Bliv en humørspreder på dit arbejde

Man behøver ikke røde næser og klovnedragt for at sprede godt humør på arbejdet. Her kommer et par gode råd til en lidt sjovere dag på arbejdet.

(Foto: Colourbox)

Med ganske få ændringer kan du få latteren tilbage i arbejdstiden og få større overskud til at overvinde de ting, der ikke er så sjove. Vi bruger jo rigtig mange timer dagligt på arbejdspladsen.

- Mange timer af vores liv bruger vi på arbejdet, og hvis vi ikke kan have det lidt sjovt, mens vi er der, så er det simpelthen bare for trist og umotiverende. Humor betyder overlevelse og overskud, siger konsulent, forfatter og foredragsholder Karen-Marie Lillelund, der til daglig hjælper det gode humør på vej på arbejdspladser til 3F.

Fagforeningen har bedt den professionelle humørspreder om at udforme fem gode råd til, hvordan du selv kan være med til at kaste glans over hverdagen på arbejdet. Giv humoren en fast plads på jobbet:

- Det er kun rigtig sjovt, hvis alle kolleger deltager. Find et sted og sig, at her gør vi plads til humoren. Det kan være en opslagstavle, hvor man skiftes til at sætte en vittighed op, eller at man til frokost ser en sjov youtube-video, siger Karen-Marie Lillelund.

Skru op for venligheden:

- Tag en ekstra kop kaffe med til kollegaen, når du alligevel henter til dig selv. Og tal for Guds skyld pænt til hinanden, råder humor-eksperten.

Bring legen ind i arbejdet:

- Men ikke bogstaveligt talt. Hvis I kan gøre det, I laver, til en del af en leg, så går det meget lettere. Hvis man arbejder i et køkken, så syng en sang ved gryderne. Hvis du tør føle dig en lille smule åndssvag og frigjort, så ligger latteren lige rundt om hjørnet, forklarer Karen-Marie Lillelund.

Skift automatikken ud med overraskelse:

- Rutiner er der ikke meget sjov i. Prøv at gå ind ad en anden dør, end den du plejer at bruge. Eller sig godmorgen til kollegerne på en anderledes måde. Spontanitet og forandring vækker os mentalt og får os til at stoppe op, siger humør-eksperten.

Ingen practical jokes:

- Man skal kende hinanden sindssygt godt for ikke at træde folk over tæerne eller gøre dem kede af det med practical jokes. Det er ikke her, man skal starte. Humoren ligger i de små ting.

Facebook
Twitter