Fokusér og dan billeder: Sådan husker du nye navne

Mette har drukket sig mæt i te, og Søren har badet i en ren sø...

De fleste af os kender det nok. Vi hilser på en ny person, og få minutter efter at vi har trykket vedkommende i hånden, er navnet pist væk og glemt.

Mange af os har nemlig svært ved at huske navne på mennesker, vi lige har mødt. Men med nogle simple tips og tricks kan det blive lettere at huske, hvad de nye bekendtskaber hedder.

I Sundhedsmagasinet får journalist Lillian Gjerulf Kretz til opgave at huske navne på seks medlemmer af DR's symfoniorkester samt deres instrumenter. Hun får et minut til hvert navn og instrument, og senere vil det så vise sig, om hun kan huske navnene.

For at have en chance har Lillian Gjerulf Kretz hentet hjælp fra en en professionel. Søren Damtoft er seniorverdensmester i hukommelsessport og er blandt andet i stand til at huske rækkefølgen på flere kortspil. Med i sin værktøjskasse har han flere redskaber, der kan hjælpe Lillian Gjerulf Kretz - og dig - med at huske navne.

Det handler blandt andet om at fokusere på personen, man taler med, for navnene er svære at huske på. Samtidig hjælper det at sætte billeder på personen. Mette har drukket sig mæt i te, og Søren som en ren sø kan være eksempler på navne, man har delt op i stavelser og lavet om til associationer, så hjernen kan lagre dem.

Så da Lillian Gjerulf Kretz for eksempel skal huske på kontrabassisten Joel Enrique González Mendez's navn, tænker hun på musikeren Enrique Iglesias, Bolsjedrengene med VM i Mexico med Speedy Gonzales og Eljkær på fløjen og den amerikanske instruktør Sam Mendes.

Se om du selv og Lillian Gjerulf Kretz kan huske navnene på de seks musikere og deres instrumenter.

FAKTA: Sådan husker du nye navne

  • Fokusér på den person, du taler med.

  • Bed om at få navnet stavet.

  • Gentag folks navne, når du møder dem.

  • Del navnene op i stavelser og lav billeder af navnene.