'Din for altid': Gunn er kommet videre efter sin elskede Prebens død

Gunn elsker stadig sin Preben, endda så meget, at hun ønsker at 'sidde sin afdøde mands sidste fartbøde af'.

  • Gunn var gift med sin Preben i 67 år. Tidligere på året medvirkede parret i dokumentarserien på DR1, 'Din for altid'. Kort tid efter døde Preben. (Foto: Martin van Wylich Neuert © Type 2)
  • Gunn og Preben foran deres drømmehus på Als. (Foto: Martin van Wylich Neuert © Type 2)
1 / 2

- Jeg synes bare, han er dejlig – selvom du er torskedum nogle gange. Jeg er forelsket i manden - må man ikke det?

Sådan sagde Gunn blandt andet om sin mand gennem 67 år, Preben, i DR1-programserien ' Elsker dig for altid'. Programmerne blev sendt i sommer og fulgte en række par, der alle havde været gift i mere end 50 år.

Preben og Gunns kærlighedeshistorie var noget ganske særligt. De var gift i 67 år, men har faktisk været venner helt siden de var ganske små.

- Mine forældres bekendtskab gik mere end 90 år tilbage i tiden. Der findes angiveligt et foto af dem, hvor de sidder i samme barnevogn, fordi deres forældre var venner dengang, de var helt små. Men hvor det foto er, fortaber sig lidt i det uvisse, forklarer sønnen, Philip Albert Sparholt.

Samtidig med, at 'Din for altid' blev sendt på tv, hvor blandt andet Preben og Gunn fortalte om deres lange samliv - ja, så døde Preben som følge af en række svulster i hjernen. Han sov stille ind, og selvfølgelig med sin Gunn ved sin side.

- Min mor var i dyb sorg. Efter min fars død fik vi hende indlagt på Herlev Hospital. Hun var så fortvivlet af sorg, at hun ikke havde spist i flere dage og havde tabt sig en del. Hun var indlagt i halvandet døgn, men efterfølgende kunne hun slet ikke huske, at hun havde været indlagt.

Ville hjem til Als

Selvom hun var så ked af det, så insisterede hun på, at hun ville hjem til Als igen.

-Det er her, i mine forældres gamle hus, at hun hører til – og det er formentlig også her hun vil blive, indtil hun skal dø, forklarer sønnen.

Det gamle stråtækte sommerhus købte parret i 1964. Gunn, der var lærer, havde nemlig haft nogle vikariater på Als og var blevet så begejstret for egnen, at parret købte huset som sommerbolig.

- Men det var hele tiden meningen, at det skulle blive en permanent bolig, når de blev pensioneret, så de flyttede derover, da min far blev pensioneret i 1983.

I månederne efter sin mands død, fik Gunn langsomt bygget en hverdag op på egen hånd, selvom det var svært.

- Hun har nok altid haft en tendens til at være lidt sortsynet, så selvom hun efter min fars død var ked af det længe, så holdt hun sig alligevel i gang, og hun begyndte også at tage på igen. Hun har fået ny telefon, så hun i dag kan høre, hvad vi siger til hende, når vi ringer, og hun har også fået ny computer, som hun er rigtig god til at bruge.

- Bilen blev solgt, da min far døde, for selvom min mor stadig har kørekort, så vidste hun godt, at hun ikke kom til at køre i bilen. Det var min fars domæne.

Vil gå i fængsel for Preben

Og på en eller anden måde, så er Prebens forhold til biler kommet til at betyde en hel del for Gunn, selv her efter hans død.

Preben elskede nemlig at køre bil, og han elskede at køre raskt til. Så meget, at han gennem årene oplevede at få en fartbøde fra tid til anden.

- Min far fik sin sidste fartbøde – på 1000 kroner – den 30. marts i år. Af en eller anden grund fik vi aldrig den første bøde. Men i maj, da min far var syg, modtog min mor så en rykker på min fars fartbøde, som vi jo aldrig havde modtaget. Jeg fortalte politiet, at han var terminal, og vi fik at vide, at man ville se tiden an og overveje at frafalde bøden, forklarer Philip Sparholt og fortsætter:

- Så døde min far den 30. maj. Kort efter modtog min mor yderligere en rykker på min fars fartbøde. Vi fortæller selvfølgelig, at min far er død, og jeg får besked på at skrive en mail og redegøre for situationen og bede om, at bøden bliver annulleret.

Og så skulle man jo tro, at den sag var ude af verden. Men efterfølgende får familien at vide, at den ansøgning om at få annulleret bøde skulle være skrevet for længst. Fristen på 30 dage efter modtagelse af bøden var nemlig overskredet, lød beskeden fra politiet.

- Så nu skal min mor og jeg til retsmøde i Sønderborg den 2. januar, da politiet fastholder, at min far skal betale bøden, selvom han er død.

Og Gunn er ifølge sin søn meget determineret: Hun vil hæfte for sin mands fartbøde. Det er det sidste, hun kan gøre for ham, mener hun.

- Min mor er jo ikke uden humor, hun fastholder, at hun gerne vil i fængsel, for som hun siger ’jeg har aldrig prøvet at være i fængsel'. Og så kan hun jo opnå lidt adspredelse og få tre faste måltider hver dag i en fjorten dages tid, supplerer sønnen.

Er begyndt at rydde op

Men indtil da holder Gunn juleferie med sin et år yngre søster, der er kommet til Als fra Stockholm. Det har hjulpet en del på humøret.

- Gunn orkede ikke at komme på juleferie hos os i Smørum, det er alt for langt at køre, syntes hun.

Ifølge Philip Sparholt er hans mor kommet nogenlunde til hægterne igen, og det overrasker ham faktisk ikke.

- Hun har stadig sit netværk. Hun har mange venner, der kommer på besøg, og hun er god til at tage Flextrafik til Sønderborg eller andre steder for at handle. Jeg tager ned til hende en gang om måneden for at ordne alle de praktiske ting, der er, men ellers synes jeg, at hun er begyndt at sætte pris på tilværelsen igen.

Hun er endda begyndt at rydde op i sit gamle hus. Måske lidt for effektivt i sønnens optik:

- Hun vil gerne smide en forfærdelig masse ud. Men jeg forbeholder mig retten til at komme ned og se, hvad hun vil smide ud, før hun gør det – jeg vil nødigt risikere, at hun pludselig en dag har smidt det hele - og dermed alle minderne - ud.

Jeg er begyndt at le igen

Lev Nu har også været i kontakt med Gunn, der skriver om den svære tid efter sin elskede mands død:

  • Jeg er begyndt at få det bedre, men jeg tror ikke, at jeg kommer mig over tabet. Gråden er min tro følgesvend, men jeg har mange gode og fine venner, som gør det lettere for mig at være til. Jeg er næsten aldrig alene. Vore to sønner er fantastiske, selvom de bor i den anden ende af landet. Venner omgiver mig, og jeg har især tre mirakelveninder, som hjælper mig igennem mine tunge dage. Jeg er begyndt at le sammen med dem.

  • De første måneder efter tabet af Preben klarede jeg ved hjælp af diakonerne, som kom to gange om dagen, lod mig sørge og græde og tale om Preben. Jo, jeg har været - og er - omgivet af venner, men dagene er stadig svære at komme igennem.

Facebook
Twitter