Allan tog hjem fra vildmarken: Jeg havde fået opfyldt drømmen

22 dage blev det til for 37-årige Allan Pedersen fra Kolding. Han var vild med at være alene i ødemarken. Men han ville stoppe, mens legen var god.

På 22. dagen i Altevatn satte Allan Pedersen sig ned ved søbredden og ventede på den speedbåd, der lidt senere skulle bringe ham tilbage til civilisationen

Og på spørgsmålet fra en af produktionsfolkene om, hvordan han havde det, svarede Allan Pedersen prompte: 'Jeg har det godt.'

Og naturligt var næste spørgsmål da også, ’jamen hvorfor vil du så hjem?’

- Jeg havde tre fantastiske uger deroppe, og jeg ville gerne stoppe med den følelse, forklarede han dengang - og det mener han stadig.

Det er snart et halvt år siden, at optagelserne fandt sted, og i dag kan it-chefen fra Merrild Kaffe kigge tilbage på et ophold, der helt levede op til hans forventninger:

- Jeg brugte uge ét på at få bygget min camp op. Uge to brugte jeg på at klare de mentale udfordringer – som fx de bølger af savn efter min kæreste og børn, der ramte mig ind imellem. Og uge tre – ja, den brugte jeg på at være glad.

Jeg er født optimist

Allan Pedersen forklarer om sig selv:

- Jeg er født optimist, jeg er altid glad, så man hører ikke mig pive på noget tidspunkt i løbet af mit ophold i Nordnorge, jeg var vild med at være deroppe.

Men når det er sagt, så havde Allan Pedersen de samme udfordringer, som de fleste andre af deltagerne – han havde svært ved finde mad:

- Jeg fangede syv fisk på de tre uger, jeg var der, så jeg levede af blåbær – og er der en ting, jeg er sikker på, så er det, at jeg ikke kan klemme et eneste blåbær ned i de næste mange år.

- Jeg havde min camp ved en meget lang og flad kyststrækning, hvor man skulle omkring 40-50 meter ud til fiskene, og det kunne jeg jo ikke, så derfor fangede jeg ikke flere fisk. Jeg forsøgte mig også med bark og rødder, men havde ikke helt held med det - så jo, jeg var da sulten.

Kaffen reddede Allan

Allan Pedersen havde, som en af de personlige ting, han fik lov til at tage med sig derop, valgt at tage kaffe med.

– Og det var min redning, siger it-chefen hos Merrild Kaffe, som selvfølgelig, og ikke overraskende, er helt vild med smagen af kaffe. Men på trods af sin daglige dosis kaffe, glædede han sig meget til at komme hjem og få en masse smagsoplevelser igen.

Allan Pedersen lærte meget om sig selv i Altevatn. Han havde sat sig for, at han ville blive deroppe, så længe han kunne leve af, med og i naturen – og da han havde fået indfriet det, så valgte han at stoppe, og det var på dag 22 – og tog hjem med følelsen af, at han havde fået indfriet alle sine drømme.

- Jeg følte ikke, at det at være i naturen skulle være en konkurrence for mig, for jeg holder jo meget af at være i naturen, så jeg ville hellere stoppe på toppen end at vente på, at det blev en negativ følelse.

Så de dårlige dage i øjnene

Noget af det, Allan lærte sig deroppe, og som han har taget med sig hjem igen, er at klare udfordringer på en anden måde end tidligere.

- Vi har alle sammen dage, hvor det hele er lidt surt, og hvor man synes, det hele er noget møg. Men jeg arbejdede med mig selv – og det havde jeg også sat mig for, at jeg ville – så når jeg fik de der følelser, så ville jeg ikke straks begynde at lave noget andet for at komme ud af dem.

- Herhjemme er man så vant til, at hvis man har en negativ følelse, jamen så springer man straks over til noget andet for at få følelsen til at gå væk igen. Men i Altevatn har jeg lært at blive i følelsen og sige til mig selv – hallo Allan, hvad er egentlig problemeter det virkelig så slemt! For det er det jo som regel ikke, så jeg har lært at få lidt mere perspektiv på tingene.

- Det er sundt og en slags selvcoaching. At man tager sig sammen og hiver sig selv op ved de små hår i nakken – kom så, du kan godt!

Basalt behov for et godt grin

Noget af det, som Allan ikke kunne forberede sig på hjemmefra, det var savnet af sine kære. Sin kæreste og de to døtre på otte og 10 år.

- Jeg oplevede to gange, at jeg vågnede midt om natten af, at jeg skraldgrinede – og der var det begge gangene, fordi jeg havde drømt om mine døtre, og at vi grinede ad en eller anden ting. Jeg vågner normalt aldrig om natten. Men deroppe savnede jeg så meget dét at være sammen med pigerne og bare skraldgrine af et eller andet. Jeg tror på, at vi mennesker har et basalt behov for at grine.

Allan Pedersen betegner sig selv som den fødte optimist. Han elsker at være i naturen, helst på ture sammen med sin bror, og de har fra barnsben været vant til, at natur og strand er legepladsen, hvor kun fantasien sætter begrænsninger. Han mener selv, at det er derfra hans evne til at finde på og snitte ting stammer.

Og på spørgsmålet, om han er frisk på at tage udfordringen op i endnu en runde vildmark, så lyder svaret omgående:

- Jeg kan være klar om en time, forklarer Allan, der kun havde en bekymring forud for sin deltagelse – nemlig at blive en kendt person, den tanke brød han sig ikke om. Men det har ikke været noget problem, han har fået meget respons på sin deltagelse i programmet, men udelukkende positive kommentarer fra folk.