Felthaus møder rigtige mænd i det vilde vesten

Glem alt om spelt og strikkende danske mænd - og tag til Arizona med So F***ing Special.

Måske gik du rundt og troede at cowboys var noget, der kun fandtes på film. Men det er ikke tilfældet.

Det kan livsstilsekspert Christine feldthaus og hendes fotograf Theis i hvert fald dokumentere. Det gør de i aften i So F***ing Special, som denne gang er draget til Arizona og langt ud på de amerikanske stepper for at møde de vaskeægte cowboys.

- Det er en fascinerende verden, vi besøger denne gang, siger Christine Feldthaus, der selv bliver udfordret i aftenens program, hvor hun skal sætte sig i sadlen - på trods af, at hun er hundeangst for heste.

Men man kan spørge sig selv, hvad vi almindelige gennemsnitsdanskere får ud af at se et program om nogle amerikanske mænd, der rider rundt på heste dagen lang?

- De fleste tænker sikkert på cowboys, som noget man engang så på film - i John Waynes tid - det var rigtig stort i 60erne og 70erne, og så er det fladede det ud lige så stille. Men der er og har altid været meget fascination omkring cowboys.

Cowboys findes i virkeligheden

- For de findes jo, de mænd, der sidder på en hesteryg og driver deres kvæg. De bruger deres lassoer til at indfange kalvene med, lægger dem ned, brændemærker og kastrerer dem.

- Og de arbejder på ekstremt store arealer ude på Lars Tyndskids pløjemarker, de har et meget ensomt job, hvor de sidder i 10 timer om dagen i en saddel, det er et vanvittigt hårdt og fysisk krævende job - og de lever i bedste velgående, og der er rigtig mange af dem.

- Ligesom der er mange rodeo- og bullriders-turneringer, hvor de her cowboys sætter sig op på en balstyrisk tyr, og så drejer det sig om, hvor længe man kan blive hængende - med fare for at blive smadret fuldstændigt - det er ekstremt farligt.

Mødet med den maskuline myte

Så man kan ifølge Christine Feldthaus lære en hel del om manderoller, hvis man følger med til Arizona i aften:

- Det er et program om den maskuline myte, den oldschool retro-mand, som vi jo ikke ser så meget herhjemme længere. Han er ligesom blevet afløst af fædre, der går til babysvømning og går op i spelt og ramsløg og Snugliposer - den bløde danske mand.

- Men jeg er sikker på, at spørger du danske kvinder, hvad de drømmer om - så kender jeg ret mange, der, når man taler seksualitet, ikke ser en lille strikkende mand for sig, når de skal have sex, men sikkert mere ser ham den lonely cowboy for sig i stedet.

- Så det er bestemt også et program for kvinder, for der er altså stadig nogle af os, der tør indrømme, at en rigtig mand, som kan noget, vi ikke kan, er stærk og kan være på prærien i ugevis uden kontakt til andre mennesker - det er vi nogle enkelte udenfor Kvinfo-regi, der finder dybt fascinerende, selvom vi ikke må sige det højt i disse så politisk korrekte tider.

So F***ing Special, DR 1, kl. 20.30.

Facebook
Twitter