Spørgsmål til brevkassen:
Hvordan tackler man personer, der altid tager offerrollen?
En af mine gode veninder gennem mange år har en tendens til altid at give sig selv offerrollen og spille "kostbar".
Hun skal som regel altid trækkes med til faste begivenheder, som hun normalt synes er sjove, og jeg er efterhånden nået til et punkt, hvor jeg ikke længere orker at skulle komme med rosende svar på hendes kommentarer som "jeg ser grim ud i dag", "jeg kan ikke finde ud af tale med folk", "jeg kender jo ingen" osv.
Det er selvfølgelig muligt, at hun er genert og er usikker - det er jeg også selv - men forskellen er, at jeg prøver at tale med folk, også selvom jeg er nervøs, at jeg prøver at glemme de bekymringer, jeg måtte have og komme videre. Jeg synes, hun er virkelig dygtig til at tale med folk, hvilket jeg også tit fortæller hende, men hun skyder det altid ned.
Jeg tror på, at fejl som regel er to-sidede, hvorfor jeg synes, det er vigtigt, at begge kan indrømme sine fejl. Hvis hun endelig indrømmer en fejl, lykkes det hende altid at dreje historien, så man igen får medlidenhed med hende!
Det drejer sig om en rigtig god veninde - men jeg synes efterhånden, det kan være lidt manipulerende - så hvad kan jeg gøre?
Svar fra Henrik Tingleff:
Du fortjener ros for at holde ved din veninde og blive ved med at forsøge at ”hjælpe hende ud i verdenen” på trods af hendes modstand og til tider mere eller mindre bevidste manipulerende adfærd.
Jeg tænker umiddelbart to ting, jeg ville prøve, hvis jeg var i dit sted - og som jeg ofte råder klienter til, når de oplever situationer, der ligner dem, du beskriver:
Hjælp til data-tjek!
Du nævner, at din veninde fremsætter nogle ”hypoteser”, ”forventninger” eller ideer om sig selv og sine færdigheder.
En god hjælp til hende vil være at forsøge at følge op på dem. Når hun fremsætter en idé om, hvordan noget vil gå, hvordan nogen vil opfatte hende, eller hvad der vil ske, så følg op på det bagefter.
Spørg hende direkte: ”Du sagde, at du slet ikke ville kende nogen. Men hvem var det, du talte med?”, ”Nåh, var der så nogen, der grinede af dig, som du forudså, eller hvad skete der rent faktisk?”
En lang proces
Det samme kan du gøre med ting, der er sket - dér hvor hun ”drejer” historien”: ”Var det virkelig sådan ordene faldt?”, ”Var der også nogen der sagde noget andet end det?”, ”Er det alle aspekter, du lægger mærke til her, eller er der måske noget, du glemmer? Eller undervurderer?”
Altså ganske enkelt hjælpe hende med at sammenligne hendes oplevelser og ideer med mere objektive facts og ”data”.
Det er en lang proces, og hun vil stritte imod - men med tiden vil du kunne hjælpe hende med at nuancere sit syn på både sig selv og andre!
Lav en aftale!
Der findes et godt lille kommunikationsredskab, som kaldes DEAL!
Deal dækker over en metode til at konfrontere et andet menneske og bede om en ændring.
Metoden er simpel:
- •
Descripe situation
- •
Exspress feelings
- •
Ask for changes
- •
List advantages
Et sætning fra dig kunne lyde:
(D) "Mona, jeg oplever, at du ofte tager påtager dig, dét jeg ville kalde, en offerrolle. Det er som om, du altid taler dig selv ned, forudser problemer, og giver andre mennesker skylden for de problemer, du møder."
(E) "Det gør mig faktisk både ked af det og ærgerlig. Jeg synes, du har så meget at byde på, og du er en god veninde. Men du snyder både dig selv og mig for gode oplevelser på den måde. Og det er begyndt at frustrere mig mere og mere."
(A) "Jeg kunne så godt tænke mig, at du oftere bare gik på med krum hals, og at du måske sjældnere brugte tid på at bebrejde andre og dig selv. Eller i det mindste bare undlod at bruge tid på at tale om det."
(L) "Det ville gøre, at vi kunne have meget mere kvalitetstid sammen, jeg ville have meget mere lyst til at være sammen med dig og tage til arrangementer med dig - og jeg er faktisk også sikker på, at du vil kunne få det meget bedre både med dig selv og andre, hvis du arbejdede på at ændre lidt her”.
Den rigtige vej
Der er ingen af de to metoder, der ændrer noget fra den ene dag til den anden, men jeg er ret sikker på, at begge dele vil kunne bringe dig små skridt i den rigtige retning.
Med den tålmodighed og omsorg, som du ellers udviser overfor veninden, så er jeg ret sikker på, at du hen ad vejen vil kunne ændre den del af jeres samvær til det bedre!
Rigtig meget held og lykke med processen.