BREVKASSE Kan alle blive ramt af Stockholm-syndromet?

Ja, faktisk har vi alle de træk, der gør, at vi i en gidsel-situation kan komme til at udvikle sympati med vores fangevogter, siger psykologen.

Dog kræver det blandt andet, at fangevogteren udviser en form for blødhed eller menneskelighed. En gennemført ond fangevogter vil vi formentlig ikke kunne få sympati med, uddyber Henrik Tingleff. (Foto: Thomas Trutschel © Getty Images)

Spørgsmål:

Jeg hørte for nylig et indslag i radioen om ”Stockholm syndromet” - det her med, at et gidsel får ”varme følelser” for en gidseltager og ligefrem vil hjælpe eller støtte ham frem for dem, der forsøger at befri gidslet selv. Jeg kendte jo egentlig godt begrebet, men jeg blev alligevel chokeret over at det kan ske.

Så to spørgsmål til psykologen: Kan ”Stockholm syndromet” indtræde i alle relationer og situationer og kan det ske for os alle, eller sker et mest for ”visse typer”?"

SVAR:

Tak for dit spørgsmål. Jeg havde selv fornøjelsen af at medvirke i det indslag, du omtaler, så det er jo ren fornøjelse at få lejlighed til at supplere på det, vi måske ikke nåede omkring der.

Vi ved, at ”Stockholm syndromet” - som egentlig er et misvisende navn, for reaktionen var kendt længe før bankrøveriet i Stockholm i august 1973 - kan indtræde i mange forskellige relationer, hvor ét menneske tager magt over eller udnytter et andet.

Det kan være børn, der misbruges, misbrugte/voldsramte kvinder, krigsfanger, kult-medlemmer og selvfølgelig gidselsituationer og mange flere. Når det er sagt, så indtræder ”syndromet” dog ikke i alle tilfælde.

Tre kriterier skal være opfyldt

FBI arbejder med tre kriterier for, at Stockholm-syndromet kan/vil indtræde:

For det første er det en forudsætning, at offerets basale overlevelse afhænger af overgrebsmanden - det vil i praksis sige, at overgrebsmanden meget eksplicit skal true med at slå ihjel. Offeret skal opleve være i akut livsfare.

For det andet er det afgørende, at offeret er isoleret fra andre perspektiver end overfaldsmandens. Hvis der er mulighed for at få information ”udefra”, som taler mod gerningsmandens ”sag”, eller hvis der direkte er kontakt til mennesker, der kan udtrykke bekymring, omtale problemer i relationen eller på anden måde ”nuancere billedet”, så er der mindre sandsynlighed for, at syndromet indtræder.

Endelig. så er det afgørende, at gerningsmanden ind imellem viser venlighed eller omsorg for offeret. Ind imellem måske lige giver lidt vand, sørger for en madras, taler om sin egen sårbarhed - eller hvad det nu kan være. Hvis overfaldsmanden er gennemført ondskabsfuld, udvikler offeret langt mindre sandsynligt Stockholm-syndrom.

I alt fald ifølge FBI.

Vi kan alle blive ramt af det

Kan vi alle blive ”ofte” for Stockholm-syndromet - eller vil nogle af os være standhaftige og kunne modstå det, spørger du.

Her er svaret nok lidt nedslående. Stockhom-syndromet er en del af de træk/karateristika/reaktioner, som vi mennesker alle har - omend vi ikke er stolte af det eller glade for det.

Det hænger sammen med, at det i bund og grund er en overlevelsesmekanisme, der går i gang - og som så crasher undervejs:

Man er under stort stress, stort pres - og i livsfare. Her lærer vi hurtigt, at adlydelse er den bedste strategi. Jo mere vi adlyder, jo bedre klarer vi os. Med tiden er ren adlydelse ikke nok. Gidseltageren er også under stress og gør måske uforudsigelige ting - eller svinger meget i humør.

Så går næste overlevelsesmekanisme i gang: Hvad kan vi mere gøre for at skåne os selv; hvordan kan vi yderligere berolige gidseltageren. Man bruger med andre ord energi på at sætte sig ind i - og lære at forstå gidseltageren! Så kommer måske denne her ”venlighed” fra gerningsmanden - eller bare dét, at man oplever, at han IKKE er voldelig eller IKKE slår én ihjel. Og det kan blive oplevet som, at han er ”min redningsmand” Det er ham, der holder mig i live”.

Gerningsmanden bliver på denne måde mindre og mindre skræmmende - og mere og mere et ”instrument til overlevelse”; end en voldstrussel. Og så holder man sig jo til ham!

Vi overser, at han kan slå os ihjel

Nogle kalder fænomenet ”self delusion”; at man for at overleve både fysisk og psykisk, kommer til oprigtigt at tro på, at gerningsmanden er ven i stedet for fjende, og at hvis vi hjælper hinanden, så kan vi komme ud af det her rod.

Det faktum, at der er tale om en person, der kan ende ens liv bliver ganske enkelt opmærksomhedsmæssigt nedprioriteret.

Jeg håber, jeg fik uddybet emnet og svaret på dine spørgsmål. Tak for muligheden for at følge op!

Facebook
Twitter