Barndommen har ikke været let for 33-årige Arnannguaq, der bor i Flauenskjold i Nordjylland med sin kæreste og deres lille søn.

Hun er vokset op hos sin grønlandske mor, der har et alkoholmisbrug, og har ikke set meget til sin far Kim. Han har haft et stofmisbrug og er nu fast på Metadon.

Aldrig for sent

Har du og et familiemedlem mistet kontakten på grund af en svær konflikt? Familiepsykolog Ulla Dyrløv kan måske hjælpe jer i en ny episode af "Aldrig for sent".

Kontakt redaktionen bag programmerne for en uforpligtende og fortrolig samtale om din situation og mulighederne i programmet.

Læs mere her

Efter en konflikt for et års tid siden brød hun helt med sin far, men nu rækker hun i programmet ”Aldrig for sent” hånden ud efter ham en sidste gang.

- Det her er et sidste forsøg. For jeg har ikke mere at give, jeg kan ikke holde til det mere.

- Om det så er det ene eller det andet, der kommer til at ske bagefter, så er det bare nødvendigt for os begge to at få en afklaring på, om vi skal fortsætte eller bryde.

Mor var utilregnelig

Efter bruddet med sin far har Arnannguaq været sygemeldt med depression og angst. Konflikten har lukket op for en masse ting, der fyldte i hende. Blandt andet minderne om alkoholmisbruget og volden i barndomshjemmet hos moderen.

- Jeg har aldrig følt mig tryg i min mors nærvær, fordi når hun drikker, er hun fuldstændig utilregnelig. Så det har handlet om at føje, gøre som der bliver sagt og være nærmest usynlig.

- Hele min barndom har jeg drømt om at blive reddet.

Og det blev Arnannguaq på en måde også. Da hun var 14 år flyttede hun væk fra sin mor og kom i pleje hos Birthe, der tog hende under sine vinger.

Et hårdt liv

Arnannguaqs far, Kim, bor i København, hvor han har levet et hårdt liv med stoffer.

- Han er et godt menneske, med mange ar på sjælen, han har nu mistet to børn og en kone. Han blev smidt ud hjemmefra som 15-årig, boede på gaden og har siden levet et hårdt liv.

- Han har et godt hjerte og vil altid være i mit.

Faderen fortæller i programmet, at han drømmer om at flytte til Jylland over til Arnannguaq, så han kan være far og morfar for hende og hendes søn. Så han tager i programmet imod Arnannguaqs udstrakte hånd.

Han dukkede ikke op til jul

Da de to mødes i programmet, sker det på neutral grund i et sommerhus på Sjælland, med hjælp fra familiepsykolog Ulla Dyrløv.

Hun har bedt Arnannguaq om at fortælle om nogle barndomsminder med faderen, og én meget skelsættende begivenhed, som hun aldrig glemmer, var en jul, som de alle skulle fejre sammen hjemme hos Arnannguaqs mormor. Hjemme hos mormor var der trygt, godt og varmt. Lille Arnannguaq tog hen på stationen for at hente sin far ved toget, men der kom ikke nogen far ud af toget. Han var ikke med.

At du ikke kunne være der for mig dér. Det synes jeg sgu ikke, du kunne være bekendt.

Arnannguaq

- Jeg følte mig ladt i stikken. Ikke nok med at du ikke var der til at beskytte mig mod mor i hverdagen, men lige i julen, hvor vi skulle have det godt sammen, siger hun i programmet henvendt til sin far.

- At du bare lader sådan en lille pige stå der. Ikke bare en lille pige, men din lille pige. At du ikke kunne være der for mig dér. Det synes jeg sgu ikke, du kunne være bekendt.

Kim undskylder for sin opførsel dengang for efterhånden mange år siden:

- Undskyld. Jeg ved, det er et fattigt ord. Jeg bliver ked af det og vred på mig selv over det.

