Flemming, Bjarne og Claus er blevet valgt fra af deres voksne børn

Det er meget vigtigt, at forældre, der er valgt fra af deres børn, holder op med at se sig selv som ofre, siger psykolog Ulla Dyrløv.

Tre fædre i samtale med psykolog og familieterapeut, Ulla Dyrløv, om hvorfor de har mistet kontakten til deres voksne børn. (© (c) DR)

Programmet 'Aldrig for sent' har fået mange henvendelser fra fædre, der savner deres voksne børn. Konfliktfyldte forhold, hvor de voksne børn har valgt at bryde forholdet til deres fædre.

I aftenens program møder vi tre fædre, der har mistet kontakten til deres børn, og psykolog Ulla Dyrløv forsøger at få dem til at se deres egen andel i konflikten.

Bjarne

59 år, maskiningeniør, bor i Hvidovre med ny kone.

Han har tre børn, hvoraf han ikke har kontakt til to af dem.

Bjarne mistede kontakten til datteren Julie, der i dag er 27 år, da han var på vej til at blive skilt i 2005.

- Jeg tror, hun tog parti i den periode – for det var farmand, der sagde stop, og så er det jo også farmand, der er skiderikken.

Ifølge Ulla Dyrløv, der er psykolog og familieterapeut, har mange forældre det svært med at tale med deres børn om fx en skilsmisse, fordi man jo ved, at barnet bliver ked af det. Og forældre kan generelt ikke lide, at deres børn er kede af det.

- Og måske har Bjarne valgt ikke at tale med Julie om skilsmissen, fordi han ser, hun er ked af det, og så får man som forælder dårlig samvittighed. Han beskytter på den led sig selv ved ikke at blive konfronteret med, at hun er dybt ulykkelig. Og når børn fravælger en forælder, så gør de det for ikke at få følelsen af at blive revet midt over - de gør det for at skærme sig selv.

- Hvis man har en sund forældre-barn kontakt, så kommer børnene nemlig og stiller spørgsmål. Dét, at hun ikke gør det, siger mig noget om, at der er noget i deres relation, der ikke har været på plads.

Flemming

Er 65 år og pensioneret arkitekt. Han er syg med Parkinsons sygdom.

Den ældste søn, Jacob, har brudt forbindelsen med ham, og Flemming har ikke set sin søn i tre år.

- Det er ganske forfærdeligt, men jeg synes, jeg har rakt hånden frem. Jeg har jo en sorg og et savn, som jeg skal gå og tumle med for ikke at gå ned på det, forklarer han.

- Det, der udløste det, var en telefonsamtale, om hvem jeg skulle have med til min fødselsdag. Jeg ville gerne have min nye kæreste med, men det syntes min søn ikke. Så blev jeg nok vred og sagde – så kan I rende mig i røven!

- Han reagerede voldsomt og sagde, han ikke ville se mig mere. Han skriver som begrundelse, at det var for at beskytte sig selv og sin familie, forklarer Flemming videre i programmet.

Ulla Dyrløv kommenterer Flemmings historie således:

- Flemming mener, at det er telefonsamtalen, der udløste bruddet – han ser ikke, at der måske er tale om dråben, der fik bægeret til at flyde over. Det kan jo være en reaktion på mange års fraværende og ikke lyttende far.

- Det er helt almindeligt, at forældre ønsker kvalitetstid med deres børn. Når man så bliver skilt, så bliver det ønske endnu større. Det duer ikke, man er nødt til at tage konflikterne, når man er sammen med sine børn.

- Jeg tror, hans søn har været forvirret i forhold til sin far. Han har haft svært ved at finde ud af, hvad han var for en starut. På den ene side har han ikke villet tage konflikterne, på den anden side har haft nogle voldsomme eksplosioner, supplerer Ulla Dyrløv.

Claus

Er 53 år og bor i Viborg. Han har to voksne børn.

Han har ikke set sin datter, Simone, i fire år. Han var ikke klar til at blive far, da hun kom til verden, han levede sit liv i en motorcykelklub og var nok lidt vild, som han siger. Han var på stoffer og på kant med loven, da datteren blev født.

I dag er han ude på den anden side – men har aldrig fået genskabt kontakten til datteren.

- Jeg har skammet mig meget over mig selv og mit liv, for jeg har ikke været der som jeg skulle, forklarer Claus.

Far er blevet offer

Det, der ifølge Ulla Dyrløv, er kendetegnende for de tre fædres historie er, at de alle tre har sat sig over i et hjørne og føler sig som ofre. Samtidig med at de også selv er et produkt af nogle rigtige svære relationer til deres egne fædre.

- Hvis man ser på Flemming udefra, så får man jo ondt af ham. Han er syg, og hans søn vil ham ikke længere. Det er jo synd for ham, vil mange tænke, forklarer psykologen. - Sådan ser det også ud i hans egen optik. Men man glemmer, at grunden til, at Flemmings søn har reageret så tilsyneladende drastisk, formentlig har været på grund af den berømmelige dråbe, der har fået glasset til at flyde over.

De flytter sig

Og efterhånden som Ulla Dyrløv får kradset i overfladen – og lytter til, når blandt andet Flemming læser et brev til sønnen op – så tegner der sig et billede af en far-søn relation, der aldrig har været speciel tæt. Og at Flemming selv har sin del af ansvaret for, at hans søn aldrig er kommet tæt på ham. De har aldrig talt sammen – ligesom Flemming i sin tid heller aldrig talte med sin egen far.

- Og det, der er tankevækkende for mig, er, at jeg på baggrund af en samtale med de tre fædre på sammenlagt otte timer i streg - ja, så er de faktisk i stand til at flytte sig. For Flemmings vedkommende så kommer han ud på en anden side, så han i hvert fald – hvis han søn kontakter ham – står et helt andet sted og er bedre rustet til at rumme sin søn, end dengang han kontaktede programmet.

Der er en grund til det

Problemet for Flemming og de to andre fædre er, at de har en opfattelse af sig selv som dem, der er valgt fra:

- De går fra at have en opfattelse af sig selv som værende ofre - til at indse deres rolle og ansvar i det her og at den måde, de har handlet på, har været medvirkende årsag til reaktionerne hos deres børn. Og at når de så har forsøgt at nærme sig deres børn – så får de afslag, fordi der jo er en grund til det.

Først når fædrene har erkendt ansvaret og ikke længere har offerfølelsen, så kan de flytte sig og se tingene fra andre perspektiver.

- Og så skal de bare blive ved og ved at tage kontakt til deres voksne børn. Jeg mener, man skal prøve i hvert fald fire gange årligt – man skal blive ved med at række hånden ud.

Alle skal have en chance

Ulla Dyrløv mener, at alle mennesker skal have en chance for at lære at flytte sig. Derfor skal man sige til forældre, som de tre fædre vi her har mødt, at de skal søge selvindsigt.

- Jeg vil vove den påstand, at alle mennesker med en normal begavelse er i stand til at flytte sig. Men vi skal turde sige det højt til dem, at det er forælderens ansvar at tage hånd om det.

- Alle, der har børn, ved, at der er ting i børnenes opvækst, de kunne have gjort bedre – men de kan lære at flytte sig og sige undskyld til deres børn for de ting, der har været medvirkende årsag til den slags brud, som vi har set i programmerne, forklarer Ulla Dyrløv.