Danske mænd har det skidt

Mange danske mænd har ondt i det mentale helbred. Det viser helt nye selvmords-tal.

Helt nye tal fra Dødsårsagsregistret viser, at selvmordsraten for mænd er steget med hele 13 procent i den seneste opgørelse for 2010-11. Tallet har ellers været faldende igennem flere år.

-Når mænd har det skidt, så viser det sig på selvmordsstatistikkerne, forklarer Svend Aage Madsen, Rigshospitalets chefpsykolog og holdkaptajn i Mænds Sundhedsuge, som netop skydes i gang i dag - og i år med mænds mentale sundhed som tema.

-Man kan sige, at selvmordstallene er et slags barometer for hvordan de danske mænd har det. Det er symptomatisk, at hvis der er krise i et samfund, så stiger selvmordsraten i krisens kølvand. Og jeg er ret sikker på, at grunden til, at vi ser en stigning i selvmordstallene efter flere års fald, er den krise, vi har oplevet herhjemme i de senere år.

Krisen kradser

Den økonomiske krise fører mange negative ting med sig: Arbejdsløshed, økonomisk usikkerhed, husene bliver mindre værd etc. Alt i alt store udfordringer for både mænd og kvinder, der bliver truet på deres eksistensgrundlag.

-Vi ved, at mænd har sværere ved at klare den slags sociale forandringer. De reagerer mere voldsomt på eksempelvis arbejdsløshed og økonomisk usikkerhed end kvinder. Kvinder er bedre til at omstille sig, det ser vi blandt andet også, når mænd og kvinder skal pensioneres - kvinder har gang i mange sociale netværker og en god platform at leve fra, mens mænd ofte har stor identifikation i deres job og derfor bliver slået helt ud, når de ikke længere har deres arbejdsidentitet.

At mænd rammes hårdt i kølvandet af kriser er set før i udlandet. Blandt andet i Østeuropa efter murens fald.

-Hele den forandring, der skete i forbindelse med murens fald gik især hårdt ud over mændene. Og jeg er ret sikker på, at vi meget snart også vil opleve samme tendens i Grækenland, som har været i dyb økonomisk krise, siger Svend Aage Madsen.

De isolerer sig

Mænd kan med andre ord lære af kvinder, som i langt højere grad er bedre til at omstille sig - og til at give udtryk for, at de har det skidt. Og hvorfor er det, at mændene ikke har lært af kvinderne for længst?

-Det ligger i mænds måde at klare kriser på, at når de bliver presset, så lukker de sig inde frem for at tale med andre om det. Når mænd har det skidt, bliver det ofte ikke opdaget i tide. Det vil sige, at mange mænd går for længe for sig selv med problemerne. De isolerer sig og trækker sig ind i sig selv - eller de bliver aggressive.

Typisk vil kolleger og venner opleve det som at manden trækker sig: Han vil måske ikke længere deltage i sociale arrangementer på job eller til fodboldkamp med vennerne. Mens han ifølge Svend Aage Madsen ofte vil reagerer mere aggressivt og opfarende på hjemmefronten.

-Det er vigtigt, at omgivelserne reagerer på det, hvis adfærden ændrer sig, og går til manden og spørger ham, om der er sket noget, om han har det skidt, hvorfor - og med en opfordring om at hjælpe.

Tag en snak

Mænd kommer ofte for sent i behandling. Og ofte kommer de i behandling for noget helt andet - det kan være alkoholproblemer eller andet - som så viser sig at være et symptom på en depression.

-Det er vigtigt at tage en snak med manden, og det er vigtigt, at han kommer i behandling i tide. Der findes flere frivillige organisationer, men også egen læge kan hjælpe ham videre til den rette behandling.

Facebook
Twitter