12 gode råd om depression til pårørende

Det er vigtigt at passe på både den syge og sig selv, når depressionen rammer din familie.

(© Colourbox)

Det er ikke let at være pårørende til en person, som er ramt af depression. Det kan være hårdt, frustrerende og mange gange svært at forstå den syge.

Derfor har Depressionsforeningen lavet en række gode råd til, hvad man som pårørende kan gøre for både at hjælpe den syge og sig selv.

Depressionsforeningens 12 gode råd til pårørende

  • Tag først og fremmest sygdommen alvorligt. Det er en reel sygdom på linje med alle andre sygdomme.

  • Sæt dig ind i, hvad depression er. Der findes mange hjemmesider og foldere med information om sygdommen.

  • Hjælp den syge med at finde ud af, hvor og hvordan han/hun kan finde professionel hjælp.

  • Planlæg gerne "færdigtpakkede" aktiviteter, hvor den syge kan deltage uden at skulle tage stilling til indhold, transport osv.

  • Trøst den syge. F.eks. ved at sige: "Husk du bliver rask. Sygdommen kan behandles."

  • Spar den syge for gode råd som: "Hvis jeg var dig, så ville jeg…"

  • Den depressive er syg - ikke doven. Undlad bebrejdelser som "Tag dig nu sammen."

  • Læg ikke op til lange diskussioner om "hvorfor."

  • Husk, det er hverken barndom, forældre eller andre eventuelle problemer, som er den direkte årsag til sygdommen.

  • Depression er ikke nogens skyld og har ingen simple psykologiske forklaringer.

  • Som pårørende er det vigtigt også at passe på dig selv. Husk at komme ud med dine følelser og frustrationer overfor personer, som har overskud til at lytte.

  • Du kan få anonym rådgivning gennem DepressionsLinien eller professionel hjælp hos en psykolog. Er den syge hårdt ramt, så kan din læge måske give dig økonomisk støtte til psykologhjælpen.