Brevkasse: Min gamle mor er forkælet

Hvordan får man overskud til sin gamle mor, hvis hun ikke har været den rollemodel, man ønskede?

Min mor har altid været selvcentreret og forkælet, så lysten til at hjælpe hende nu, er helt væk, skriver en bruger til psykolog-brevkassen. (© Colourbox)

Spørgsmål:

"Jeg har lige læst svaret fra Henrik Tingleff om hvad der sker, når vores forældre bliver gamle og ikke længere er rollemodeller/voksne.

Men hvad hvis den gamle forælder aldrig har været en rollemodel? Min mor er blevet rigtig gammel og har derfor brug for ekstra omsorg og hjælp: Og jeg kan mærke, at jeg desværre bliver mindre og mindre overbærende over for hende, måske netop fordi jeg ikke har erindringen om omsorg fra hendes side, som jeg nu kan "betale af på".

Hun har altid været et forkælet og selvcentreret menneske og de behov, hun nu har for hjælp og omsorg, er nu berettigede. Men jeg var næsten allerede brugt op, inden hendes behov blev reelt! Jeg skal nok klare det den sidste tid, men jeg ville jo gerne kunne have gjort det med lidt mere ægte følelse."

Svært med indre modstand

Svar:

Dit spørgsmål er interessant, fordi det øger udfordringen ift. til de svar, der tidligere har været på området. Du står både i den situation, at du skal tage mere og mere over for en ældre forældre, og du skal navigere med en indre modstand mod at gøre det. Det er en sej én.

Med udgangspunkt i det, du skriver, får jeg lyst til at give dig tre helt konkrete råd, og de kommer her.

Accepter og respektér din reaktion

Det er yderst prisværdigt, at du gerne ville kunne "gøre det med lidt mere ægte følelse", som du skriver, men hvordan skulle du egentlig kunne det? Hvor skulle lysten til at hjælpe, omsorgen og den ægte empati komme fra?

Du skriver, at du allerede har brugt dine kræfter op på at opfylde behov, som ikke var reelle, og du oplever, at du kender din mor som et forkælet og selvcentreret menneske, der ikke har været omsorgsfuld for dig?

Hvordan skulle dét kunne generere ægte følelser om hjælp støtte og omsorg i dig?

Din modstand er reel. Den er naturlig - og den er ok! Giv dig selv lov til at mærke den, støt og forklar dig selv hvorfor den er der - og hav den så med som den blinde, men accepterede passager på turen.

Sæt tid og grænser for din hjælp

Jeg er helt sikker på, at du nok skal "klare den sidste tid" som du selv udtrykker det, men jeg vil alligevel anbefale dig, at hjælpe dig selv lidt på vej.

Dine handlinger er ikke lystdrevne og dermed koster de energi. Masser af energi. De bliver måske knap nok værdsat,og dermed koster de endnu mere.

Jeg vil opfordre dig til at lave en - måske svær og lidt provokerende - øvelse med dig selv:

Du skal træffe en beslutning om, hvor meget tid din mor må koste dig pr uge!

I forhold til hvad du synes, du skylder hende, relateret til hvordan dit liv i øvrigt ellers skal hænge sammen, og vigtigst af alt, for at du kan holde ud: Hvor mange timer vil/kan/må du bruge på hende på ugentlig basis frem over.

Dette tidsrum overholder du og tilpasser den hjælp og støtte du giver, så det kan holdes inden for det.

Tid til omsorg på dine præmisser

Men du skal selvfølgelig gerne hjælpe din mor. Jeg fornemmer også i dit brev, at du netop har et stort ønske om at være der for hende.

Så derfor bruger du de to ovenstående strategier til netop at kunne "være der for hende".

Du går ind i de nøje afgrænsede timer med en høj grad af accept af, hvordan du har det, og hvorfor du har det sådan - og så er du blot tilstede som observatør af dig selv og din mor sammen.

Lad være med at dømme dig selv for hvad du gør eller kunne gøre. Eller hvordan du har det med det. Lad være med at dømme hende for, hvordan hun har været - eller er nu.

Vær blot tilstede. Forhold dig time for time til den opgave, der skal løses. Løs den og vurdér den ikke nærmere.

Så snart du "er ude igen" og omsorgstiden er slut, så belønner du dig selv for indsatsen - køber en is, tager et fodbad, klapper dig mentalt på skulderen- og så parkerer du tanker og ideer om forholdet til din mor til næste gang, du træder ind af døren og begynder "omsorgstid" igen.

Dér er du så atter engang accepterende og objektivt tilstede.

Du vil sikkert opleve, at det vil hjælpe dig godt på vej til bedre at kunne navigere i relationen og om ikke føle glæde og omsorg, så i alt fald føle mindre modvilje!

Facebook
Twitter