De spiser udenfor hver dag hele året rundt

Endnu har vejret ikke sat en kæp i hjulet på princippet en eneste gang.

Torben Lauritzen og hans kolleger spiser ude, også i sne og regn. (© Torben Lauritzen)

Er du en af de mange, der arbejder inden døre hele dagen, så kan du med stor fordel gøre det til en vane at tage din madpakke under armen og gå udenfor i frokostpausen.

- Det er sådan en fantastisk fornemmelse at komme ind igen til en varm kop kaffe, når man har holdt sin frokostpause udenfor, siger Torben Lauritzen.

Han arbejder på Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet. Og sammen med fire kolleger har han dannet en lille ”klub”, hvor de spiser frokost udendørs hele året rundt.

Princippet om at spise madpakken under åben himmel hver dag startede allerede på hans tidligere arbejdsplads.

-Tanken om at spise ude kom af, at vi vinteren igennem ikke rigtigt fik noget dagslys. Jeg er datalog og sidder ved en computer hele dagen, og det er mørkt, når man møder og mørkt når man kommer hjem.

- Men der er også andre fordele ved det - der er fx ingen larm udenfor, sammenlignet med en kantine. Og så elsker jeg bare at være ude!

Modvirker vinterdepression

Og det er faktisk slet ikke nogen dårlig ide, som Torben Lauritzen og hans kolleger har fået.

Hvis du arbejder inden døre, er det nemlig en rigtig god idé at komme ud i løbet af dagen og få en smule lys i øjnene, siger Ida Hageman, som er klinikchef ved Psykiatrisk Center København og forsker i vinterdepressioner.

Der er simpelthen større sandsynlighed for at få en vinterdepression, hvis man arbejder inde hele vinteren og ikke får lys nok.

Vi går ud selv i regnvejr

For Torben Lauritzen og hans kolleger startede det som lidt af en udfordring, fortæller han:

- Det første år spiste vi helt naturligt ude hele sommeren. Så skubbede vi det til efteråret og helt til jul. Og så blev det næsten til en konkurrence: Kan vi gøre det her hele vinteren. Og det kunne vi.

- Oprindelig havde vi aftalt, at det var okay at sidde inde, når det var regnvejr. Men det blev faktisk så meget et princip for os, at vi går ud, også når det regner.

Kræver ikke meget andet end en butt-warmer

Torben Lauritzen har nu oprettet en Facebook-gruppe, Winter Eating, i håbet om, at ideen med at holde frokostpause udenfor vil blive udbredt mere.

- Det kunne være sjovt at se billeder fra hele verden af folk, der spiser udendørs, siger han..

Det kræver ikke så meget at være med på ideen. I Torben Lauritzens spise-klub har de bare et enkelt ekstra-udstyr: Butt warmers.

-Det er liggeunderlag, vi har klippet i stykker, så vi kan sidde på dem.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1103851569665366

Facebook
Twitter