Det kræver fysisk og mentalt overskud at ændre sit liv

Skal man i gang med job eller uddannelse, så kan det betale sig at være i god form. Derfor satser Mjølnerparken på fysisk træning som vejen til god integration.

49-årige Khadija Abdi har inviteret Sundhedsmagasinets vært Lillian Gjerulf Kretz med til fysisk træning i Mjølnerparken. Træningen skal hjælpe beboere med at finde overskud til at komme i gang med uddannelse og job. (© dr)

Det kan være svært at komme i gang med store ændringer af sit liv. Og det bliver endnu sværere, hvis man er arbejdsløs, har dårligt helbred, mangler et socialt netværk og måske ikke kan tale dansk.

Det kender man alt til i Mjølnerparken i København, hvor næsten 85 procent af beboerne er indvandrere fra ikke-vestlige lande.

Og her er man i stigende grad begyndt at bruge motion og fysisk træning som et redskab til at hjælpe beboerne med at få et bedre liv.

- Den fysiske tilstand hos beboerne skal have et løft, så man bliver tilstrækkelig fit til at tage en uddannelse og et arbejde, fortæller Eskild Dahl Pedersen, der er boligsocial leder i Mjølnerparken.

Khadija blev inaktiv i Danmark

Khadija Abdi boede de første 27 år af sit liv i Somalia, og her fik hun masser af bevægelse.

- I Somalia skal man ikke bare sidde. Der skal man arbejde, passe min lille pige, hjælpe i mine forældres forretning, så der var jeg meget aktiv, fortæller hun.

Men hendes fysiske form ændrede sig markant, da hun kom til Danmark for 22 år siden.

- Det hele røg på gulvet. Jeg kunne ikke sproget, jeg var gravid, jeg havde mine forældre med. Jeg startede fra bunden faktisk.

Fysisk overskud giver energi og håb

Khadija Abdi har derfor på egen krop oplevet, hvad en inaktiv livsstil kan gøre ved en.

- Når man ikke bevæger sig, så bliver man bare endnu mere doven og går hjemme og bliver sur og deprimeret, fortæller hun.

I dag er hun 49 år, og hun er blevet ansat i en mentorlignende stilling i Mjølnerparken, hvor hun som motions-indpisker skal sørge for, der er fuldt hus til deres zumba- og gymnastik-træninger.

- Når du føler dig energisk og har det godt, så begynder man også at tænke på at få uddannelse og arbejde. Når man er frisk, så får man håb om, at man kan nå de andre drømme, som man har.

Motion hjælper også socialt

På Indvandrermedicinsk Klinik i Hvidovre oplever man også, at inaktivitet er et af de mest udbredte problemer hos indvandrere.

For lidt bevægelse giver overvægt, sukkersyge, for højt blodtryk, og det kan føre til smerter og depression.

- Når det lykkes at få dem til at bevæge sig, så er der nogle, der kommer i gang i deres lokale miljø. Og der ser vi, at depression og smerter reduceres, og de får det egentlig meget bedre - også socialt, siger Helge Kjersem, der er leder af klinikken.

Du kan se mere om sundhed og integration i Sundhedsmagasinet på DR1 klokken 21.55 eller derefter på dr.dk/tv.

Facebook
Twitter