Fire gode råd til at komme videre efter et break-up

Plej dig selv, brug dit netværk og tag kontrol. Sådan lyder nogle af rådene til, hvordan man kan komme på fode efter et kuldsejlet forhold.

Kom ind i kampen igen efter et brud. (© Getty Images)

Det tager tid. Masser af tid. Og så lige lidt mere tid. Når et parforhold slutter, så gennemlever de fleste af os en periode med følelsesmæssigt rod.

Gitte Sander, som er certificeret psykoterapeut og parterapeut, har arbejdet med par og parforhold i 12 år og har desuden skrevet en bog om emnet.

Hun mener, at begrebet tid er helt afgørende, når man skal rejse sig efter afslutningen på et forhold:

- Sæt tempoet ned, og lad være med at handle overilet. Hvis man har været sammen med sin partner i mange år, er der jo tale om en krisesituation. Derfor har kroppen brug for omsorg og hvile.

Gitte Sanders råd til at komme godt videre:

1: Plej dig selv

Sørg først og fremmest for at få dækket dine fysiske behov. Det kan man gøre ved at spise god, nærende mad, så man får dækket behovet for vitaminer og mineraler og dermed undgår, at tilstanden bliver yderligere forværret. Prøv også at drage omsorg for dig selv ved at hvile, gå lange ture og sove om natten.

2: Brug dit netværk

Undgå isolation. Hvis man er typen, som har behov for at tale med andre om sine følelser, så gør det - og allerhelst ansigt-til-ansigt.

Nogle har måske mere behov for at foretage sig noget aktivt. Her er det også vigtigt, at man kommer ud blandt andre og dyrker nogle aktiviteter sammen. For alle gælder det, at man ikke kan klare bruddet alene. Alle har brug for et sted at græde ud, læsse af og få et kram. Tag imod hjælp, både i form af praktisk hjælp - og kærlig omsorg.

3: Vent med nye forhold

Det er ofte en dårlig idé at kaste sig hovedkulds ud i et nyt forhold. Også selvom det kan være fristende på grund af behovet for at føle sig værd at elske. Men så længe man befinder sig i en krise, kan man hurtigt komme til at træffe forkerte valg, og det kan ende med at give gevaldigt bagslag, så vent med de store beslutninger, til du er i balance.

4: Tag kontrol

Når man kommer ud af et langvarigt forhold, vil nogle måske føle, at de har mistet kontrollen og magten over deres eget liv. Det er en enormt stressfremkaldende følelse. Derfor handler det om at få kontrollen tilbage. Man kan for eksempel begynde med at tænke kortsigtet og lægge en ugeplan eller månedsplan. Al erfaring viser, at selv små beslutninger som for eksempel, hvad man skal have til aftensmad, eller hvordan stuen skal indrettes, hjælper i den rigtige retning.