Fem år efter Kathrine filmede sin fars kamp mod alkohol: Sådan går det i dag

I aftes sendte DR2 dokumentarfilmen,'Mig og min far - hvem fanden gider klappe?', som handler om Kathrine Ravn Kruse og hendes far, der drak tæt i 15 år. I dag er han stadig på antabus, og det har været en tid med både op- og nedture.

Han skælder ud, som han står der med sin plastikpose og med viltert hår og skæg.

Hans datter, Kathrine, har fået ham overtalt til at tage med ud til Alkoholenheden næste dag.

Men han vil ikke.

- Jeg gider sgu ikke! For så kan man jo ikke tillade sig at drikke bare en enkelt lille én. Så vil jeg sgu hellere sætte tempoet ned selv!

Siger Palle Ravn, som faren hedder. Uden snert af selverkendelse.

Men han ved jo godt, at han ikke kommer til at trappe ned selv. Aldrig nogensinde. For han har drukket i de seneste 20 år. Samtidig ved han også udmærket godt, at hans datter, Kathrine, der filmer scenen, også ved, at han ikke selv er i stand til at stoppe.

Så i morgen er det slut. Og trods hans modstand, så følges de to derud dagen efter:

En stolt morfar

Efter det første besøg i Alkoholenheden begynder det langsomt at gå fremad for Palle. Han begynder så småt – med sin datters hjælp - at få sat lidt skik på sit hjem. Han bliver mere soigneret, de to begynder at løbe, og der begynder i det hele taget at komme mere struktur på hverdagen.

Kathrine finder ud af, at hun og kæresten venter barn. Og overbringer sin far den gode nyhed.

'Du tager pis på mig! Skal lige tænke over det – troede, du tog pis på mig. Tillykke min skat', er hans første reaktion.

Og da Kathrine føder sin lille søn, Nohr, er morfar så meget ovenpå, at han nu deltager aktivt og stolt kører rundt med den lille i barnevogn i de københavnske gader.

'Mig og min far - hvem fanden gider klappe?' blev sendt på DR2 i aftes, men i virkeligheden er det flere år siden, at Katrine Ravn Kruse gik i gang med at filme sin far. Hun ville konfrontere ham og med sin film nedbryde de mange tabuer, der er omkring alkoholmisbrug. Undervejs tog projektet en hel ny drejning, da hun fik ham overtalt til at stoppe med at drikke.

- Ja, og der er sket en hel del, siden vi stoppede optagelserne, forklarer Katrine Ravn Kruse i dag.

Fem års fejring

Den 17. april kunne de to fejre, at det var fem år siden, at han begyndte på antabus.

- Han er ikke faldet i på noget tidspunkt, og det er så stærkt gået af ham. På det tidspunkt, hvor vi stopper optagelserne, har vi udviklet et fint forhold til hinanden igen, som siden er vokset.

På det tidspunkt havde hun også selv en følelse af, at nu var det værste overstået, fordi faren stadig klarede sig så godt, ikke drak og stadigvæk tog sin antabus.

Men efter et års tid begyndte problemerne at dukke op:

- Selvom det jo gik godt, så begyndte hans tænder pludselig at smuldre væk. De var helt sorte, og jeg ved faktisk ikke, om det skyldtes, at han ikke havde børstet dem, eller om det var på grund af druk. Men det betød i hvert fald, at han skulle have de fleste tænder trukket ud og måtte have nye tænder. Det var heftigt for ham.

Der skete også en masse gode ting i samme periode. Blandt andet fik Palle mere styr på sit hjem, og han fik lavet sig et helt nyt badeværelse, som vi også ser de første spæde skridt til i dokumentarfilmen.

Smerter og depression

I sommeren 2015 begyndte han imidlertid at få smerter i knoglerne og kunne pludselig ikke løfte sine arme. Undersøgelser hos lægen viste, at han ikke fejlede noget alvorligt, men at han havde gigt i skuldrene, og at smerterne formentlig skyldtes gigten.

