Find indre ro i den ydre stilhed

Silent retreat, stilhedsretræte, kan vække følelser af simpel glæde og taknemmelighed over bare at være til.

Når man ikke bliver påvirket af mange ydre stimuli, så kan man pludselig høre, at hjernen har sit eget liv og sit eget ”kommentarspor”, som man kan vælge at tage alvorligt og involvere sig i - eller ej, siger psykolog Vibeke Wagener. (Foto: Paul Sutherland © Getty Images)

Kunne du forestille dig at tage på en flere dage lang ferie med en gruppe fremmede mennesker med det formål at tie stille?

Rigtig mange mennesker bruger en del af deres ferie på at holde mund i flere dage, når de drager på silent retreat, stilheds-retræte, for at dyrke stilheden og eftertænksomheden, i tavst selskab med andre.

Men hvad er det egentlig, man kan få ud af at dyrke stilheden?

- Stilheden i sig selv kan bevirke, at man kommer ”ud af hovedet og ind i sanserne” og begynder at opleve tingene mere direkte uden alle de sædvanlige kommentarer i hovedet imens. Tanker og bekymringer om huslejen falder i baggrunden til fordel for de store linjer, og man kan få en oplevelse af noget større og dybere, forklarer psykolog Vibeke Wagener fra psykologhuset Mindwork, der også har kurser i mindfulness.

- De fleste mennesker er grundlæggende bange for foranderligheden, og derfor gør vi mange ting for at få vished for, at verden er stabil og forudsigelig. I stilheden kan vi opleve et dybere niveau af vores eksistens end den foranderlige materielle verden, hvilket kan være utroligt befriende.

Stilhed – men ikke alenehed

Rammerne for et silent retreat er stilhed i relation til andre mennesker. Altså i modsætning til stilhed, hvor man er alene eller ensom. Man fordyber sig i meditation, mindfulness, yoga og gåture i fællesskab – men uden at tale sammen.

- Normalt forholder vi os til en lind strøm af handlinger og meninger fra andre mennesker hele dagen lang. Men når man ikke bliver påvirket af alle disse ydre stimuli, så kan man pludselig høre, at hjernen har sit eget liv og sit eget ”kommentarspor”, som man opdager at man kan vælge at tage alvorligt og involvere sig i - eller ej.

- Det kan give en dyb følelse af fred, og af at man er okay, som man er, når man går tavst rundt i fællesskabet og lader både hinanden og sine egne kommentarer i hovedet være i fred. Der kommer en fredfyldt afstand til al ”balladen” - og storheden i de små ting kan pludselig tone frem og vække følelser af simpel glæde og taknemmelighed over bare at være til.

Erfaringen med stilhed har betydning

Nogle mennesker har erfaring med, at stilhed i relationer er forbundet med ubehag, fx i forbindelse med mobning eller ”stilhed før storm”. For andre kan stilhed i relationer være en behagelig erfaring.

- Ens erfaringer med stilhed i relationer kan have betydning for, hvordan et silent retreat vil opleves – om det opleves som en kærkommen og fredfyldt pause eller som bekymrende utryghed med hvad der foregår, forklarer Vibeke Wagener.

Men har man positive oplevelser af et silent retreat, så vil de kunne have betydning, selv efter man kommer hjem igen:

- Det er en tilstandsoplevelse, som ofte fader, når man vender tilbage til hverdagen. Men oplevelsen kan give én en erfaring, som kan blive en del af ens dagligdags oplevelser – man opdager måske, at man begynder at ”lytte efter stilheden”, undres mere over de store spørgsmål i livet, og oftere stopper op for virkelig at opleve tingene fremfor at haste videre og have hurtige meninger om dem.

- Har man først oplevet denne særlige ro og oplevelse af noget, der er dybere, kan man helt sikkert lettere komme i kontakt med den igen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk