Daniélle og spiseforstyrrelsen

-Daniélle Bertelsen.
-38 år.
-Bor på Vesterbro i København.
-Er kæreste med Patrick og mor til Ludovica på seks måneder.
-Er specialkonsulent i Landsforeningen LIVSVÆRK.
-Har været kunstskøjteløber på eliteplan.
-Begyndte som 12-årig at slanke sig, da skøjtetræneren opfordrede hende til at tabe et par kilo. I stedet tabte hun 15 kilo.
-Kom i terapi som 20-årig og var godt på vej ud af spiseforstyrrelsen som 24-årig.
-Var 30 år, da hun ikke længere fik tilbagefald.
-Har skrevet bogen ’Porcelænshulen’, som er en uredigeret dagbog fra hendes liv med en spiseforstyrrelse.

Jeg plejer at beskrive min spiseforstyrrelse som en dæmon.

Det var en kraft så stærk, at jeg ikke kunne holde den væk, og den havde forskellige ansigter. Med anoreksien fik dæmonen mig, i gode tider, til at føle mig virkelig stærk. Jeg kunne lade være med at spise i 11 dage i træk, og jeg synes selv, at jeg så godt ud.

Da jeg havde bulimi, fik dæmonen mig til at bedøve mine følelser med mad for derefter at kaste følelser og tanker ud i toilettet.

Jeg kommer aldrig helt af med dæmonen, for den har jo været med til at forme mig på både godt og ondt.

I dag har jeg et meget mere naturligt forhold til mad, end jeg nogensinde havde drømt om, at jeg ville få, men jeg er panisk angst for, at min datter kommer til at udvikle noget, der bare minder om en spiseforstyrrelse. Især sådan som samfundet er skruet sammen i dag.

Jeg kan få helt ondt indeni ved at tænke på, at Ludovica skulle komme til at gennemleve det samme, som jeg har gjort.

Alle de år jeg har tilbragt i min kasse, har mine venner brugt på at leve deres krudt ud, og nu sidder de med villa og vovhund. Det er som om, jeg har misset et kapitel, som jeg nu må tilbage og læse for at kunne komme videre og forstå essensen.

Danielle Bertelsen, uddrag af 'Porcelænshulen'.

Mor på evig slankekur

Jeg er selv vokset op med en mor, der var på slankekur hele tiden og stadig er det. Hun snakkede altid om at tabe sig, og på en eller anden måde må jeg have opbygget et billede af, at man ikke kunne være lykkelig, hvis man ikke var slank.

Det var jo også de tykke børn, der blev mobbet. Man skulle bare være slank.

Det var sådan, det var.

Jeg tænker vildt meget over, hvordan jeg skal tale om kropsidealer med Ludovica, når hun bliver større, og jeg kan gå helt i baglås, hvis jeg hører en mor spørge sin teenagedatter, om hun ser tyk ud i en bestemt kjole.

Jeg sad engang på en cafe og overhørte fire piger på 14-15 år tale om, at de prøvede at undgå at spise for meget kage, så de ikke blev tykke.

De var overhovedet ikke tykke, og jeg havde virkelig lyst til at sige til dem, at de ikke skulle bekymre sig om det. Og spørge dem, hvorfor det overhovedet var et emne for dem.

Men jeg sagde ikke noget.

Jeg vil være meget opmærksom på, hvordan Ludovica kommer til at tale om krop og mad med sine venner.

(Foto: Sara Galbiati © (c) DR)

Kan frygten få det til at ske?

Jeg burde jo være den bedste i hele verden til at opdrage et barn, så det ikke får en spiseforstyrrelse, eller hjælpe et barn, der får en spiseforstyrrelse. Men det tror jeg ikke, at jeg er. Jeg frygter, at jeg ikke er det. Netop fordi jeg er så bange for, at det kan ske.

Jeg tænker nogle gange, om man kan være så bange for, at det sker, at det rent faktisk kommer til at ske.

I lang tid tænkte jeg, at jeg ikke skulle have børn, for hvem ville have en mor som mig? Jeg var simpelthen for fucked up i hovedet, tænkte jeg, og det var min største frygt, at jeg aldrig ville blive rask nok til at kunne tage vare på et barn.

Men det er jeg blevet.

Og jeg er blevet mor, selv om det har været svært. Når man smadrer sin krop, mens den udvikler sig, og menstruationen stopper, så ville det også være mærkeligt andet. Jeg har gokket mig selv i nødden, og sagt til mig selv, at det er min egen skyld, at det har været svært, og at Ludovica skulle laves med fertilitetsbehandling.

Jeg vil stadig gerne have flere børn.

Jeg har en kalender på størrelse med telefonbogen spækfyldt med små gule lapper. På den største gule lap klistret fast på indersiden af min pande står der, husk at tiden går, husk at bliv mor…

Danielle Bertelsen om livet efter spiseforstyrrelsen, uddrag af 'Porcelænshulen'.

Tab lige et par kilo!

