Anne var topmodel i 11 år: Du skal have rygrad og ikke være for blåøjet

Vennerne var langt væk, men oplevelserne var vilde, da Anne Pedersen i 90'erne arbejdede som model i hele verden.

Det er de færreste, der faktisk opnår det. Alligevel drømmer mange unge piger om at blive model og gå shows for de kendte designere og komme på forsiden af de største modeblade.

En, der har prøvet alt det og lidt til, er Anne Pedersen. Hun blev opdaget allerede som 15-årig, men først da hun blev 18 år og var færdig med gymnasiet, sagde hendes forældre ja til, at hun kunne sige farvel til Hillerød og tage ud i verden og prøve lykken som model.

- Jeg er glad for årene i gymnasiet, for jeg fik nogle menneskelige og sociale erfaringer, som jeg kunne bruge, da jeg skulle alene ud i verden. Det kan lyde meget kedeligt og fornuftigt, men jeg vil anbefale, at man gør sin uddannelse færdig, siger Anne Pedersen.

Vennerne var langt væk

Netop det at være alene var det hårdeste for Anne. For dengang i begyndelsen af ’90’erne var der hverken Facebook, mobiltelefon eller e-mail til at komme i kontakt med vennerne hjemme i Danmark.

- Ensomheden får en helt anden dimension. Hvis jeg skulle bevare kontakten til mine venner, var det mig, der skulle ringe til dem. For de vidste jo ikke, hvor jeg lige var. Jeg er gået glip af det fællesskab, man har, når man går til fester og koncerter eller bare er sammen med vennerne.

- Til gengæld har jeg fået nogle fantastiske oplevelser og set mere af verden end de fleste. Min mormor troede da heller ikke helt på det, da jeg fortalte om, hvordan jeg en dag var blevet hentet i en helikopter og fløjet ud til en ø i Caribien. Men hun var også fra Hirtshals, kommer det med et grin fra Anne.

Se klip fra programmet "De smukke piger", hvor 17-årige Aia taler med sin ven Oskar, der også er model, om, hvor hårdt det er at være til modeuge.

Du bliver betragtet som en vare

  • Anne bedste råd til de unge piger, som prøver lykken som model, er, at de ikke skal lade sig påvirke af, at de konstant bliver målt, vejet og vurderet. - Jeg kender til alle mine fysiske fejl, for du bliver betragtet som en vare og får gang på gang at vide, hvad der ikke er perfekt. Nu er jeg 44 år, så det er ikke noget, der går mig på. Men når du er teenager, fylder det meget. Du skal lære ikke at tage det personligt. Det er vigtigt at få det sat i perspektiv og minde dig selv om, at du jo stadig bliver booket eller kommer på forsiden af diverse magasiner.

Kokain og lumre mænd

Man hører igen og igen historier om, at der ikke er langt til hverken stoffer eller lumre tilbud i modeverdenen, og Anne er da også stødt på begge dele.

- Det er en verden, der drager med skønhed, penge, oplevelser og masser af glamour. Jeg har hængt ud med stylister og fotografer, der tog coke, men det har aldrig været noget for mig.

- Det handler om at have rygraden til at sige nej og ikke være for blåøjet, når en eller anden spørger dig, om du vil med ud og spise, siger Anne, der efter hun flyttede tilbage til Danmark i 2002, først arbejdede som makeupartist og nu er skønhedsredaktør på modemagasinet Elle.

Modelårene gav værdifulde erfaringer - og et ret unikt cv. (© privat)

- Det kan godt være, at jeg ikke lige så veluddannet som andre. Til gengæld har jeg værdifulde erfaringer fra mine år som model og mit arbejde som makeupartist, som jeg kan bruge i mit arbejde. Der er ikke mange, der har den samme profil som mig.

- Det var hårdt, og der var mange afsavn, men jeg er taknemmelig, for jeg vundet langt mere, end jeg har tabt.

Facebook
Twitter