Cykelrytteren Jesper Skibby: Jeg levede som en munk

Jesper Skibby lukkede stort set samfundet ude i de 14 år, han var professionel cykelrytter.

Det blev en tur med sejre, nederlag, doping og isolation, da Jesper Skibby levede som professionel cykelrytter. (Foto: DR © DR)

I 14 år var Jesper Skibby i det, som han selv betegner som et parallelsamfund. Alt handlede om cykling. Og alt andet var skåret væk.

- Det var sove, spise, cykle, sove, spise, cykle. Til daglig og under løb. Vi skulle hele tiden være fokuserede.

- Man er en maskine, og det er hårdt, siger Jesper Skibby, der begyndte på cykling som tiårig, blev professionel, da han var 22 år, og sagde farvel til livet på landevejene som 36-årig i 2000.

- Vi levede i en boble. Vi vidste jo ikke, hvad der foregik i det rigtige samfund, og vi gik egentlig heller ikke så højt op i det. For vi var så fokuserede på det, vi lavede.

Statsministeren? Hvem?

- Det med folketingsvalg, det var vi ligeglade med. Hvis du spørger mig, hvem der var statsminister i 1992, jamen, så anede jeg det ikke, siger cykelrytteren og fortæller, at man skal være klar til at fravælge mere eller mindre alt for at komme først over målstregen.

- Da jeg startede, var det jo bare en leg. Men jo bedre jeg blev, jo mere alvorligt blev det.

Byture skiller fårene fra bukkene

- På et tidspunkt kommer byture og damer og hvad fanden ved jeg ind i billedet. Og det er der, fårene bliver skilt fra bukkene. For det er det, du skal fravælge.

- Det er lige som at blive munk eller nonne. Jeg blev nødt til at fravælge nogle ting i livet, for at nå de mål jeg havde sat mig. Jeg har da fravalgt en masse diskoteksture.

- Der var en regel i cykelsporten, da jeg kørte; Fra 1. januar til midt i oktober, hvor sæsonen sluttede, gik man ikke i byen. Man slog et ordentligt hul i jorden nytårsaften og så stoppede man.

- Nogle gange var det da pisseirriterende, for der var selvfølgelig nogle fristelser henover sommeren. Men der skal man bare have rygrad nok til at fravælge. Jeg levede som en munk.

Altid over bjerget

Når man ser rytterne kæmpe sig op af stejle bjerge i hagl, regn og strid modvind, kan det undre, at de orker. At de ikke på et tidspunkt smider cyklen til side og beder om at blive hentet.

- For mig var det at komme gennem bjergene ren overlevelse. Men det er jo det, du har trænet til hele dit liv. Det er dit liv. Hvis du sidder og tænker ”Ej, jeg gider sgu ikke at køre op af det her bjerg”, så skal du ikke være med.

- Og så er det jo heller ikke fordi, sponsorerne ligefrem står og klapper dig på skulderen, hvis du står af i Touren, konstaterer Skibby, der i løbet af sin karriere opnåede at vinde etaper i alle de store løb.

Her fortæller Jesper Skibby sære løbs-detaljer under et tidligere besøg hos Go' Morgen P3:

Doping efter dårlig sæson

Men successen havde en bagside; som så mange andre cykelryttere på den tid, begyndte Jesper Skibby efter en dårlig sæson i 1990 at dope sig.

- Min eksistens afhang af, at jeg vandt. Det var jo mit liv at cykle. Så jeg fik piller – Epo, testosteron, væksthormoner. Selv om man tjener gode penge som cykelrytter, så var det ikke pengene, det handlede om. Det var sejren. Det at vinde. At du blev hædret.

- Det er jo det, du lever for. Jeg syntes ikke, sejren blev mindre af det. Det er ikke ensbetydende med, at jeg i dag ikke fortryder det, jeg har gjort. Det var pisse uetisk.

Opvartet fra morgen til aften

Det er heller ikke så underligt, at Jesper Skibby ville gå langt for at blive i cykelverdenen. For lige så hårdt det var at skulle op på cyklen hver dag, lige så luksuriøst var livet som professionel cykelrytter.

- Der var folk, der bar vores kufferter. Folk, der lavede mad til os. Folk, der fortalte os, hvor vi skulle bo, og hvornår vi skulle være der og der. Vi skulle virkelig ikke lave andet end at koncentrere os om at cykle.

- Jeg syntes, det var rart. Jeg kan godt lide, at der er struktur, for jeg er selv meget ustruktureret. Opvartningen har dog haft sin pris for Jesper Skibby.

For da han stoppede som professionel for 16 år siden, skulle han først til at lære at være almindelig borger.

Anede intet om almindeligt liv

- Det var kraftedeme underligt. Jeg stod jo bare der: ”Skal jeg gå til højre eller til venstre eller ligeud?” Når der kom en regning, anede jeg ikke, hvordan jeg skulle betale den.

- Jeg havde og har nogle rigtig gode venner, som jeg har kunnet spørge til råds. Det gør jeg stadig. For jeg ved stadig ikke, hvordan samfundet fungerer.

- Jeg burde have sådan en selvlysende vest på, hvor der står ”Pas på mig”.

Facebook
Twitter