Bettina blev kontaktet af hemmelig bror og fik en relation for livet

Søskendeparret Bettina og Nicolai kendte ikke til hinandens eksistens indtil for nylig. Nu viser det sig, at familiehemmeligheden måske er endnu større.

Bettina Sørensen møder for allerførste gang sin halvbror Nicolai Buddig. Øjeblikket er fanget i forbindelse med DR-programmet 'Aldrig for sent'.

En bror, en søster og en søster mere.

Ikke nok med at Bettina Sørensens liv for nylig er blevet beriget med en lillebror, den 36-årige Nicolai Buddig, hun ikke anede, hun havde, Bettina Sørensens private efterforskning viser også, at de to søskende har mindst to søstre mere til fælles.

- Hvem kender du på Østerbro?

Hele eventyret begyndte med et brev i postkassen.

Det havde ligget der et par dage, før 50-årige Bettina Sørensens mand en søndag eftermiddag fiskede det ud og gav det til hende.

Det kom fra en ukendt afsender på Østerbro i København.

- Jeg husker, at min mand studsede over afsenderen og spurgte til, hvem jeg kendte på Østerbro. Brevet viste sig så at være fra Nicolai. Efter jeg havde læst det, var jeg helt rørt og overrasket, og jeg gik rundt og skiftevis tudede lidt og grinede lidt, fortæller Bettina Sørensen.

- Det var en boblende følelse, og jeg havde det sådan, at jeg bare var nødt til at finde Nicolai og snakke med ham. Det var fuldstændig vildt.

Hun tog derfor straks kontakt til tv-produktionsselskabet Koncern TV - præcis som der stod i brevet, at hun skulle gøre, hvis hun var interesseret i at få kontakt til sin nyopdagede lillebror.

Genforenet i DR-program

Det viste sig nemlig, at Nicolai Buddig var kommet på sporet af Bettina Sørensen, fordi han deltog i DR-programmet 'Aldrig For Sent', som med en psykologs hjælp forsøger at genforene familiemedlemmer, der har mistet kontakten til hinanden.

Nicolai Buddig havde længe haft et ønske om at møde sin far, som han aldrig havde haft kontakt med. Den samme far, som søster Bettina Sørensen heller aldrig havde haft et forhold til.

Men lysten til at møde ham meldte sig først hos Bettina Sørensen, den dag hun modtog Nicolai Buddigs brev.

- Min mor har altid været ganske åben om, hvem min far er, og hvor han eventuelt kunne opholde sig, men jeg har aldrig haft lyst til at tage kontakt til ham, fortæller Bettina Sørensen.

- Jeg har aldrig vidst noget om Nicolai, men min mor har altid fortalt mig, at der var en datter, som min far fik før mig, og jeg har derfor altid haft tanken, at den dag min far dør, så vil der nok sidde andre søskende.

- Vi ligner hinanden meget

Bettina Sørensen har med Nicolai Buddig fået en relation for livet.

- Det er virkelig pudsigt, for selvom vi aldrig har kendt hinanden, så ligner vi hinanden meget. Vi tænker ens om rigtig meget.

- Han er min bror, og den relation, vi har fået, forsvinder ikke. Nicolai er kommet for at blive, siger Bettina Sørensen, der i forbindelse med det første møde med sin lillebror blev interesseret i at finde ud af, om der faktisk var noget om morens snak om en ældre søster, og derfor begyndte at undersøge sagen.

Arbejdede måske sammen med sin søster som ung

Hun huskede en række tidlige minder om en pige, som hun delte navn med.

- Min far havde åbenbart været meget imod, at jeg skulle hedde Bettina, har jeg forstået. Ifølge min mor var det fordi, at den datter, han fik før mig, også hedder Bettina, siger Bettina Sørensen, som er overbevist om, at hun som ganske ung har stiftet bekendtskab med storesøsteren.

- Som 13-årig arbejdede jeg på et hotel sammen med en pige, der var et par år ældre end mig. Vi lignede hinanden, og vi hed begge Bettina. En dag på vej hjem i toget blev vi klar over, at hun heller ikke havde kontakt til sin far.

Bettina Sørensen husker, at hun dog hurtigt blev skuffet, fordi navnet på fædrene ifølge den anden Bettinas mor tilsyneladende ikke stemte overens.

I dag føler hun sig alligevel ret overbevist om, at det faktisk var hendes søster.

- Den mor har da sikkert tænkt, at "det skulle sådan et par tøser da ikke rive op i", og så har hun stukket hende et andet navn, mener Bettina Sørensen.

Også en lillesøster - og måske en bror eller søster mere

På trods af blandt andet kortlægning af stamtræer er hun ikke kommet nærmere et spor af søsteren. Heller ikke deres fælles far, Ole, som i dag er dement og bor på plejehjem, har været i stand til at kaste lys over sagen.

Bettina Sørensens eftersøgning har dog vist, at storesøsteren ikke er den eneste søster, som hun og Nicolai Buddig har til fælles. Faren fik tilsyneladende en datter mellem de to.

- Det har vist sig, at vi også har haft en søster, der døde af leukæmi som fireårig.

Ifølge Bettina Sørensen er faren usikker på, hvor mange børn han har sat i verden.

- Ole mener selv, at han har fået fem børn. Han ved, at han i hvertfald har betalt til fire, fortæller Bettina Sørensen, som derfor ikke ved, om der er en hemmelig søster eller bror mere et sted.

Facebook
Twitter