Anbragt udenfor hjemmet: Emma-Luna drømmer om at blive advokat og hjælpe andre anbragte børn

Den 13-årige pige fra 'Indefra med Anders Agger - Anbragt' er tredje generation af anbragte børn i sin familie. Men hun vil gerne bryde den sociale arv.

Emma-Luna med sin mor Sofie i midten og lillebror, Carl-Emil, tv. (© (c) DR)

- Jeg vil rigtigt gerne læse jura og også gerne læse en form for psykologi, for jeg vil gerne være advokat for anbragte børn og andre børn, der har det svært. Hvis jeg kan det – så kan jeg vel også have mine egne børn boende hjemme.

Sådan forklarer 13-årige Emma-Luna i DR2-programmet ’Indefra med Anders Agger– Anbragt’, som handler om den unge pige og hendes lillebror Carl-Emil, der er anbragt på en døgninstitution.

Men programmet handler om meget mere end det, for det handler i høj grad også om dét, vi kalder for den sociale arv.

Tilrettelægger Anders Agger har fulgt Emma-Luna og hendes familie i tre dage sidste vinter for at lære at forstå, hvordan den sociale arv sætter sig, og forstå hvordan den 13-årige Emma-Luna og hendes lillebror Carl-Emil forsøger at vride sig fri af netop dette mønster og undgå, at også de får stiftet en dysfunktionel familie.

Otte dage i døgninstitution

Emma-Luna og Carl-Emil bor på Dildhaven i Herlev ved København, hvor der bor i alt 17 børn og unge.

Hun og hendes lillebror har boet på institutionen i seks år, og her er deres liv lagt i faste rammer.

- Der kommer én hver morgen klokken 6.30 og vækker os. Jeg kan godt lide at have god tid om morgenen, så jeg står selv op klokken 6.00. Min lillebror er for lille til at tage bussen, så han bliver kørt i skole, forklarer Emma-Luna, der selv tager bussen til og fra skole hver dag.

Dildhaven i Herlev er en døgninstitution - engang kaldte man det for børnehjem - og her bor søskendeparret i otte dage ad gangen, og så hos deres mor i seks dage.

- Jeg lever meget anderledes end mine kammerater, fordi jeg ikke bor hos min mor. Jeg har flere ting at tage mig af og flere voksne, jeg skal have styr på…jeg har fx en sagsbehandler, en bisidder, kontaktpersoner og en mentor – jeg har flere veninder, der slet ikke kender de ord, forklarer Emma-Luna.

Mor brækkede ryggen

Deres mor, 39-årige Sofie Jensen, har opgivet at have sine børn boende hjemme permanent, og i dag har hun accepteret, at hendes børn er anbragt udenfor hjemmet.

På spørgsmålet om hvorfor det er blevet sådan, fortæller hun, at flere gamle skader på hendes ryg brød ud igen, efter at hun faldt på sin cykel i 2011:

- Jeg fik brud på min rygsøjle, og så kom jeg på hospitalet. Efter en ryg-operation og genoptræning fik børnene valget, om de ville hjem og bo hos mig igen, men det ville de ikke. Emma-Luna sagde til mig: "Det er jo ikke fordi, jeg ikke elsker dig mor – men jeg har det rigtigt godt der og også herhjemme, så du skal bare betragte det som om, jeg er hos min far hver anden uge".

- Jeg kan godt forstå, at børnene ikke vil hjem, for de får så mange tilbud, som jeg jo ikke kan give dem, siger Sofie Jensen, der - ligesom børnene - ikke har kontakt til den amerikanske far.

Kan ikke klare fuldtidsjob

Sofie Jensen læser i dag til bachelor i kulturformidling og er på revalidering.

- Jeg kan ikke komme på førtidspension på grund af min alder, og fordi de gerne vil have mig mere ud i arbejdsprøvning. Jeg kan ikke klare et fuldtidsjob, og jeg har været sygemeldt siden begyndelsen af 2007.

- Jeg har otte forskellige diagnoser i ryggen, for ti år siden fik jeg konstateret ADHD, og før jeg fik børn, fik jeg konstateret både depression, angst og sociofobi. Så jeg har sloges med rigtig mange ting, og det har altid været en kamp, forklarer hun.

Mor og mormor var også anbragt

Sofie Jensen har, ligesom sine egne børn, også boet på Dildhaven, da hun var barn. Fordi hendes egen mor - altså børnenes mormor - ikke kunne klare at passe hende og søsteren, da de var små.

- Jeg kan huske, at jeg blev kørt i børnehave af en pædagog, men ellers har jeg ikke så meget erindring om det, for jeg var også i en plejefamilie. Jeg har aldrig rigtigt forstået det – men min mor havde det ikke godt, og hun var bekymret for, om hun kunne klare rollen som mor. Så derfor bad hun simpelthen om hjælp, fortæller Sofie.

Mormor havde det svært

Mor og mormor, Kirsten Jensen, bor også i Herlev, og hun forklarer sin egen historie således:

- Jeg kommer fra en dejlig familie, hvor vi var fem søskende. Men jeg havde nogle problemer, så jeg var meget indlagt som barn og store dele af min ungdom på grund af min epilepsi. Jeg var ikke så gammel, da jeg kom på epilepsi-hospitalet Filadelfia, og jeg var der i lange perioder ad gangen.

Og problemerne vendte tilbage, da Kirsten Jensen blev voksen og selv fik børn, for hun fik svært ved at tage vare på dem.

- Jeg har haft meget skyldfølelse og har haft det svært med de anbringelser. Men jeg har været en god mor. Jeg kunne ikke gøre det bedre. Jeg syntes, det var svært at have små børn, og jeg havde de psykiske problemer med mig, fra jeg var ung og havde boet på Filadelfia.

- Det var svært, så jeg søgte nok tilbage i min sygdom for at få opmærksomhed. På den måde har jeg jo haft et mærkeligt liv.

Folk har mange fordomme

Sofie Jensen føler selv, at børnene hører hjemme hos hende, men de bor bare et andet sted i nogle dage om ugen.

- Det kan godt være svært for mig, når folk møder mig med deres fordomme, fordi de tror, jeg har svigtet mine børn. Folk tror altid som det første, at når mine børn er anbragt, så er det, fordi jeg har mishandlet mine børn på en eller anden måde. Men det har jeg jo ikke... men man kan godt sige, at jeg har svigtet dem på en anden måde.

Og spørgsmålet er så, om historien vil gentage sig. Emma-Luna er egentlig ikke bange for, at den her sociale arv skal gentage sig:

- Nej, det tænker jeg ikke over, for på en eller anden måde, så kan man jo vælge det selv - men der kan jo også pludselig ske et eller andet, jeg ved jo ikke, hvad fremtiden bringer.

- Men nogle gange tænker jeg da også på det som, at hvis ikke alt det her var sket for mig, så ville jeg ikke være den, jeg er i dag – det har gjort mig meget mere moden.

Mødte mange stærke børn

Og drømmen for den unge pige er altså at blive advokat og tale de sårbare børns sag.

Anders Agger, der har tilrettelagt programmet, er ikke i tvivl om, at Emma-Luna nok skal nå sit mål:

- Det er jeg sikker på. Det ved jeg, hun gør.

- Og på en eller anden måde så gjorde det mig glad at møde både hende, hendes bror og alle de andre børn på institutionen, for jeg kom jo nok derud med nogle fordomme om, at anbragte børn måske ikke er så ressourcestærke. Men jeg mødte mange stærke børn, der på trods af ustabile rammer, alligevel klarer sig. Det er ret vildt, synes jeg.

Facebook
Twitter