Fire gode råd til oktober-haven

Få tips til fire ting du kan foretage dig, hvis du vil være i haven i oktober.

(© Colourbox)

Selvom det er blevet efterår, og mange tror, at haven har haft sin storhedstid i år, så er der stadig masser af ting, man kan kaste sig over her midt efterårsferietiden.

- Faktisk er oktober den allerbedste tid til at flytte rundt på haven i, forklarer gartner og landskabsarkitekt, Jesper Carl Corfitzen fra Haveselskabet.

- Det er stadig tørt og ikke for koldt, så man kan med fordel flytte sine planter, som så kan stå og få godt rodfæste i vinterregnen. Hække, træer og buske kan man faktisk flytte helt frem til november, så længe jorden ikke er blevet for kold.

Husk at vande selvom det er efterår

Jesper Carl Corfitzen minder om, at det, selvom det er efterår, er vigtigt at vande, hvis man planter om:

- Vi har det utroligt tørt pt., og som haveejer skal man derfor være særlig opmærksom på at vande nyplantede træer, stauder og buske og tillige huske dét, man plantede i foråret. En udtørring nu kan koste planterne livet.

- Har man ikke fået sine sidste løg og kartofler op, kan det stadigt nås, blot de tørres inden de kommer helt ind. Porre and andet hårdført grønt som grønkål, rosenkål kan godt klare frosten imens selleri, gulerødder, kartofler, sommerporre, rødbeder enten skal bruges eller hengemmes.

Haveselskabet har udarbejdet fire tips til, hvad I kan lave i haven i denne måned - udover selvfølgelig at skære græskar:

Plant en efterårskrukke

Der er flere forskellige planter, der blomstrer sent fx. lyng, høstasters og sankthansurt. De kan kombineres med lave prydgræsser og planter med smukt løv som alunrod, der fås i mange smukke efterårsfarver. Formklippede, stedsegrønne planter som buksbom og taks vil også være smukke i krukker, hvor de kan give farve hele vinteren, anbefaler Haveforeningen.

Masser af blomsterløg

Det er også nu, du skal tænke på foråret, så læg masser af blomsterløg i bedene. Løg i forskellige farver gør forårshaven festlig, mens du opnår en mere rolig og stilren have ved at lægge løg i en enkelt eller nogle få udvalgte farver som fx hvid, sort og lyserød.

Gem dine æbler

Brug æblerne til at bage en dejlig æblekage, og når du har bagt alle de æblekager, du orker, kan du gemme resten af æblehøsten i kasser i haveskuret. Stil dem højt fx. på et bord, så de er uden for musenes rækkevidde og beskyt dem mod frost med et tæppe eller lignende. Ved hård kulde må æblerne flyttes til et frostfrit sted

Saml de visne blade til kompost

Det er en god idé at fjerne de visne blade, der lægger sig i tykke, våde lag på græsplænen, så græsset ikke mistrives, anbefaler Haveselskabet. Du kan lægge bladene i en kompostbeholder, eller blot feje dem ind i bedene, hvor de bliver omdannet til duftende kompost, som forbedrer jorden. Vil man dyrene det godt, kan man rive bladene til bunker, der kan sikre at havens smådyr får ly for regn og kulde, og man kan fx. opsætte fuglehus til fuglene.

Facebook
Twitter