Fredag aften.

Et tidspunkt, der for mange danskere er synonymt med at indtage alkohol. Men ikke for Martin Jensen. Han skal nemlig bruge aftenen i selskab med andre alkoholikere til et møde for Anonyme Alkoholikere (AA) i Hillerød.

Gennem de seneste par måneder er han dukket op til møderne fire til fem gange om ugen. De hjælper ham til at holde sig fra alkoholen, som har været en uhensigtsmæssig følgesvend igennem størstedelen af hans liv.

Vejen til de rutinemæssige AA-møder har været lang for 42-årige Martin. Han har gennem kommunale tilbud forsøgt at få bugt med sit alkoholmisbrug tidligere, men først efter han lagde 80.000 kroner og kom i fem ugers døgnbehandling på behandlingscentret Møllen ved Tørring, er det begyndt at lysne.

'Indefra med Anders Agger'
  • Journalist og tv-vært Anders Agger har fulgt en række alkoholikere, der er i behandling på centret Møllen, som ligger i Midtjylland
  • Du kan se udsendelsen mandag 23. oktober klokken 21.30 på DR2 og efterfølgende på DR TV her

Behandlingen på Møllen kan man følge i programmet ’Indefra’ med journalist og tv-vært Anders Agger, som har fulgt Martin Jensen og en række øvrige alkoholikere. Via den såkaldte Minnesota-behandling er håbet, at de kan forlade Møllen med en målsætning om at blive ædru alkoholikere.

Var på sygehuset efter første brandert

Martin Jensen kan ikke fastsætte et bestemt tidspunkt for, hvornår han blev alkoholiker. Begge hans forældre drak mere, end hvad Sundhedsstyrelsen anbefaler, og ”en masse bajere” var altid en stor del af familiefesterne.

Han mindes dog en vens konfirmationsfest, da han var 13-14 år. Her fandt Martin en flaske appelsinlikør, som han tømte på toilettet.

- Der havde jeg min første forsvarlige brandert og tænkte – wow, det er fedt, det her. Selvom jeg ikke anede, hvad der var foregået, blev jeg kørt hjem med Falck og var på sygehuset.

Når Martin tænker tilbage på den episode, står det klart for ham, at det allerede dér gik galt:

- Det har jo taget overhånd allerede fra første gang. Der var ikke nogle af mine kammerater, som havde drukket sig bevidstløse på den måde.

Som voksen blev Martin murer og mener, at det blandt andet var muligheden for at ”passe sit drikkeri i arbejdstiden”, som tiltrak ham ved professionen. Da hans misbrug var på sit højeste, drak han 20-25 øl om dagen.

Familielivet faldt fra hinanden

Allerede da han var i starten af 20’erne, blev Martin far. Men familielivet og forholdet til hans daværende kone led hårdt under hans alkoholmisbrug. Især Martins temperament var et problem, og han rettede blandt andet sin vrede mod sin kone og datter.

Martin fortæller tv-vært Anders Agger, at han fik barn som 23-årig. "Det var for tidligt for mig", siger han.

Derfor har hans misbrug haft store konsekvenser for familielivet:

- Den største konsekvens er, at jeg har mistet kontakten til min datter. Jeg skriver lidt til hende og har fået at vide, at hun bliver glad for de breve, jeg skriver og afleverer hos hendes mormor, siger Martin.

Den kæreste, som Martin har i optagelserne i ’Indefra’, har han også sagt farvel til sidenhen. De havde været sammen i nogle år, men i kampen for at blive ædru måtte Martin ofre forholdet:

- Jeg var temmelig egoistisk i starten og var nødt til at passe meget på sig selv. Det er svært, hvis man skal tage hensyn til et andet menneske. Jeg har travlt med at tage hensyn til mig selv i øjeblikket.

Han håber at finde en kæreste engang i fremtiden, men er samtidig påpasselig med at lægge for mange planer:

Alkoholmisbrug i Danmark
  • 2.900 danskere dør hvert år på grund af alkoholmisbrug.
  • 140.000 danskere er afhængige af alkohol.
  • 15.000 danskere er i behandling for deres misbrug.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

- Tosomhed vil jeg gerne have på et tidspunkt. Jeg har aldrig været alene i mit liv. Så mine fremtidsplaner er at lære at være alene og lære mig selv at kende.

Føler sig normal til AA-møder

Gennem de mange ugentlige møder i AA forsøger Martin derfor at tage bedst muligt hensyn til sig selv. De hjælper ham med at holde sig beskæftiget, for lysten til at drikke alkohol kan nemt dukke op:

- For mig er det svært at gå ud og handle, især til fyraften – jeg bliver enormt fristet. Hver dag er jeg nødt til at være fyldt op med bevidstheden om, at det der – det kan du ikke tåle, siger han.

Også fællesskabet med de andre deltagere i AA-møderne har været en stor gevinst for Martin:

- Der var en, der sagde på et møde, at her følte han sig fuldstændig normal, og så var han klar til at gå ud og møde det unormale samfund. Man har brug for at høre til et fællesskab, hvor man ikke føler sig forkert.

For mig er det svært at gå ud og handle, især til fyraften – jeg bliver enormt fristet.

Martin Jensen

- Der var en ældre dame, der sagde til mig: "Så længe du bliver ved med at have det ene ben nede i flasken, så er der lukket til datteren". Og så sagde hun: "Du har ikke været i Minnesota-behandling for sjov. Det, du har siddet og terpet i fem uger, er væk på 10 sekunder, hvis du går forbi de kolde øl i Netto".

Farvel til tømmermænd

Siden opholdet på Møllen sluttede, har Martin haft enkelte tilbagefald. Men de sidste måneder er det gået godt i det daglige:

- Jeg prøver at leve mere i nuet. Det er meget mere på daglig basis. Punkt et er om morgenen, hvor jeg er glad. Så tænder jeg et stearinlys, læser i min lille bog og så skal jeg have nogle havregryn. Det er blevet meget rytmeorienteret, siger han.

20-25 øl om dagen er fortid for 42-årige Martin, der har været i fem ugers døgnbehandling på centret Møllen ved Tørring i Midtjylland. Her tager han afsked med de andre beboere på Møllen.

Martin glæder sig især over, at tømmermænd og abstinenser ikke længere er en fast del af hans morgener – som de har været de sidste mange år. Han er nu tilbage på en 37 timers arbejdsuge og dyrker roning med sine venner i fritiden. Den er der dog ikke så meget af med de mange ugentlige AA-møder, han deltager i.

Rytmerne og ritualerne, som han lærte på opholdet på Møllen, har han taget med sig i sin hverdag:

- Om aftenen når jeg lægger mig i sengen siger jeg – tak Gud, fordi jeg har klaret den igen i dag, siger han grinende.

Fakta: Minnesota-behandling

  • Behandlingen baserer sig på den samme behandlingsfilosofi som benyttes af Anonyme Alkoholikere.
  • Behandlingen, som er udviklet i den amerikanske stat Minnesota, foregår uden medicin.
  • Personalet, som er ansat på behandlingsstederne, er selv tidligere alkoholmisbrugere.
  • Behandlingen kan både foregå via et ambulant center eller via døgnbehandling.
  • Alkoholmisbruget ses i Minnesota-behandlingen som et familieproblem, og derfor er de nære pårørende tilknyttet behandlingen.
  • Behandlingen består af 12 trin. De første fire trin gennemføres i det fem uger lange behandlingsforløb på Møllen, hvor det handler om at erkende og forstå. De næste otte trin er hjemmearbejde og foregår via AA-møder.

Kilder: sundhedsguiden.dk, danskmisbrugsbehandling.dk