Brevkasse: Min kæreste vil ikke hjælpes ud af sin angst

Du kan godt hjælpe ham, men husk at passe på dig selv undervejs, råder psykologen.

Jeg vil gerne hjælpe min kæreste, men han mener ikke selv, at han har et problem. Hvad gør jeg?, spørger en bruger. (© Colourbox)

Min kæreste er meget præget af bekymringer.

Han ser ofte kun de mest negative muligheder for sig, når han skal bedømme en sag, og han tænker på mange små detaljer, som kan gå galt i vores helt almindelige liv, fx om kælderdøren nu er låst ordenligt? Eller om motoren i bilen nu er helt ok? Han farer sammen ved uventede lyde og 'vil vide hvad det var'.

Henrik Tingleff

Henrik Tingleff er autoriseret psykolog og partner i virksomheden Mindwork, der har afdelinger i Ringsted og København.

Henrik Tingleff er uddannet cand. psych. fra Københavns Universitet, og han har valgt sin livsbane, fordi menneskets adfærd altid har interesseret ham. Han underviser og har også skrevet en række fagbøger.

Se profil

Han synes ikke selv, at han har angst/OCD, han er bare omhyggelig. Han ved godt, at hans baggrund har betydning for denne bekymring i hans liv, men han er ikke parat til professionel hjælp lige nu.

Hvordan kan jeg støtte ham uden at presse ham til behandling, og helst undgå, at det tager for meget overhånd for os? Eller kan jeg det?

Pas på dig selv

Jeg har adresseret det spørgsmål flere gange tidligere her i brevkassen, så jeg vil blot ganske kort opsummere de vigtigste træk.

  • Der er kun én ting, der er værre end at have en psykologisk lidelse. Det er at være pårørende til én, der har det! Giv derfor dig selv lov til at være frustreret, irriteret og også vred på din kæreste, når hans handlinger og tænkning er i vejen for dig og jer. Det er der intet forkert eller forbudt i.
  • Pas på dig selv. Sørg for at du ikke bruger alle dine ressourcer på at hjælpe og støtte. Husk dig selv, dine aktiviteter, dine venner og veninder - alt det, der giver dig energi og drive. Dyrk det måske endda endnu mere i de perioder, hvor det er rigtig svært at ”holde kærestens symptomer ud”.
  • Du støtter bedst ved at dokumentere. Stille og roligt beskrive, hvad det er, du ser, hvor ofte du ser det, og hvordan det ser ud for dig. ”Nu er du igen nede og tjekke kælderdøren. Det er tredje gang i aften. Jeg tænker, at én gang må være nok”; ”Igen i aften var du nede i kælderen tre gange for at tjekke døren. Det var du også både i går og i forgårs. Jeg tænker, den dør fylder meget for dig”. Bare stille og roligt konstaterende.
  • Så hjælper du ved at give information. Giv ham pjecer, links eller bøger, som du tænker beskriver de symptomer, du nøgternt har påpeget hos ham. På angstforeningens hjemmeside ligger fx en række gode korte beskrivelser, som bruger nogle af de eksempler, som du her nævner.
  • Tilbyd at stå for alt omkring det at opsøge professionel hjælp. At finde psykologen, at booke tiden, at tage med (hvis det er en hjælp; ellers så netop love ikke at spørge). Den største blokering for mange for at søge hjælp er, at de finder det for ”svært”. Så gør det let!
  • I sidste ende skal du gøre op, om du kan leve med din kærestens symptomer ubehandlede. Du kan komme dertil, hvor du stiller som krav for at I kan leve godt sammen, at han bliver undersøgt. Hvis du bringer den slags på banen, så skal du bare huske, at du aldrig må true med noget, du ikke er klar til at efterleve. Siger du, at du går, hvis han ikke booker psykologtid, så skal du være klar til at gøre det. Med det samme.

Nej, det er ikke let! Jeg håber og ønsker for dig, at du gennem rolige konstateringer og ved at give din kæreste viden og information kan guide ham i retning af at opsøge hjælp. Jeg deler nemlig din opfattelse af, at det nok ville være en god ide at prøve.

Alle de bedste ønsker til både dig og ham.