Er du rig på tid?

I en tid, hvor alting går stærkt, er det blevet en luksus at have god tid, forklarer sociolog.

Hvornår har du sidst kigget ud i luften og bare lavet ingenting? Måske er du god til det. Men mange af os er ikke.

Faktisk er der så meget fart på i vores samfund i dag, at ro og god tid er noget, der er mangel på. Og det gør det til en luksus at få adgang til.

Det forklarer sociolog og trendforsker Eva Steensig i programserien 'Lyst til luksus' på DR K.

- Der er noget paradoksalt over det med tid, for i vores hverdag gør vi jo alt, hvad vi kan for at optimere tiden. Vi bruger alle mulige services for at skynde os og gøre ting hurtigere. Og der hvor tid bliver luksus, er når vi ødsler med den. Simremad. At bruge seks-otte timer på en Osso Buco. Det er at ødsle med tid, og det er vel i vores samfund ultimativ luksus, siger Eva Steensig.

Og hun uddyber i videoen ovenfor, at tid er luksus, fordi det i dag kræver et fravalg af noget andet. For eksempel meget arbejde.

For når vi laver ingenting, går ned i tempo og slapper af, så er der noget, vi har prioriteret ikke at gøre. Og det fravalg - det signalerer luksus, forklarer hun.

Flanøren

God tid som luksus er faktisk ikke et nyt fænomen. I 1700-tallet var 'flanøren' en del af adelen. Det var en velklædt mand, der havde god tid og som viste det ved at gå langsomt gennem byen. Han skulle bare ses. Visse parisiske flanører gik ligefrem tur med skildpadder, for at signalere god tid.

I 1800-tallet kom industrialiseringen til og skabte dermed forretnings- og karrieremanden. Og her overtog borgerskabets kvinder den gode tid som status-symbol.

Kilde: Mikkel Venborg Petersen, etnolog, Nationalmuseet

Kunsten at være i nuet

Især rejse- og oplevelsesbranchen har været hurtige til at opsnappe vores hang til god tid. Kro-ophold, yoga-retreats, vandreture eller ophold på øde steder.

Men også mad fra bunden eller en hang til langtidsholdbar gedigent kvalitetshåndværk. Det tapper alt sammen ind i vores behov for tid og ro, forklarer Eva Steensig.

For hvis man hele tiden har travlt, så forsvinder evnen til at være i nuet, og det kan være en voldsom oplevelse, forklarer psykolog Christian Gaden Jensen i videoen her.

tid2

Et langsomt liv i Schweiz

For at undersøge tid som luksus nærmere, besøger TV-vært Chris Pedersen ægteparret Ruth og Thomas, der for nogle år siden forlod Danmark og købte et lille pensionat i den schweiziske by Vals, to timers kørsel fra Zürich.

Her bor de i dag, langt væk fra den stress og jag, der prægede deres liv i Danmark, og de forsøger også at give deres gæster en oplevelse af langsommelighed og god tid.

Chris Pedersen søger roen i et stille samfund i byen Vals i Schweiz. (Foto: Foto fra programmet. © dr)

Thomas Schacht, der er tidligere reklamemand forklarer.

- Jeg kunne ikke se mig selv som 60-årig i reklamebranchen. Jeg var en langtidsbitter mand, som min kone siger. Langtidsskuffet. Da jeg boede i Danmark. Jeg havde svært ved at se det positive i det, jeg lavede. Jeg er over 50 år nu og er mere fokuseret på min tid. Den gode tid, forklarer han.

  • Chris Pedersen og tiden
  • TV-vært Chris Pedersen installerede undervejs i programmet app'en ´Moment, der tjekker, hvor meget tid, han brugte på sin mobiltelefon.
  • En af dagene havde han tjekket sin telefon 47 gange og brugt næsten fire timer på det.
  • Siden har han slettet Facebook fra telefonen, og øver sig i at slukke den flere timer dagligt.