Du kan få dopamin-kick af at glæde andre

Mennesker, som laver frivilligt arbejde, har et bedre helbred end andre. Det kan være, fordi de bliver belønnet af hjernen, når de gør noget godt for andre.

Hjælp andre - og bliv glad i låget! (© COLOURBOX)

Velgørenhed smitter positivt af på ens helbred. Undersøgelser viser, at folk, der er gode ved andre, simpelthen har et bedre helbred, siger Bente Klarlund Pedersen, professor ved Rigshospitalet.

Hun forklarer, at mennesker, som for eksempel arbejder frivilligt for andre, får dopamin fra hjernen som en belønning for deres gode gerninger.

- Nonner og munke må undvære ting som sex og spiritus i stride strømme, til gengæld får de et dopamin-kick ved at gøre noget godt for andre, siger Bente Klarlund Pedersen.

- Man kan også få dopamin af alkohol, kokain og søde sager. Men frivilligt arbejde har den fordel, at det er socialt acceptabelt samtidig med, at det ikke skader ens helbred, siger Bente Klarlund Pedersen.

Netværk er sundt

Frivilligt arbejde har også den sideeffekt, at det ofte foregår sammen med andre, og netop netværk er kommet i lægernes søgelys.

- Det bliver mere og mere klart, at venner og familie har stor betydning for vores helbred. Mennesker uden nær familie og venner bliver simpelthen oftere forkølede og får livsstilssygdomme, siger professoren.

- Man skulle ellers tro, at mennesker, som ikke lever tæt sammen med andre, var i mindre risiko for eksempelvis infektionssygdomme, men de får tværtimod oftere infektioner, siger Bente Klarlund Pedersen.

En recept på venskab

Det er ikke undersøgt, hvorfor det hænger sådan sammen, men professoren peger på, at mennesker med nære relationer for eksempel oftere går til lægen med symptomer end mennesker, som lever i ensomhed.

Bente Klarlund Pedersen siger, at venskab og netværk er så vigtigt for vores fysiske og mentale helbred, at hvis det var muligt, skulle man skrive en recept på venskab.

Facebook
Twitter