfattende beslutning tilbage i 2011. Sammen med fire børn, tvillinger på 16, en på 11 og en 1-årig valgte de ødemarken i Värmland i Sverige til og Danmark fra. De flyttede fra bekvemmelighed og hamsterhjul og rykkede ind i en bjælkehytte på 16 kvadratmeter, som de selv byggede. Fordi intet andet gav mening.

- Havde vi haft en backup-plan er det ikke sikkert, vi havde siddet her i dag. Man bliver presset helt derud, hvor man ikke er sikker på, hvem man selv er, eller hvad man overhovedet vil. Det hører med til processen, siger Andrea Hejlskov.

Hun har skrevet bogen 'Og DEN STORE FLUGT' om familiens første år i Sverige, hvor de levede off grid: uden indlagt el og vand. Og selvforsynende. Det var børnene og moderskabet, der drev hende.

- Jeg opdagede, at der er en deadline på barndommen, siger Andrea Hejlskov.

- Jeg opdagede, at der er en deadline på barndommen. Havde jeg været den slags mor, jeg gerne ville være? Havde jeg givet de værdier videre, som jeg virkelig tror på? Svaret var nej, og da jeg havde erkendt det, var der ikke noget at gøre. Jeg ville have haft svært ved at leve med mig selv og se mine børn i øjnene, hvis jeg ikke havde gjort noget. Så havde jeg været en hykler og en kujon, lyder det fra den 42-årige forfatter.

Derfor sagde hun sit arbejde op, og ligeså gjorde hendes mand. De smed deres ting ud og flyttede væk.

- At være forældre betyder, at du træffer radikale valg på dine børns vegne. Det er også et radikalt valg at lade dem gå i institution langt de fleste af deres vågne timer. Men fordi alle gør det, føles det ikke sådan.

At kunne dyrke jorden selv

Andrea Hejlskov og hendes familie har i de seneste seks år levet i skoven i Sverige. Det første år levede de allermest primitivt for bedre at kunne mærke, hvad de ikke kunne undvære.

- Vi havde brug for at starte helt fra nul, helt inde ved det allermest basale, for derefter at kunne vælge til, siger hun.

De valgte internettet til. Et personligt rum til hver, solskin om vinteren og jord at dyrke. Familien bor i dag i en hytte, som de går og bygger på. De tre ældste børn er flyttet hjemmefra, og den mindste på syv år går i skole en 15 kilometers bustur fra hjemmet.

Ifølge Andrea Hejlskov er der noget smukt over, at det mennesker ofte drømmer om i vores kultur, det er at kunne tilbringe mere tid sammen med deres børn og at kunne gøre ting med deres egne hænder.

- Det er nogle udmærkede værdier at stræbe efter, siger hun.

Til spørgsmålet om, hvorvidt familien nogensinde vender tilbage til det traditionelle samfund, er svaret enkelt.

- Nej.

Under billedet kan du læse Andrea Hejlskovs ti ting, der er værd at tænke over.

Jeg føler mig forpligtet, også over for naturen omkring mig, siger Andrea Hejlskov.

1. Du lærer dine børn at kende

De første år lærte jeg mine børn at kende. Det var voldsomt for mig. Jeg troede, jeg kendte dem, men jeg havde ligesom bare strejfet overfladen. Det var vildt at høre om deres mange tanker og overvejelser også af eksistentiel og følelsesmæssig karakter – det påvirkede mig enormt meget.

Jeg tror, vi har en ret god følelse af at være en flok, og at vi har hinandens ryg. Og så er der noget lavpraktisk i det; samarbejdet, at børnene var nødvendige. Det var ikke noget, vi bare legede, og det har givet dem selvtillid, er jeg sikker på.

2. Alt det lavpraktiske

Jeg nægter at tale om det lavpraktiske, for det er aldrig det, der er problemet. Min veninde siger: "Alle problemer kan reduceres til praktiske problemer, og praktiske problemer kan løses." Det, synes jeg, er meget rigtigt – og helt grundlæggende er det min erfaring, at det ikke er det lavpraktiske, der giver de største udfordringer. Det er uden tvivl det følelsesmæssige.

I virkeligheden gælder det måske allermest om at kunne finde lavpraktiske angrebsvinkler på svære eksistentielle og følelsesmæssige udfordringer. Aftal, hvem der gør hvad. Hvem tømmer lortespanden, hvem hugger brande, hvem henter vand, hvem vasker op osv.

3. Den daglige dont

Når du lever meget primitivt, kommer dit liv meget til at handle om de daglige opgaver og pligter. Der er en stor gentagelse, eksempelvis det at vaske op og hugge brænde – det er ikke 'helteopgaver' som for eksempel at bygge en bjælkehytte. Nej, det er simpelthen bare den daglige dont. Slut fred med det. Jo før du accepterer det og finder gode rutiner, des bedre.

I starten brugte vi meget energi på at diskutere og skændes om, hvem der skulle gøre hvad. Chop wood. Fetch water. Det er nok en af de allerstørste mantraer i den her livsstil.

Den klassiske skovhofret er bønnegryde. I gryden her er der granskud, som er ved at blive lavet til syltetøj.

4. Dine egne dæmoner

Du skal lære at deale med dit eget shit, for at sige det på godt gammelt engelsk. Vi er som moderne mennesker fremmedgjorte både i forhold til, hvor meget arbejde der ligger i den daglige dont og i forhold til vores spildevand, affald, vasketøj, snavs og, ja, lort. Hvis familien skal bo meget primitivt, kommer du til at have primitive toiletforhold. I stedet for at se det som noget ulækkert eller lavpraktisk, så hjælper det at se det som noget eksistentielt, synes jeg.

