To år efter Alzheimers-diagnosen: Bjørn har det stadig rigtig godt

Sproget og korttidshukommelsen er de største problemer, fortæller Julie Rubow om sin mand, der for to år siden fik Alzheimers.

Den i dag 50-årige Bjørn Jacobsen er stadig aktiv i hverdagen, efter han for to år siden fik diagnosen Alzheimers. (Foto: Lars Schou © Type 2)

Det er bare to år siden, at den 50-årige Bjørn Jacobsen fik konstateret Alzheimers.

En diagnose, der ændrede tilværelsen ikke bare for den tidligere bankdirektør, men også for hans kone, Julie Rubow, og parrets tre sønner.

De seneste to søndage har man i dokumentarprogrammet ‘En stille forsvinden’ kunnet følge familien, og trods de hårde odds, har Bjørn Jacobsen det i dag stadig rigtig godt, fortæller Julie Rubow, der efter dokumentaren svarede på spørgsmål fra dr.dks brugere.

- Han er stadig aktiv i hverdagen. De største problemer, Bjørn har, er sproget og at opfatte, hvad der bliver sagt, hvis der ikke bliver talt direkte til ham, samt korttidshukommelsen. Bjørn har nu haft diagnosen i to år, og i betragtning af, at vi fik at vide, at det nok ville gå hurtigt ned ad bakke for Bjørns vedkommende, synes jeg stadig, at han har det rigtig godt, fortalte hun.

I dokumentaren 'En stille forsvinden' følger man blandt andet med, når Bjørn Jacobsen går til kontrol på Hukommelsesklinikken, og når Julie skal overtage praktiske ting som f.eks. kontrollen med økonomien. (Foto: Lars Schou © Type 2)

Der er stadig situationer, hvor han selv fornemmer konsekvenserne af sygdommen.

- Han bliver dybt frustreret, når han står i situationer, han tidligere har kunnet håndtere, og som han ikke kan i dag, såsom at skrive mails, regne med mere. Men der er også klart nogle ting, hvor han oplever, at han har sagt noget, men hvor der så er kommet noget helt andet ud af munden. Hans opfattelse af sin egen performance svarer ikke helt til virkeligheden.

Snublede over sproget

Netop vanskeligheder ved sproget var et af de første tegn på sygdommen.

Bjørn Jacobsen oplevede at have svært ved at udtrykke sig, havde blandt andet pludselig svært ved at tale engelsk og at forholde sig til tal.

Efter i første omgang at have affejet det som stresssymptomer, fik han stillet diagnosen med en besked om, at han havde mellem to og 20 år tilbage, hvor sygdommen langsomt ville forværres.

Siden diagnosen har Julie Rubow måttet overtage ansvar for mange af de ting, hendes mand før stod for, herunder familiens økonomi.

Samtidig er parret flyttet ind på Nybjerg Mølle, som er Bjørn Jacobsens barndomshjem i Egtved ved Vejle, en ejendom de købte kort før, diagnosen blev stillet.

Flere hundrede dr.dk-brugere udtrykte stor respekt for Julie Rubow og ville vide, hvordan hun tacklede sorgen over langsomt at miste sin mand.

- Jeg sætter ord på min sorg over for mig selv, mine venner og familie, og jeg har tilladt mig selv at være ked af det. Det kan jo være tabu, da han jo stadig er her.

- Og så prøver jeg så vidt muligt at fokusere på de gode ting, han stadig gør og kan. Det kræver et stort overskud fra min side ikke at dvæle ved det, der har været, men at se det, der er, og derigennem stadig mærke ham.

Mere end 735.000 seere fulgte med, da DR1 sendte første afsnit af dokumentaren.

Holdet bag har igennem et helt år fulgt familien og har ifølge Julie Rubow været medvirkende til, at familien har fået sat nogle ord på svære tanker og følelser.

En oplevelse, der har gjort familien stærkere, fortæller hun og forklarer, hvorfor de valgte at at lade et kamerahold følge dem i den svære tid.

- Vi ønskede at sætte fokus på sygdommen, og vi ønskede at sende et budskab om, hvor vigtigt det er at leve livet og udleve sine drømme. Med vores erfaring om sygdommen fra Bjørns mor, som døde i 2012, og min mor, der var ramt af sygdommen, synes vi, at vi havde noget at byde ind med, og ikke mindst italesættelsen var et meget vigtigt budskab for os, da det ofte er en tabubelagt sygdom, svarede Julie Rubow, der har lavet bloggen 'Livet med Alzheimer', hvor hun åbent deler familiens tanker og erfaringer.

FacebookTwitter