16-årige Tille har gået Caminoen sammen med sin mor

Tille og hendes mor er bidt af at vandre, og turen sammen på den spanske pilgrimsrute, har bragt dem tæt sammen.

Da Tille sidste år fyldte femten år, fik hun en speciel fødselsdagsgave.

Hun fik en rejse efter eget valg – som hendes storesøster, der er 19 år, også havde fået, og som hendes ti-årige lillebror også skal have, når han bliver femten år.

- Jeg valgte, at jeg ville gå Caminoen sammen med min mor, forklarer den i dag 16-årige efterskoleelev.

Hun var kun seks år, da hun på en familieferie besøgte Santiago de Compostela i Spanien første gang. Det er her i byens katedral, at tusindvis af pilgrimme hvert år slutter deres ruter ad verdens mest kendte pilgrimsrute, Caminoen, i det nordvestlige Spanien.

Mor-datter pilgrimsrejse

I efterårsferien 2016 rejste Tille og hendes mor, Marie, til Spanien for at gå den 118 km lange Camino Inglés. Tille fik rejsen i anledning af sin 15 års fødselsdag. Har du lyst til at læse mere om mor-datter turen, så kan du følge i deres fodspor og finde tips til etaper, byer og herberger i artiklen her fra Caminoen kalder.

- Jeg kan ikke huske noget fra byen selv fra dengang, men jeg kan huske, at min mor lige siden har talt om, at hun godt kunne tænke sig at være pilgrim og afslutte turen i katedralen i byen. Så da jeg sidste år skulle vælge min 15-års rejse, så var det ikke et svært valg. Jeg ville gerne være gå pilgrimsruten sammen med min mor.

Mor advarede ellers

Tilles mor, Marie Lau Florin, der er redaktør og underviser på Natur- og kulturformidleruddannelsen, kan godt huske den morgen, hendes datter sagde, at hun ville gå Caminoen sammen med hende:

- Jeg tror, jeg brugte de første to uger på at fortælle hende, at hun skulle vælge noget andet. Jeg fortalte, at det ville blive hårdt, der er ikke noget komfort, man skal sove på sovesal med en masse andre, man ved ikke, hvornår man kan få noget at spise, eller om man når frem til en by, hvor man kan sove, når man er træt osv.

Men lige lidt hjalp det. Tille ville gå Caminoen med sin mor, så i efterårsferien 2016 pakkede mor og datter deres rygsække og drog mod Camino Inglés, der strækker sig 118 kilometer fra byen Ferrol til Santiago de Compostela.

Familien uden klapvogne

Selvom det var første Camino-tur for dem begge, så var vandreture i naturen bestemt ikke noget nyt fænomen for nogen af dem – nærmest tvært imod.

Vi har aldrig haft en klapvogn til børnene. Til gengæld har vi også brugt meget tid på at fortælle dem om potentialet ved at gå selv.

Marie Lau Florin, Tilles mor

- Min familie er nok lidt bidt af at gå. Vi børn er nærmest opdraget til at gå – og gå langt og nyde dét at bevæge sig fra sted til sted. Når vi har været på sommerferie, så var det ikke bare solferie, så gik vi altid ud for at opleve det land, vi holdt ferie i. Det er en helt anden – nærmest åndelig - måde at opleve på, end hvis man kører i bil fra sted til sted, forklarer Tille, og hendes mor supplerer:

- Vi har haft det princip, at da vores tre børn voksede ud af barnevognen, så var det op at gå selv. Vi har aldrig haft en klapvogn til børnene. Til gengæld har vi også brugt meget tid på at fortælle dem om potentialet ved at gå selv. Om det gode ved at kunne mærke sin egen krop og om at opleve selv den mindste bille på sin vej – den havde man ikke mødt, hvis man var blevet kørt i bil.

Mor ville tilbage med støvler og rygsæk

Siden Marie Lau Florin som 22-årig helt tilfældigt krydsede Caminoen på en ferietur til Spanien, har hun følt sig draget af den:

- Først vidste jeg ikke, hvorfor der var så mange unge med store rygsække og støvede støvler. Og jeg forstod ikke, hvad muslingerne på bygningerne betød. Da jeg senere fandt ud af, at det var en pilgrimsrute, jeg havde krydset, følte jeg så tydeligt et kald indeni. Jeg skulle tilbage med rygsæk og støvler.

Tille og hendes mor, Marie, foran et af de herberger, der er markeret med en muslingeskal og viser, at her kan pilgrimme tjekke ind for natten. (© privat)

Det var i 1999. Hele sytten år og tre børn blev det til, før Marie Lau Florin stod der med rygsæk og støvler - og i selskab med Tille, som på trods af sine kun 15 år, også oplevede, at det var noget ganske specielt at gå pilgrimsruten.

- Jeg fik ligesom hele sjælen med. Det var som om, at jeg kom hele følelsesregisteret igennem. Man kunne vågne en morgen og have sovet helt vildt dårligt, fordi der var en på sovesalen, der havde snorket hele natten. Men når man så først kom af sted, så blev man optaget og fordybet i samtaler, eller kunne gå i stilhed og nyde naturen - og i løbet af dagen, så var man glad igen, og det var en god følelse at føle sig naturligt sulten og meget træt.

