Therese

Mens jeg sidder og skriver dette, er der bare nogle få dage til, at jeg skal aflevere dette manus. Vejret er blevet køligere, solen skinner på en skyfri himmel, og efteråret er på vej. Det føles, som om jeg kæmper mod tiden og kræften – jeg vil så gerne nå at blive færdig med denne bog, inden Therese bliver dårligere.

Jeg er udmattet efter at have brugt hele foråret og sommeren på at skrive denne bog, men mest på grund af det svar, vi fik i sommer: Therese har en stor kræftsvulst nær hjertet.

Det skræmmer mig. Den ligger for tæt på hjertet til at kunne opereres, og vi venter på besked om, hvordan strålingen (for at mindske svulsten) skal foregå. For de skal vel stråle?

Eller …Lægen har vist os på røntgenbilledet, hvor svulsten sidder, og vi forstår mentalt, at det er alvorligt. Men det er svært rigtig at fatte, når nu det hverken kan ses eller mærkes på Therese. Hun arbejder på fuldtid og ser rask ud.

Men vi er bekymrede, alvorligt bekymrede. Vi befinder os inden i en boble. Vi lever et helt almindeligt liv, hvor vi spiser aftensmad, ser X-factor og er søde over for hinanden. Hver dag får jeg svimlende anfald af kærlighed, som om et Alice i Eventyrland-agtigt hul åbner sig inde i stuen i en brøkdel af et sekund.

Men længe nok til, at jeg får fornemmelsen af, hvor meget jeg kommer til at savne Therese, den dag hun er død.

Har fortalt alt

Der er ikke så meget at sige. Vi har allerede fortalt hinanden alt det, vores hjerter og hjerner er fulde af. At sige det samme igen og igen hjælper ikke nu. Inden i boblen råder en mærkværdig ro. Det virker, som om naboerne drøner derudaf, mens vores lejlighed er lykkeligt forskånet.

Vi betragter kaosset på afstand fra den foreløbige stilhed her. Panikken ligger dog lige under overfladen og dukker op med jævne mellemrum. Hvert øjeblik kan det ringe på døren, og så er det vores tur til at blive smidt ud af den varme lejlighed, ud i noget, vi intet ved om.

Jeg nyder at se min kone gøre sig klar om morgenen. Tøjet, halskæden og ringene, ritualet med at tage makeup på i sofaen. Jeg elsker duften af hendes parfume. Hverdagsmorgenen. Nu er nu. Jeg kan være der nu. For fire år siden var jeg tynget af uroen, som dunkede i brystet.

I dag har jeg lært at tøjle den bedre. Ofte er jeg bare utrolig taknemmelig over at få en morgen mere med radioen kørende i køkkenet og en lille parfumesky, der stadig svæver i lejligheden, når Therese er taget på arbejde.

Lige nu er alt godt

Dette er at have kræft på nært hold. Jeg er bange og rædselsslagen for, at min kone skal dø. Jeg kan ikke tale særlig meget med hende om det, for jeg vil ikke tage energi og fokus fra hende. Vi lever i uvished. Mens livet og verden fortsætter sin gang udenfor. Vi fungerer trods alt. Jeg tager på arbejde, og Therese tager til sit. I dag er i dag, og lige nu er alt godt. Det er nødt til at række.

Samtidig får hverdagsmorgenerne et ekstra gyldent skær i sygdommens skygge. I forrige uge begyndte Therese og jeg at tale om, at det nok ville være hensigtsmæssigt, hvis hun skrev sit testamente.

Hvad skal man sige? Det ligger så meget i den konstatering, der både er stort, sørgeligt og skræmmende.

Men der findes noget lettende og befriende i at gøre angsten for døden konkret. At sige det, som det er. At tale om det, vi ved, kommer, men ikke hvornår. Balancegangen.

Din egen ventesal

Vi sidder i venteværelset. En beige-hvid-grå indretning med hvidprikket mønster på det ellers grå stolestof. Småkrøllede dameblade sammen med brochurer fra organisationer for pårørende på de små sofaborde. Et lettere rengjort linoleumsgulv. Stemningen er trykket, spændt og sammenbidt. Alle befinder sig i deres egen ventesal.

