Din hjerne skal op i gear igen efter sommerferien

Hvis du synes, det er svært at komme op i gear efter ferien, så er det et faktisk et sundhedstegn. For så har hjernen også holdt ferie.

Hvis din hjerne har holdt en god ferie, så skal den også vænne sig til hverdagen igen. (© Gettyimages)

Farvel ferie og goddag igen hverdag!

Måske er du også lige kommet tilbage fra flere ugers sommerferie og sidder lidt rundforvirret over at skulle i omdrejninger igen.

I så fald skal du ikke gå i panik, for det er faktisk et godt tegn.

Det tyder nemlig på, at så har du været helt nede i afslapning og en hjernestatus, som er sund, og som vi alle sammen har brug for ind imellem.

Det fortæller Ellen Garde, der er læge og hjerneforsker på Hvidovre Hospital og Center for sund aldring.

- Hjernen har de her hjerneceller i yderkanten, som kun kan fungere ved hjælp af et meget sindrigt netværk, som forbinder områder i hjernen. I vores dagligdag fyrer vi løs hele tiden, og når vi modtager alle mulige impulser fra vores omgivelser, så kører hjerne hele tiden i højeste gear, forklarer Ellen Garde.

Hjernen skal også slappe af

Det er vigtigt, at vi, når vi holder fri, giver hjernen lov til at slappe af.

- Man har ligesom tre niveauer, hvor hjernen kan slappe af. Det første niveau er i dagligdagen, hvor vi ind imellem kan tage pauser, hvor vi sidder lidt og stirrer ud i luften. Det er en tilstand, hvor man ikke modtager så meget udefra, men lader hjernen bearbejde det, der allerede er kommet ind. Desværre gør vi det alt for lidt, fordi vi ikke rigtig har lov til det og fordi vi skal være på hele tiden i vores arbejde.

- Det næste trin er når vi sover, hvor hjernen bearbejder alt det, vi har modtaget i løbet af dagen. Den tager stilling og arkiverer det og gemmer tingene forskellige steder.

- Og det tredje niveau er, når vi er på ferie, hvor det er en god ting at begynde med bare at stirre ud i luften. Men på et tidspunkt vil hjernen også gerne have noget aktivitet – den er både meget kræsen og meget krævende. Derfor er det en god ting, at vi er fysisk aktive, så hjertet får pumpet noget blod og næring op til hjernen. Men andre mennesker er også fantastisk gode til at stimulere vores hjerne, den nyder udfordringen ved at være sammen med andre. Eksempelvis at lave nogle sjove og uforudsigelige ting med vores børn. At lege er godt for hjernen.

Hjernen kan lide at opleve

Skal man helt afholde hjernen for udfordringer i ferien?

- Nogle gange begynder ferien jo egentlig med ret store udfordringer, hvis vi for eksempel står i en lufthavn og flyet er forsinket eller aflyst, hvor vi så skal tage stilling til noget, vi slet ikke har regnet med. Men det er godt, hvis man kan vende den slags stress til noget positivt – fx at sige, ok, vi er forsinket i tre timer, men hvad kan vi bruge tiden til af gode oplevelser – i stedet for at det bliver noget negativt, som hjernen ikke har godt af.

Men at tage ud i verden og møde andre mennesker og kulturer er en udfordring, som hjernen også holder af - og har godt af.

- Men man kan også i sin ferie gå ud og opleve og lytte til de ting, der foregår. Lade sanserne modtage og nyde det hele - dufte, syn, smag osv. Mød de mennesker og den kultur, du er i og prøv noget nyt, det er alt sammen godt for hjernen.

Hvis ikke man giver sin hjerne mulighed for at komme ned i gear ind imellem, at lege og møde nye uforudsigelige input, så viser undersøgelser ifølge Ellen Garde, at man kan udvikle en større risiko for blandt andet psykiske sygdomme.

Du kan lytte til hele interviewet med hjerneforsker Ellen Garde på P1 Morgen.