18-årige Mette står frem med selvmordstanker på tv

I aften medvirker Mette i DR3-programmet ’Tæt på Selvmord’, der følger unge med selvmordstanker.

Mettes bedste råd til en selvmordstruet er at tale med en, man stoler på og få vedkommende til at spørge ind til selvmordstankerne. For det kan være svært selv at sige. (Foto: DR Ung)

Mette på 18 år medvirker i DR3-programmet ’Tæt på Selvmord’, der følger unge med selvmordstanker.

Mettes selvmordstanker startede, da hun var omkring 14 år og har resulteret i flere alvorlige selvmordsforsøg.

I dag er det over to år siden, hun sidst prøvede at begå selvmord, men hun kan stadig godt få selvmordstanker i korte perioder.

Vil give andre håb

Mette valgte at melde sig til programmet for at bryde tabuet om selvmordstanker og give andre i samme situation håb.

- Selvom jeg har det skidt nu, ser man også i programmet, at jeg har haft det meget værre. Der er håb for, at man kan få det bedre igen, siger hun.

Mette fortæller, at hun nu er begyndt i skole på en VUC og ikke har været indlagt på psykiatrisk afdeling i halvandet år. Derudover skriver hun blogs og holder foredrag om sin tid med livstruende selvmordsforsøg.

Efter mange overvejelser om sin medvirken i ’Tæt på Selvmord’ vejede fordelene tungest, men det var ikke noget let valg.

- Det er ikke alt, jeg vil dele på fjernsyn, for man er også nødt til at beskytte sig selv. Men et eller andet sted er det mega lettende, folk ved, at sådan her har jeg det. Jeg skal ikke gå og have en facade oppe, men kan sige, at det er sgu okay, jeg har en dårlig dag i dag, siger hun.

Den største ulempe var til gengæld, at hun nu blandt danskerne vil blive kendt som ”hende, der havde det dårligt.”

- I værste tilfælde kan det jo godt være, der dukker noget op, når jeg i fremtiden skal til at søge job for eksempel. Men i forvejen blogger jeg, så der har jeg allerede valgt, at det er okay, det er det, man husker mig for, siger Mette.

Har været indlagt med tvang

Gennem Mettes ungdom har hun været indlagt på psykiatrisk afdeling flere gange og været i to plejefamilier, hvor selvmordstankerne blev værre. Hun har haft en hårdere opvækst end de fleste med en længerevarende psykose og forældrenes skilsmisse, da hun var seks år.

Senere fik moderen en blodprop i hjernen og havde på et tidspunkt også en kæreste, der ifølge Mette selv var psykopat. Derudover havde Mette også en lillesøster, hun skulle tage sig af. Men hun bebrejder ikke sin familie eller venner noget.

- Min veninde var der for eksempel for mig hele vejen igennem. Og der var bare en situation i familien, hvor min mor for eksempel var kæreste med en, der ikke var så sød. De gjorde, hvad de kunne. Det var mere systemet, i det her tilfælde, der fejlede, siger hun.

Flere gange er Mette blevet indlagt med tvang og politieskorte. På et tidspunkt havde selvmordstankerne så stor kontrol over hende, at hun faktisk ikke ønskede at blive hjulpet.

- Jeg har siddet foran en psykiater, et døgn efter jeg har lavet selvmordsforsøg, kigget vedkommende i øjnene og fået psykiateren til at tro på, at jeg havde det godt og ikke havde lyst til at dø, hvor jeg så bagefter gik direkte ud derfra, prøvede på at begå selvmord og blev kørt tilbage igen af politiet, fortæller hun.

Situationen ændrede sig, da hun kom ud på Opholdsstedet Tuen. Her mødte hun voksne og andre unge, der lyttede til hende, og som hun kunne stole på og være tryg ved.

- Da jeg flyttede ind på Opholdsstedet Tuen, havde jeg det stort set dårligt hele tiden. Jeg havde måske fem minutter om dagen, hvor jeg kunne føle noget godt. Nu føler jeg faktisk noget godt hele tiden, men jeg har måske et par dage om måneden, hvor jeg har det helt ad helvedes til.

Mettes råd: Hold fast i de små lyspunkter

Hvis Mette i dag kunne gå tilbage i tiden og give sig selv et godt råd, ville hun opfordre sig selv til at blive ved med at tænke på de gode ting. For når man har det så svært, vil de dårlige tanker let kunne tage styringen.

- Hold fast i de små lyspunkter, og lad vær med at være så hård ved dig selv og straffe dig selv, siger hun.

Og når de dårlige dage så rammer hende, kæmper hun imod ved at fokusere på de positive lyspunkter.

- Jeg er sammen med nogle mennesker, jeg godt kan lide, ser en film eller går en tur. Sådan nogle hyggelige ting. Lidt ligesom, når man var helt lille og pylret og havde brug for mor og far, fortæller hun.

For bare få år siden havde Mette ikke længere tillid til, at det var muligt at få hjælp, men på Opholdsstedet Tuen fik hun tilliden tilbage. Og Mettes klare råd til andre med selvmordstanker er at henvende sig til en bekendt, man stoler på, og sige, at man har nogle trælse tanker, man kæmper med.

- Hvis man kan få den pårørende til at spørge, om man har selvmordstanker, uden selv at skulle bruge ordet er det nemmere. For det er svært at sige direkte til nogen, at man har selvmordstanker.

I aften kan du møde Mette på dr.dk og være med i debatten om, hvorfor selvmord er så svært at tale om. Klik dig ind på dette link klokken 21.30.

Facebook
Twitter