Gode sko er afgørende

De gik omkring 24 kilometer om dagen. Selvom Marie Florin havde sagt til sin datter, at det var helt i orden, hvis det blev for meget, så kunne de godt tage nogle lift undervejs.

Men det blev ikke for meget, selvom Tille fik problemer – hun havde kun fået to par sko med, og da det ene par gik i stykker, opdagede hun, at hun havde tabt en sko fra det andet par. Så de måtte finde en skohandler i en lille by, de kom forbi, så Tille igen kunne få nogle ordentlige sko at gå i.

- Man skal ikke underkende, at det kræver en hel del forberedelse at tage på sådan en tur. Man skal sætte sig ind i forholdene det sted, man skal hen, og man skal også have pakket ordentligt og have godt fodtøj med – og jeg havde ikke forberedt mig godt nok på det med skoene, fortæller Tille, der siden har investeret i et par gode vandrestøvler.

Man kommer tæt på hinanden

Marie Lau Florin følte, at det var en fantastisk oplevelse at komme så tæt på sin datter. Tille er mellembarn, og så kan man godt føle sig lidt klemt. Men på turen var der 100 procent plads til bare at være Tille, forklarer hendes mor:

- Det er en helt enestående oplevelse at få med sit teenagebarn, for man kommer til at tale om andre ting, end når man sidder overfor hinanden derhjemme – man taler bedre, når man går.

Når man er i min alder, er det meget normalt at være lidt træt af sin mor. Men jeg følte, jeg kom så tæt på, at jeg lærte at se hende i et andet lys.

Tille, 16 år

Det samme siger Tille:

- Jeg føler, at min mor og jeg kom meget tæt på hinanden. Ikke fordi vi ikke var tætte før, men vi kom nok til at tale om mange dybe ting, som man jo får mulighed for, når man går sammen så længe. Når man er i min alder, er det meget normalt at være lidt træt af sin mor. Men jeg følte, jeg kom så tæt på, at jeg lærte at se hende i et andet lys, og jeg fandt ud af, hvad jeg kunne bruge hende til.

Skulle lige nå at se mor

I år tager Tille 10. klasse på efterskole i Slagelse og ser ikke sin mor så ofte, og derfor kan hun godt komme til at savne nærvær med hende:

- For nylig var jeg hjemme en weekend, hvor jeg ikke havde så meget tid. Min mor skulle om søndagen gå fra Nærum og hjem til Snekkersten, og selvom jeg var træt og havde været til fest aftenen i forvejen, så ville jeg gerne nå at se min mor, så jeg valgte at gå med.

- Vi nåede ikke at gå hele vejen hjem, men tog toget undervejs fra Nivå – men i de timer vi gik sammen, så fik vi lige vendt det hele.På den led følte jeg, at jeg kom tæt på hende igen.

Det helt specielle nærvær

Det er nemlig ifølge Tille noget med den der nærhed, man oplever på en hel speciel måde, når man vandrer.

- Her på efterskolen har jeg også en god veninde, som jeg går sammen med, så ofte det er muligt. Men ellers er der ret mange af mine venner, der ikke helt forstår det der med at vandre. Mange af dem hader det faktisk.

Bertelsen pilgrim i Japan

For tiden kan du se programmerne, 'Bertelsen på Shikoku 88'på DR2. Her kan du følge tv-manden Mikael Bertelsens oplevelser på den japanske pilgrimsrute, Shikoku 88. Du kan se programmerne torsdag aften kl. 22.00 eller se dem her.

- Det må de jo selv om, det er bare lidt ærgerligt. Jeg synes jo, at dét at gå er en god måde at bevæge sig på – man bruger sin krop uden at blive svedig, men bliver til gengæld rolig og afslappet. Det nærmest en slags renselsesproces, man får ligesom clearet sin hjerne og får styr på de tanker, der ligger i ens hoved og fylder.

Man er nødt til at slippe kontrollen

Så vandreture- og rejser er bestemt noget Tille gerne vil endnu mere fremover.

- Jeg ser programmerne, ’Bertelsen på Shikoku88’ og kunne godt tænke mig at rejse i Asien på grund af naturen og kulturen, men jeg kunne også godt tænke mig at tage ud og hike og alene, men det bliver nok et sted i Europa.

Marie Lau Florin har allerede været på to andre ruter af Caminoen siden sidste efterår – én gang alene og én gang sammen med sin mand:

- Når man går Caminoen, så er man nødt til at slippe al kontrol. Jeg kan normalt godt lide at være i kontrol. Men jeg oplever, at når jeg går på en pilgrimsrute, så er jeg nødt til at slippe kontrollen, man kan jo slet ikke styre de ting, der sker på ruten. Og når man først slipper kontrol og trangen til bekvemmelighed, så afløses det af en fantastisk følelse af frihed.

- Det er som om, at når man går der, så oplever man et nyt rum, der åbner sig inden i én, og det giver fred og balance.