I dag ved jeg, at der var flere årsager til, at jeg udviklede min spiseforstyrrelse, men i mange år var jeg overbevist om, at den udelukkende blev udløst, dengang min skøjtetræner opfordrede mig til at tabe et par kilo.

Jeg var 12 år, ekstremt perfektionistisk og ville være den bedste i verden, så jeg begyndte at skære alt det usunde fra og vejede mig konstant for at se, hvor meget jeg tabte mig. Det resulterede i, at jeg tabte mig 15 kilo.

Jeg håber ikke, at Ludovica vil være kunstskøjteløber eller balletdanser eller gå til en anden sport, hvor der er så meget fokus på krop. Jeg var sololøber, hvilket betød, at alt blev hængt op på mig. Jeg ville have det bedre med, hvis Ludovica fandt en god holdsport, hvor man godt må være lidt kraftfuld.

Jeg vil tage hende med ud at skøjte, men jeg håber ikke, hun siger, at hun vil være den bedste i verden.

(Foto: Sara Galbiati © (c) DR)

Badevægt og aktivitetsure

Jeg plejer at stejle lidt, når folk spørger, hvor meget jeg vejede, da jeg havde det skidt. For det handler ikke om tal. Det handler om psyken.

Man kan jo sagtens have en spiseforstyrrelse, uden det kan ses på kroppen. Det har jeg i mange år været et levende eksempel på.

Det er blevet en naturlig ting for mange at måle og veje sig selv hele tiden. Mange har aktivitetsure og påmindelser om, hvornår de skal sidde ned, og hvornår de skal stå op.

Det er farligt, og det er ikke en vej, som jeg har lyst til at gå ned af.

Derfor skal vi heller ikke have en badevægt derhjemme, for den lægger op til, at vi registrerer, hvad vi vejer i stedet for at kigge os selv i spejlet og mærke på vores kroppe, om vi er tilfredse.

Der er ingen grund til at have en badevægt.

Større fokus på krop

Jeg er sikker på, at risikoen for at udvikle en spiseforstyrrelse er større i dag, end dengang jeg udviklede den. Statistikken siger, at flere især piger, men også drenge bliver spiseforstyrret. Og de bliver yngre og yngre.

Der er meget mere fokus på udseende, krop og præstationer, og så er der de sociale medier, hvor unge piger udstiller sig selv.

Jeg vil for alt i verden have, at Ludovica får et naturligt forhold til mad og til sin krop, men jeg er bange for den del, som jeg ikke selv kan styre. For det der sker i institutionen eller i skolen. Eller på de sociale medier.

Jeg kan jo ikke skærme Ludovica fra det, når hun bliver større, men jeg har virkelig lyst til det.

Jeg har fundet en frygt i min æske, en dyb frygt for ikke at få børn. En frygt, der virkelig gør ondt indeni og som går stik mod læren om at slappe af og nyde hver eneste dag.

Danielle Bertelsen, uddrag af 'Porcelænshulen'

Hvad propper de i hendes krop?

Jeg går meget op, hvad der er godt for kroppen at spise. Hvad den har brug for. Jeg har brugt så mange år på at svine den til, så nu vil jeg gøre alt for at gøre den god igen.

Jeg er vegetar og går meget op i kvalitet, men jeg har svært ved at finde ud af, om det er på grund af min spiseforstyrrelse, for jeg møder jo mange andre, der lever på præcis samme måde.

Man skal være god ved sin krop, men det skal bare ikke være ekstremt, og Ludovica skal selvfølgelig kunne spise noget usundt. Vi skal jo også kunne tale om sundhed på en helt naturlig måde. Og vi skal også kunne tale med hende om det, hvis hun kommer til at veje alt for meget.

Men det kan godt være, at det er hendes far, der skal gøre det. Det er godt, at jeg har en kæreste med et meget afslappet forhold til mad.

Jeg frygter, at jeg kan gå over i den grøft, hvor jeg slet ikke tør tale om de ting. Krop, sundhed og mad. Der er kommet en slags berøringsangst.

(Foto: Sara Galbiati © (c) DR)

Det er ikke svært at styre, mens jeg ammer Ludovica. Så kan ingen blande sig. Men jeg tænker meget over, når andre mennesker skal til at give hende mad. Hvad giver de hende? Hvad propper de i hendes krop? Jeg vil give hende alt den bedste næring, så den lille krop kan vokse, som den skal og for eksempel ikke udvikle sukkercravings, som hendes mor kan have.

Det bliver en mega stor udfordring for mig at slappe af og nøjes med at styre det, jeg kan styre. Jeg bliver nødt til at holde mange af mine tanker for mig selv og læne mig tilbage, når Ludovica er ude.

Og så må jeg håbe på det bedste.

Jeg har længe haft en dybtliggende frygt for, at jeg ikke ville få børn. I dag er den frygt afløst af frygten for ikke at være en god nok mor. Ikke mindst tanker om, hvordan jeg kan beskytte min datter og lære hende at få det forhold til mad, som jeg først har fået som voksen.