Arnnanguaq fortæller om episoden på togstationen

En genforening med indbyggede skuffelser

Historien om barndommens jul hos mormor er en enkelt isoleret episode, men alligevel meget sigende for hele problematikken mellem Arnannguaq og hendes far. For kan hun stole på ham? Kan han finde ud af at holde, hvad han lover? Tør hun tro på det?

Ulla Dyrløv understreger, at det vil være et hårdt arbejde med mange indbyggede skuffelser, hvis Arnannguaq vælger at ville genetablere kontakten med faderen. Og hun skal tænke over, om hun har kræfterne til det.

- Hvis jeg vælger at sige nej tak, så er jeg fri af megen usikkerhed, og fri for at stå på den togstation og vente på ham, siger Arnannguaq selv.

- Hvis jeg derimod er forsigtig og tør åbne mit hjerte, så kan jeg måske få mig en far.

I programmet vælger hun at give sin far en chance til. Én chance. Og det er nu op til ham, hvordan han bruger den:

Arnnanguaq læser brevet op for sin far

Aftalen bliver, at han fremover skal ringe til hende en gang om ugen. Hver mandag klokken 13. Allerede den første uge glemte han det. Efterfølgende huskede han det et par gange, dog hver gang med nogle timers forsinkelse.

Tog af sted uden afsked

Arnannguaq og hendes far har skrevet sammen på Facebook, og da Arnannguaqs mor for et par måneder siden blev syg og indlagt på hospitalet, overtalte Arnannguaq sin far til at komme og besøge hende.

- Jeg købte billetten til ham og hentede ham på stationen. Han sov hos mig, på gæsteværelset her hos os. Og han tog med ud på hospitalet for at besøge min mor.

- Men dagen efter, da jeg kom hjem fra arbejde, var gæsteværelset tomt. Han havde pakket sine ting og var taget af sted. Der lå en sød seddel om, at han ville ringe samme aften. Men jeg har aldrig hørt fra ham siden. Og det var i juni måned.

Arnannguaq har igennem årene, siden hun kom i pleje, besøgt sin mor en gang imellem, men har haft svært ved at håndtere hende, ”og det har altid bragt mere skidt end godt med sig for mig”, fortæller hun i dag.

Arnannguaq ved ikke, om der kommer til at være en kontakt mellem hende og faderen igen. Men nu fylder det ikke så meget.

Han havde alle muligheder for at være den far og morfar, han sagde, han ville. Men han greb ikke muligheden. Og jeg kan ikke hjælpe én, der ikke vil hjælpes,

arnnanguaq

- Jeg har fået ro på nu og har slet ikke så mange bekymringer omkring det.

- Nu ved jeg, at jeg har givet det en sidste chance. Han kom til Jylland, han boede lige inde på gæsteværelset, og han havde alle muligheder for at være den far og morfar, han sagde, han ville. Men han greb ikke muligheden. Og jeg kan ikke hjælpe én, der ikke vil hjælpes, siger Arnannguaq.

Selv har hun fået det meget bedre. Hun er begyndt at arbejde igen og er sågar blevet forfremmet på sit job til køkkenchef.

- Jeg har indset at de store håb og drømme om vores fælles fremtid ikke er realistiske. Jeg har fået en forståelse for, hvem min far er og forstår nu, at det aldrig bliver muligt. Den del af processen, har lært mig meget, og det er jeg utroligt taknemmelig over.

- Jeg har stor tiltro til, at der er andre der kan være der for ham nu, især når jeg ikke er der mere. Det er noget jeg må lære at leve med, med begge mine forældre. Jeg vil forholde mig til virkeligheden, give slip på fortiden og have tiltro til, hvad der kommer.

Arnnanguaq medgiver, at det gør frygteligt ondt at give slip, men det gør mere ondt at holde fast, understreger hun.

- Jeg giver ikke slip fordi jeg ikke elsker dem mere, tværtimod.