I samme periode begyndte Palle også at få det psykisk skidt.

- Han fik mange hårde tanker. Jeg tænker, at de tanker nok altid har været i ham, også mens jeg var barn og helt ung, men han har dengang brugt alkoholen til at dulme de svære tanker. Men nu, hvor han ikke længere drak, så kom de op til overfladen, og så blev det svært for ham at tackle dem.

Det var svært for Kathrine, der nu var gravid med sit andet barn. Hun begyndte at blive bange for, at hendes far faldt i igen.

- Det var en svær tid, på den ene side kunne jeg jo godt forstå, hvis han havde brug for at dulme sine smerter med alkohol – på den anden side var jeg jo så bange for, at han faldt i igen. Han begyndte at blive meget indadvendt. Han ville ikke tale med andre – og han holdt op med at fortælle vittigheder, hvilket han ellers altid gør – han kan faktisk ikke lade være, som man også kan se i filmen.

Havde brug for at blive aflastet

På et tidspunkt overvejede Kathrine, om hun skulle begynde at filme igen.

- Men jeg kunne ikke rumme at skulle ind i sådan en proces igen. Jeg havde brug for at trække mig, men var jo samtidig bange for, at han faldt i, hvis ikke jeg var der til at støtte ham – så jeg bad min mor om at tage over. Hun aflastede mig i den periode og var der meget for ham.

Men selvom hun havde brug for at trække sig, så var det alligevel med en angst. Hun følte, hun var på vej til at miste sin far, efter hun havde brugt så mange år på at tilkæmpe sig ham igen.

- Jeg fik mit andet barn, min datter, men min far havde ikke overskud til at være til stede denne gang på grund af depressionen, og det var en stor sorg for mig. Men han er der for begge mine børn i dag, og det er dejligt.

Palle fik i samme periode konstateret en depression, og han begyndte at tage antidepressiv medicin. Han kom samtidig på venteliste til at komme i behandling hos en psykiater.

- Det gjorde han så endelig her i foråret. I dag har han fået ny medicin, og er han ude af sin depression. Og så er han begyndt at fortælle vittigheder igen, og det er et sundhedstegn for mig.

Er ikke længere bange

Katrine holder ofte foredrag om sit liv og det forløb, hun og hendes far har været igennem. Og næsten hver gang får hun spørgsmålet: Slipper man nogensinde angsten for, at ens tørlagte forælder bliver alkoholiker igen? Til det svarer hun:

- I dag har jeg sluppet den angst, selvom jeg egentlig troede, at man aldrig ville være i stand til at slippe den helt. Men der gik også længe, før jeg begyndte at tro på, at han kunne overholde det. Men jeg ved, at det ville slå mig helt ud, hvis han begyndte at drikke igen. - Og ja - jeg er da også bekymret hele tiden. Men det er måske mere en bekymring, der handler om, at jeg er nervøs for, om han bliver syg, eller at der sker ham noget.

For nylig fyldte Palle 65 år. Og det viste sig, at den dag faktisk betød mere for ham, end Kathrine umiddelbart var klar over.

- Det var først, da min mor – for min far – spurgte, om jeg ville holde hans fødselsdag, fordi han ikke selv kunne overskue det, at det gik op for mig, hvor meget det betød for ham. Så selvfølgelig holdt vi en fest, og det var rigtigt fint. Det var en stor dag. Selv havde jeg nok lidt den dér følelse, at det var mig, der havde ansvaret - mig, der var – og er - den voksne i det her forhold.

Og den følelse ligger formentligt så dybt i hende, at den altid vil være der.

Men ellers er tiden gået, og i dag hun er videre efter en god lang barsel med sin lille datter og er i dag i gang med et helt andet projekt, hvor hun følger to afghanske brødre i en dokumentarfilm.

Facebook
Twitter