Tanker, der flakser forvildet rundt. Hjertet, der slår lidt hurtigere end normalt. Jeg forsøger at sprede tankerne med et spil på mobilen. Therese er sammenbidt, men har alligevel overskud til at være venlig. Vi småsnakker lidt og griner faktisk også en smule. Vi er et team.

Jeg er bekymret. Vi ved, at vi skal tale om, at svulsten nær Thereses hjerte er vokset ret meget, og at der skal gøres noget. Pludselig står lægen der. Vi kan godt lide hende. Ærlig, venlig. Hun virker meget professionel og tillidsskabende.

Så sidder vi igen der i lægens konsultation. Lysstofrør, en briks, lægens skrivebord og tre besøgsstole. (“Sikke mange stole” farer igennem mit hoved. Komplet ligegyldigt). Vi hører om en knude i hoften, som godt kan stråles.

Vi hører om en knude i nakken, som også kan stråles. Det store tankemaskineri arbejder på fuld kraft. Jeg lytter og forsøger at forstå og analysere. Forsøger at huske spørgsmålene, vi stillede os inden konsultationen. Stress, uro og angst fremmer absolut ikke tankevirksomhed.

Svulsten sidder for tæt på hjertet. Det er held i uheld, at den ikke er begyndt at vokse ind i området. Men svulsten er så stor, at hjertet på sigt ikke kan arbejde normalt. Det er alvorligt, men ikke akut. Lægen forklarer, at en operation er tænkelig, men måske alt for risikabel, og bivirkningerne vil kunne påvirke Thereses livskvalitet.

Jeg er støttetrop

Lægen vil tale med lægeteamet på Thoraxkirurgisk Klinik. Hun fortæller også, at stråling er en mulighed og mere tænkelig end en operation, men at det også kan medføre bivirkninger. Hun vil tale videre med strålelægerne.

Therese og lægen taler om de forskellige typer medicin og kemoterapi, Therese har fået de sidste par år. Jeg hører navne på medicin, der ikke siger mig noget, men som alle tilsyneladende slutter på ‘ax’ og ‘ix’.

Jeg forsøger at holde mig i baggrunden som støttetrop, lytter, er parat til at stille spørgsmål og svare, så godt jeg nu kan, hvis Therese får brug for min hjælp. Jeg har tidligere fået indtrykket af, at Therese har prøvet næsten alle tænkelige medicintyper, der kan hjælpe mod hendes type kræft, og at de alle har mistet effekten efter noget tid.

Så jeg spørger, hvordan forskningen og erfaringerne i andre lande er? Vi fornemmer, at lægen et kort sekund bliver irriteret, og hun siger dernæst, at vi ikke har udtømt alle muligheder endnu.

“Okay, godt at høre … så fortsæt du bare med det arbejde, du er i gang med,” svarer jeg og indser, at jeg måske har dummet mig. Uden at ville det og uden nogen intention om at provokere.

Man ved aldrig

Det er en svær kunst at deltage i møder med læger, der fortæller én om kræft. Man koncentrerer sig. “Forstod jeg det der?” Når jeg ikke forstår, spørger jeg. Jeg har trænet mig selv professionelt i at stille spørgsmål, først som journalist, siden som konsulent.

Tænk, hvis jeg havde været genert eller ikke lige så verbal anlagt. Så havde jeg forstået mindre, været mere bange og fantaseret endnu mere om skræmmende scenarier inden det næste lægebesøg.

Therese og lægen bestemmer sig for at prøve en kemoterapi, Therese ikke har prøvet før. Hun får en tid hos en sygeplejerske, hvor de skal gennemgå, hvor ofte og hvor meget medicin hun skal tage. Vi får forklaret bivirkningerne. Forstoppelse. Kvalme. Træthed. Vi har hørt det før og håber, at det går lige så godt, som det plejer, da Therese som regel har haft held til at slippe for de fleste af bivirkningerne.

Hun går stadig på arbejde på fuldtid. Men man ved aldrig. Man ved aldrig.

En måned efter, at Ola fik afleveret sit manus til bogen, døde hans kone Therese af et pludseligt hjertesvigt.