Psykologi

Brevkasse: Jeg har altid 1000 undskyldninger

Hvorfor kan jeg ikke komme i gang med at dyrke motion, når det nu er det, jeg rigtig gerne vil? spørger en bruger.

Det er bare at få snøret løbeskoene og så komme i gang. Motivationen kommer ikke dumpende af sig selv. (© Colourbox)

Spørgsmål:

Jeg har tabt mig 14 kg. wuhuuuu..! og nu vil jeg meget meget gerne i gang med noget motion 2-3 gange om ugen. Har forsøgt mig med svømning og begynderløb. Men HOLD DA OP, jeg kan ikke komme i gang....!! Hvorfor pokker er det så svært for mig... Jeg ved jo det er sundt, godt for alting... men men.. så snart det begynder at gøre det mindste ondt, så har jeg ca 1000 undskyldninger og travlhed med andre ting, så jeg ikke kommer afsted. Allerhelst ville jeg gerne kunne løbe... Det lyder måske meget underligt, men jeg vil enormt gerne, så hvorfor kan jeg så ikke komme i gang.... ?

Svar:

Først og fremmest: Tillykke med det flotte vægttab! Det er sejt gået, og det vidner om at du, på trods af hvad du end måtte tænke og opleve i forhold til motion netop nu, i dén grad besidder viljestyrke - og den skal vi da bare have genaktiveret!

Som jeg læser dit spørgsmål, så falder du - som så mange har gjort før dig - i tre klassiske "Motivationsfælder".

1: Overvejelse og undren.

Hvorfor er det så svært for mig? Hvordan kan det være at jeg reagerer sådan? Det er da en mærkelig reaktion, hvad mon der er i vejen med mig?

Jeg kan godt forstå, at du har lyst til at gøre dig disse overvejelser,og det kunne selvfølgelig også være interessant at finde nogle af svarene. Problemet er bare, at selv om du fandt alle svarene; så ville du ikke begynde at motionere af den grund; og i al tiden du søgte efter svarene, så fik du ikke løbet en meter!

Så; med al respekt; pak overvejelser og undren væk. Det bringer dig ikke videre. Sig ganske enkelt "STOP" til dig selv, når du begynder: Stop thinking; Start doing!

2: Gi'lov tanker

Du beskriver selv, at du har en masse undskyldninger, så snart det gør det mindste ondt. I motitavtionspsykologien kalder vi det "gi' lov tanker". Det er tanker, der har det med at trænge sig på og til alle tider liiiiige sørge for, at man "får lov" til det uhensigtsmæssige: "Det har været en hård dag - nu fortjener jeg et stykkke kage", "Det har været en nem og dejlig dag - det skal fejres med et stykke kage", "Jeg er øm og brugt -så må jeg hellere lade være at løbe", "Sikke en masse energi jeg ha i dag - det er da dumt at ødelægge det ved at løbe". De er ikke rationelle. De er ikke konsekvente. Men de holder dig tilbage!

Så her er hvad du gør: Over en periode på 4-5 dage registrerer du alle de "gi lov tanker", der dukker op. For hver af dem nedskriver du så 2-3 "rationelle modsvar". Det er dine argumenter, der skal pille "gi lov tanken" fra hinanden og sørge for, at den ikke stopper dig.

Et eksempel: "Gi lov tanke":

Arh, jeg har slet ikke energi til at løbe i dag. Jeg går tidligt i seng, så er jeg frisk og kan løbe i morgen

Svar:

1. Man FÅR energi af at BRUGE energi. Så jeg vil faktisk blive friskere af at løbe!

2. Nu skal jeg jo ikke løbe marathon. Man kan altid motionere moderat i 15 min. Uanset hvor træt man er.

3. Jeg snyder mig selv nu. Hvis jeg giver lov at udskyde nu, så udskyder jeg også i morgen, og så kommer jeg aldrig nogen vegne!

Når "gi lov tanken" så dukker op næste gang, så diskuterer du med den med dine forberedte argumenter. Gerne højt for dig selv! Og du bliver selvfølgelig med ved at forfine og udbygge argument-listen.

Det lyder måske lidt fjollet! Men det virker!

3. Venten på motivation

Mange af os tror, at vi skal være rigtig motiveret for at kunne gå i gang med noget. Intet kunne være mere forkert!

Handling kommer før motivation. Motivation kommer ikke dumpende ned fra himlen, mens man går og venter - den kommer, når man begynder at handle! Så lav en regel med dig selv om, at du altid gerne må give op på din løbetur…..når du HAR løbet 5 minutter! Sandsynligheden for at motivationen på dét tidspunkt er langt større for at fortsætte end den overhovedet var for at komme i gang inden start er overvejende! Så kan du jo tage 5 minutter mere, og 5 mere etc. Så; uden at lave skjult reklame: JUST DO IT!

Se, jeg siger ikke, at det er "let" at komme over den udfordring, du står med. Jeg siger netop, at den lette løsning man kan vente eller tænke sig til, ikke findes. Der er kun én ting at gøre: Genaktiver den viljestyrke du har……og kom i gang! READY - SET - GO!

Facebook
Twitter