Spoiler alert: Denne artikel kan henvise til episoder af SKAM, som du endnu ikke har set.

Det er onsdag aften, og min mand og jeg har lige set næstsidste afsnit af sæson 2 i den norske ungdomsserie SKAM, da jeg hører mig selv sige sætningen: "Hold da op, hvor var det godt, at William vendte tilbage til Noora. Hvis ikke han havde gjort det, så tror jeg faktisk ikke, at jeg havde kunnet sove i nat".

Ja, sådan sagde jeg, en granvoksen kvinde midt i 40'erne med fast arbejde, mand og børn. Om en norsk ungdoms-tv-serie om og for 16-årige piger og drenge.

Og jeg er ikke alene - i min omgangskreds ser alle SKAM. De kan slet ikke lade være. For har man først taget skridtet ind i teenageverdenen til Eva, Noora, Vilde, Sana, William, Jonas, Isak, og alle de andre, så har man mere end svært ved at få foden vristet fri igen.

En tur ned ad Memory Lane

Men hvordan pokker kan det være, at en serie, fuldstændig uden voksne medvirkende, om livet blandt gymnasie-elever i Oslo, kan gå så dybt ind i voksne danskere, der for længst er ovre første kærester, første brud, gymnasie-fester og konflikter med veninderne?

Vi har spurgt Anne Jerslev, der er professor i film- og medievidenskab på Københavns Universitet. Hun mener, at der er tre forklaringer:

- For det første kan der være en form for ”walking down memory lane”, altså at serien vækker erindringer om en meget følelsesfuld periode i ens eget liv, hvor venner og kærester fyldte alt. Det er lidt kondenseret i serien, for i virkelighedens verden fylder forældrene trods alt også en del i en teenagers liv.

Ifølge instruktøren af SKAM, Julie Andem, så er det et meget bevidst valg at udelade de voksne. For at vise de unge menneskers styrke til at løse deres egne problemer selv, sammen med hinanden. Og for at fokusere på det ene element, deres relationer til hinanden. For det er det helt primære fokus i serien, de indbyrdes relationer.

Se et klip fra serien her. Det er Isak, vi følger:

Den ikoniske kærlighedsfortælling

Og det fører til Anne Jerslevs andet bud på, hvorfor vi voksne kigger med:

- For det andet så er serien på mange måder en meget klassisk historie, nemlig kærlighedsfortællingen. Den store, ikoniske fortælling om, at to personer mødes, og sød musik opstår, eller to personer, som er i et kærlighedsforhold, går fra hinanden.

- Det er en grundfortælling i vores allesammens kultur, men her er det en kærlighedshistorie, som bliver gjort vedkommende på en helt ny måde.

SKAM er med Anne Jerslevs ord en vældig nordisk serie, som fuldstændig er fri for den morale og løftede pegefinger, som en anden ikonisk ungdomsserie, nemlig Beverley Hills 90210, i allerhøjeste grad stod for tilbage i 90’erne.

- Det ligger i realismen, i de mange nærbilleder, der viser karakterernes ansigter, mens de tænker og ikke siger, og det skaber et åbent billedfelt ind til fortolkningen. Ansigter siger ikke noget særlig præcist, men de siger meget.

- De lange pauser, uden ord, giver rum til, at karakteren kan tænke, og vi følger næsten deres vej til at nå frem til deres holdninger, men pauserne giver samtidig seeren rum til at lave sin egen fortolkning og tænke serien ind i sin egen kontekst.

Høj kvalitet

Anne Jerslev er ikke i tvivl om, at SKAM vil gå over i den nordiske mediehistorie, blandt andet fordi den er så nytænkende og anderledes.

Anderledes er serien blandt andet, fordi den har et fyldigt web-spor også. Dele af handlingen oploades på nrk.no i ugens løb og episoden klippes så sammen til om fredagen. Og de fiktive karakterer har Instragram-profiler, hvor de poster billeder undervejs også.

Det er ikke set før, og det er en produktion af høj, høj kvalitet, understreger Anne Jerslev som sin tredje forklaring på, hvorfor serien er gået så rent ind.

- For det tredje så er der slet og ret tale om god kvalitet. Når serien rammer så bredt, er det fordi den er fantastisk godt lavet og godt spillet. Serien tilbyder en kvalitet og en fornemmelse af autencitet - som en fornemmelse af at vi får et ”sandt” indblik i ungdomslivet. Man kunne sige at det er public service, når det er bedst.