Fire unge kvinder om seksualitet: Vi er ikke sikre på vores seksuelle orientering

Kan man være sikker på sin seksualitet, hvis man aldrig udfordrer den? Hør fire unge kvinder i en snak om college-lebber, seksuelt frisind og at være aseksuel.

(© ColourBox.com)

Er det blevet mere almindeligt at være bredere seksuelt orienteret? Det kom jeg til at tænke på, fordi jeg har flere homoseksuelle og biseksuelle i min omgangskreds end tidligere. Men hvad skyldes det?

For at komme til bunds i min undren inviterede jeg mine tre veninder Sidsel Welden (25), Clara Mendes (23) og Mie Christensen (23) i et radiostudie for at forstå, hvordan vi unge forstår seksualitet.

Seksualitet

Man kan aldrig vide med seksualiteten

Selvom vi er unge kvinder midt i tyverne, så stiller vi stadig os selv spørgsmålet, om vi er sikre på vores seksualitet?

Seksuel orientering

Omkring fem procent af den danske befolkning definerer sig selv som homoseksuelle, biseksuelle eller transkønnede, skriver Sexlinien.dk.

- Både-og. Jeg er seksuelt tiltrukket af mænd og kvinder. Jeg har aldrig været i et seriøst forhold med kvinde, så jeg ved ikke, om jeg ville afskrive mænd resten af livet, hvis jeg var i et forhold med en kvinde. Men det kan jeg da godt tænke på nogle gange, siger den journaliststuderende Sidsel Welden grinende.

Clara føler sig på ingen måde sikker på sin seksualitet endnu.

- Jeg ved, at jeg blive forelsket i både mænd og kvinder, men jeg på ingen måde færdig med at udforske min seksualitet. Jeg tror, der er meget, jeg ikke har opdaget om den endnu, siger Clara Mendes, der er manuskriptforfatter hos Nordisk Film.

Fra venstre: Mie Christensen, Clara Mendes, Cecilie Flensborg og Sidsel Welden. (© dr)

Mie Christensen er heteroseksuel, men anerkender også, at vi måske ikke er de samme hele livet.

- Man ændrer sig jo som menneske, og der sker hele tiden ting i ens liv, som gør, at man begynder at tænke anderledes. Så man er vel ikke helt sikker på sin seksualitet.

Vi er privilegerede

Fire procent af unge mænd mellem 15-24 år har prøvet af have sex med en af eget køn, mens tallet er otte procent for unge kvinder i aldersgruppen 15-24 år, skriver Sexlinien.dk

Sidsel Welden er en af de otte procent, og hun er glad for, at hun ikke møder modgang eller overraskede miner.

- Jeg føler mig enormt privilegeret over, at jeg er i et miljø, hvor min seksualitet ikke er en ”ting”, og at folk ikke lige blinker en ekstra gang, hvis jeg siger, at jeg har været sammen med en pige. For jeg kunne forestille mig, at der er rigtig mange andre, der ikke har det på samme måde som mig.

Jeg tror, at vi er i en eller anden midterkategori, hvor det er okay at være udforskende. Det er jo også traditionelt her i 20’erne, at man er det.

clara mendes

En af grundene til, at det er kulturelt acceptabelt, at vi unge kvinder udforsker, peger Clara Mendes på.

- Jeg tror, at vi er i en eller anden midterkategori, hvor det er okay at være udforskende. Det er jo også traditionelt her i tyverne, at man er det. Det er lidt en joke i USA at være college lesbisk. Det bliver fremlagt som fase alle lige skal igennem, hvilket jeg ikke tror er rigtigt, men det er kulturelt okay.

I studiet når vi frem til, at vi og vores omgangskredse er seksuelt frisindede. Men alligevel halter det måske lidt nogle steder.

- Jeg ved ikke, om jeg synes, at vi er så seksuelt frisindede i det hele taget. For eksempel er der mange gymnasieelever, der ikke tør gå i bad efter idræt. Jeg levede ikke i 70’erne, men jeg tror, at vi er mindre seksuelt frisindede end dengang, siger Clara Mendes.

Seksualitet

Seksualitet handler både om behov, lyst, følelser, nysgerrighed, kærlighed, ømhed, fantasi, forførelse, status, moral, bekræftelse og identitet i forhold til fx venner, kolleger, familie eller samfundet.

Kilde: Sexlinien.dk

Og jeg tilføjer.

- Vi ligger jo heller ikke topløse på stranden, så rigtig seksuelt frisindede er vi nok ikke.

Word kan ikke stave til aseksualitet

Jo mere vi snakker om seksualitet, jo mere bliver vi også opmærksomme på, at det er et samtaleemne i vores omgangskredse.

Det er en samfundsnorm at være seksuelt aktiv, og det er helt normalt for os at tale om seksualitet. I den forbindelse kommer vi ind på aseksualitet - et ord som Microsoft Word markerer som rødt, fordi programmet ikke kender ordet.

- Det må være sindssygt svært at være aseksuel, for vores samfund er så fokuseret på sex og køn. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor svært det må være som ung, siger Mie Christensen, som er journalistpraktikant hos Euroman.

Det skønnes, at det er hele to til fire procent af verdens befolkning, der er aseksuelle, skriver Sexlinien.dk.

Jeg havde en dry spell på et år. Folk var jo i chok, når jeg sagde det.

Mie christensen

Ifølge Clara Mendes så bonder man som ung gennem sexsnak. Begynder man at tale om sex, så er man ved at blive venner. Derfor tænker hun, at det må være vanskeligt at være aseksuel, men det er det også, hvis man har tørkeperioder i sit sexliv.

- Jeg ved ikke, hvordan det er at være aseksuel, men jeg ved, hvordan det er ikke at have lyst til sex i længere perioder. Hvis det går godt med det seksuelle, så går det godt i dit forhold, siger man. Hvis jeg sidder og taler med mine veninder, så er det da klart federe at være hende, der har sex hele tiden og er super viril end at være hende, der ikke har haft sex med sin kæreste i tre måneder.

Mie Christensen kender netop til de dømmende blikke fra veninder, hvad angår "dry spells".

-Jeg havde en dry spell på et år. Folk var jo i chok, når jeg sagde det. Men jeg synes jo ikke, at det var underligt, for det var jo bare sådan det var. Jeg havde ikke lyst.