BREVKASSE Hvad er en narcissist?

Jeg har hørt flere kalde fx Donald Trump for en narcissist, men er han det?, spørger en bruger.

Der er mange, der bruger begrebet narcissist i flæng, men faktisk er der en del kriterier, der skal være opfyldt for, at en person kan karakteriseres som en narcissist, forklarer psykolog Henrik Tingleff. (Foto: Thomas Trutschel © Getty Images)

Spørgsmål:

"Jeg synes ofte, at man hører begrebet ”narcissist” brugt om nærmest hvem som helst. Særligt nu under den amerikanske valgkamp beskriver mange jo Donald Trump - blandt meget andet - som narcissist.

Hvad ér en narcissist egentlig? Hvad dækker begrebet rigtigt over?"

SVAR:

Tusind tak for dit spørgsmål. Det er enormt relevant, og jeg er enig med dig i, at "narcissist” er et af de diagnostiske begreber, som er blevet hvermands eje og bruges i (for) mange sammenhænge og med mange betydninger.

I de værste tilfælde er det som om, at det gamle ord ”selvglad” nærmest er blevet erstattet af ”narcissist”.

Dit spørgsmål er også et af dem, man ikke sådan lige kan besvare fuldstændigt dækkende for alle nuancer og forbehold. Men jeg skal forsøge at give så kort og klart et bud som muligt.

Grandios og arrogant

Narcissist kommer af ”narcissistisk personlighedsforstyrrelse”. Det er en diagnose, der findes i det amerikanske diagnosesystem DSM.

I det europæiske diagnosesystem ICD -som vi burger i Danmark - findes diagnosen ikke. Her vil man få diagnosen "anden type personlighedsforstyrrelse".

De diagnostiske kriterier for narcissisme er:

  • En grandios (altså overdrevet) oplevelse af at være meget betydningsfuld

  • Stor optagethed af forestillinger om ubegrænset succes, magt, skønhed og ideel kærlighed

  • En oplevelse af at være speciel og unik - og kun kan blive forstået af andre, som er specielle eller har en høj status

  • Behov for ubegrænset beundring

  • Urealistiske forventninger om, at man har krav på at blive behandlet særligt favorabelt

  • Udnyttelse af andre til at opnå sine egne mål

  • Uvillighed til at anerkende andres følelser eller mål

  • Høj grad af misundelse på andre - eller oplevelse af at andre er misundelige på en selv

  • En arrogant eller hånlig attitude

For at få diagnosen ”Narcissistisk personlighedsforstyrrelse” skal man besidde mindst fem af ovenstående karakteristika - altså noget mere end bare at være ”selvglad” eller ”selvoptaget”.

Man er ikke bare god

Min kliniske erfaring fortæller mig, at særligt tre træk er tydelige og definerende for den ægte narcissist:

  • Man er ikke bare god. Man er ikke bare den bedste. Man er ikke bare noget særligt. Man er i en HELT anden liga. Det vil sige, at man er ikke bare god til fodbold; man spiller fodbold på en helt anden måde, end nogen hidtil har set. Og som ingen andre forstår.

  • Enorm optagethed af penge og anprisninger. De har ikke bare købt en taske - de har købt en taske til 10.000 kr. De har ikke bare et forslag. De har et forslag, som XX synes rigtig godt om, eller som YY vil tage med videre. Der name- og amount-droppes konstant.

  • De stiger i modvind. Enhver form for kritik, modgang og angreb gør dem kun stærkere i troen. Jo mere andre undsiger dem, jo mere sikre bliver de på, at netop dé er geniale - så geniale at ingen andre forstår dem. Og sagen bliver derfor endnu vigtigere at forfølge.

Jeg fjerndiagosticerer aldrig, og jeg kunne ikke drømme om at kaste en diagnose efter en mand, jeg kun har set på fjernsyn. Men det er da interessant at se en tale eller et interviews med en amerikansk præsidentkanditat med ovenstående bullets i baghovedet.

Igen: Tak for dit yderst relevante spørgsmål. Jeg håber begrebet blev lidt mere nuanceret for dig.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1146986438685212

Facebook
Twitter