Anna er psykisk syg, men også helt normal

Er du nysgerrig på, hvordan det er at leve med en psykisk sygdom, så giver Anna Arendse Thorsen dig et åbent og ærligt svar.

Anna Arendse Thorsen er 22 år og læser informationsvidenskab og kulturformidling på Københavns Universitet. Og så er hun forfatter og meget åben om sin psykiske diagnose. (© dr)

Anna Arendse Thorsen har haft en helt normal barndom og ungdom.

Hun har måske været en anelse mere filosoferende og melankolsk end andre, men det har hun altid bare set som en del af sin personlighed.

Men efter gymnasiet begyndte hun at få det værre og værre.

- Jeg begyndte at blive mere ked af det og trist i det hele taget, og det var noget, som jeg ikke fortalte særlig mange om, fordi jeg altid har været meget selvstændig og gerne ville være en, som lykkedes med ting. Jeg ville ikke være en, som man bekymrede sig om, fortæller hun.

Forsøgte selvmord med piller

Helt galt gik det en dag i 2013, hvor hun slugte en håndfuld piller og blev indlagt på sygehuset efter det mislykkede selvmordsforsøg.

Efter noget tid fik hun diagnosen skizotypisk sindslidelse.

- Mange kalder det en light-udgave af skizofreni. Der er nogle af de samme symptomer, men jeg har aldrig haft hallucinationer eller oplevet noget, som ikke var der, fortæller Anna Arendse Thorsen.

- Det, som jeg har været mest ramt, har været ruminationer. Det vil sige tankespind, hvor jeg har følt, at jeg ikke kunne lægge en tanke fra mig igen. Hvis jeg havde en bekymring, så var det svært at lægge den fra mig.

Skammede sig i starten

I dag er hun helt uden symptomer på sygdommen og kan leve et helt almindelig liv som studerende og forfatter.

- Efter mit selvmordsforsøg blev jeg i den grad samlet op af min familie og venner, som sørgede for, at jeg kom det rigtige sted hen, siger Anna Arendse Thorsen.

Hun blev derfor behandlet med medicin og intensiv terapi for den psykiske lidelse.

- Jeg har skammet mig. Jeg har syntes, at det har været så pinligt. Men jeg er kommet frem til, at det giver ikke nogen mening at skamme sig. For det er kræfter, som jeg kan bruge på at få det bedre, fortæller hun.

Besluttede at være åben og ærlig

Hun har været træt af, at folk med psykiske lidelser bliver stigmatiseret og dæmoniseret, og derfor har hun taget en beslutning om at stå frem og være helt åben om sin sygdom.

- Jeg tænkte, at der er nogen, der er nødt til at stille sig op og sige: 'Jeg er psykisk syg, men jeg er også helt normal. Jeg lever også et helt almindeligt liv'.

Anna Arendse Thorsen oplever, at folk er meget åbne og nysgerrige, når hun fortæller om sygdommen.

- Folk er ikke bange for det. Der er så mange, der har psykiske diagnoser af den ene eller anden art, så derfor reagerer folk ikke så stærkt. De bliver måske mest overrasket, fordi de ser mig som en glad og åben person.

Fortryder hun ikke bad om hjælp før

I dag tager hun ikke medicin og har ingen symptomer, så hun betragter ikke længere sig selv som syg og kan se tilbage på sin svære periode med større overblik.

- Det, jeg fortryder allermest i dag, er, at jeg ikke rakte ud efter min familie og venner. Problemet var ikke, at de ikke var der og ville lytte. De prøvede at spørge ind til det, men jeg skubbede dem væk, fortæller hun.

Hendes råd til personer, der har psykisk skidt, er derfor at være åben om det og tale om det.

- Jeg ved godt, at jeg lyder som en pladderhumanist. Men det er det eneste, som jeg kender, der virker. Snak om det på en ordentlig måde.

Anna Arendse Thorsen svarer på flere spørgsmål i DR3-programmet 'Spørg mig om alt', der kan ses på dr.dk/tv.

Facebook
Twitter