Mere end noget andet handler den her livsstil om at se sine egne dæmoner i øjnene – at tage ansvar for sig selv, sit fodaftryk og sin indvirkning på andre mennesker og ens børn. Det giver mening at tage ansvar for sit eget shit. Både praktisk og eksistentielt. Dem jeg kender, som bor på den her måde, har med årene udviklet en humoristisk sans og et afslappet forhold til sig selv og sit niveau af beskidthed. Det bliver du nødt til.

5. Småt med pengene

Ulempen er, at man er fattig. Det er forfærdeligt at være fattig, det er hårdt, og man føler sig udstillet – især når vores del af verden er så materialistisk. Det er fedt nok, hvis man går i hørtøj, lever i pagt med naturen, har rent hår og ikke lugter under armene. Og ens børn er smukke, har røde kinder, og man fletter julehjerter og fletninger og snitter skeer dagen lang. Men sådan er virkeligheden ikke altid. Vi følger meget naturens rytmer. Om vinteren går vi lidt i hi og sover meget. Om sommeren er der flere ting at lave.

6. Ikke Instagram-smukt

Jeg oplever, at mange, der gerne vil leve på den her måde, har et meget urealistisk billede af, hvor smukt det skal være. Det skal være glitterreklame-agtigt, og man skal danse rundt i blomsterenge i hvidt tøj. Gå aldrig i hvidt, smid alt dit hvide tøj ud. At alting skal være Instagram-smukt og lækkert, og sådan er det ikke.

Lever du primitivt, lever du også fattigt – og du har bunker liggende af ting, som du måske senere kan få brug for. Hvis det bliver smukt, bliver det først rigtig smukt efter nogle år. I begyndelsen er det grimt, det er hårdt, snavset, ulækkert og svært. Afløst af øjeblikke af intens glæde, hvor man faktisk er totalt ligeglad med, hvad andre eventuelt måtte tænke om, hvor smukt det er. Øjeblikke, hvor man mærker skønheden selv, helt ind i sin sjæl.

Andrea Hejlskovs mand, Jeppe Juul, og deres fælles barn, Sigurd, som i dag er syv år.

7. Dit nye hjem

Det var ikke muligt for os at blive i Danmark. Den natur der er tilbage, er forbeholdt de rige, som har råd til at købe ejendomme, der ligger naturskønt. Det er en skandale af dimensioner, at vi har henlagt vores land til store landbrugsproduktioner. Jeg synes, det er en stor sorg, og det gør mig både rasende og frustreret – for Danmark er så uendelig smuk og rig.

Men vi har pløjet gravhøjene, drænet moserne, gjort åerne lige, og nu snakker de om også at bebygge vores frie strande. Der stinker af gylle, og alle træerne står på ræd og række. Vi troede, at naturen har bedre vilkår i Sverige, hvilket den også har, fordi der er mere af den. Men også her forsøger man at tæmme naturen.

8. Dine grænser rykker sig

Vi var ikke gode til at sætte grænser, da vi flyttede ud i skoven. Vores seks år herude har handlet meget om at afsøge vores egne og hinandens grænser, men også grænser i forhold til andre mennesker. At lære at sige nej. At blive lidt hård. Jeg tror, vi føler os ret badass, og det betyder, at vi stiller store krav til andre – de skal ikke pive så meget. Samtidig synes jeg, min følelse af solidaritet er steget.

Når jeg ser en tigger inde i byen, er det svært at kigge den anden vej, så det gør jeg ikke. Vi er også blevet enormt politiske. I begyndelsen var det et personlig projekt, men nu er det i høj grad også et politisk projekt. Jeg er for eksempel meget involveret i klimakampen.

9. Gør det, eller slip det

Gør det. Eller lad vær med at gøre det. Lad være med at fastholde dig selv i et limbo af magtesløshed. Hvis du ikke virkelig vil det, så begynd at drømme om noget andet – lad være med at bruge os, der lever på den her måde som forbilleder. Vi er bare mennesker, og det er bare et liv. Det er helt ærligt ikke sværere end som så.

Du behøver ikke gå på kurser, og du behøver ikke at anskaffe dig alt muligt grej og gear. Mennesket har levet på den her måde i tusindvis af år, og endnu mere primitivt end vi gør nu. Så der er ingen grund til at overkomplicere det. Hvis du mærker længslen, og den er ærlig, så skidt med resten. Det er småting i det store billede.

10. Du bliver stolt

Du oplever en meget klar følelse af at kunne stå inde for dig selv. Jeg står på mål for mine valg, og jeg er stolt af dem. Jeg er stolt af vores liv, hvad vi har opnået, de ting vi har bygget. Jeg tror, stolthed er en meget underkendt følelse i det moderne liv. Jeg mærker nu, at jeg savnede den før.

Samtidig føler jeg stor ærbødighed i forhold til mine forfædre. Det er vildt at tænke på, hvor hårdt de arbejdede – for at vi kan have de privilegier, vi har i dag. Jeg føler mig forpligtiget til at bruge privilegierne på en måde, der giver mening i stedet for at smide dem væk sammen med posen med ostepops og pakkerne med lykkepiller.

Også i DR2-dokumentarserien 'Vores nye verden – en kernefamilie satser alt' er de nære værdier på spil. Mor, far og tre børn er rejst til Nicaragua, hvor de har boet i junglen siden februar i år. Se første afsnit på DR TV.

De har givet deres nye livsstil tre år, men tager projektet i etaper. Opdragelse, ansvar over for naturen samt det at kunne lære sine børn om livets forhold er omdrejningspunkterne.

Andet afsnit af 'Vores nye verden - en kernefamilie satser alt' bliver sendt mandag klokken 21.30 på DR2 og efterfølgende på DR TV.

Facebook
Twitter