Forfatter Julia Lahme: Ingen har den perfekte barndom

Den gode barndom og din pligt til at få dig en.

Man bør forlige sig med sin barndom, så vores angst, sorg og komplekser ikke ryger videre til vores børn, mener forfatter Julia Lahme. (Foto: Line Klein © FOTOGRAFERNEKLEIN&CO)

Nedenstående er et uddrag af Julia Lahmes nye bog 'Manifest', der udkommer i dag. Julia Lahme er gæst i aftenens udgave af Aftenshowet.

Der er dem, der for sjov siger, at det aldrig er for sent at få en god barndom, og nogle gange kan man da også blive nødt til at be­gynde at arbejde på det ret sent i livet. Arvesynden ligger i alt det (lort), vi mere eller mindre ubevidst giver videre til vores sageslø­se unger. Alt fra hvilken sang vi synger først, når vi går rundt om juletræet, til hvordan vi taler med dem – eller værre: til dem – og dermed smækker vores egne komplekser, sorger, angst og neder­lag lige ned i deres små, hyggelige Fjällräven­ rygsække.

For lige at have det hele på det allerreneste af alle køkkenborde, så er jeg godt klar over, at der findes barndomme og opvækster, man aldrig kommer sig over; dem med

overgreb
og fysisk vold, psykisk vold og alt det andet, der bor inde i det skab, mareridt hopper ud af, når det er fuldmåne og varulven skriger. Jeg ved det. Jeg kender nogle ganske få mennesker, der har haft den slags barndom, og alene det, at de står på begge ben i dag uden at græ­de hver morgen, aftvinger respekt.

Men så er der alle os andre.

Alle os med nogenlunde middelklasseagtige forhold, hvor mor og far gjorde, hvad de kunne, og alligevel trådte i spinaten. Den slags familier, hvor far var for hård ved storesøster, og hvor mor var for blød over for lillebror, og den slags familier, hvor man trådte i børnespinaten på nogenlunde almindelige måder. Og ja, her tæl­ler jeg også de familier med, der ikke har kunnet finde ud af at give hverken

selvværd
eller selvtillid i vuggegave, hvor man blev glemt på legepladsen en enkelt gang i fem minutter, eller hvor mor og far bare generelt var for langt oppe i røven på sig selv og deres jobs, venner, liv, sexliv med skiftende partnere til at kunne huske, hvem man var, at man var, og at man havde krav på lidt af hvert. Dem, der ikke sansede det følsomme barn, eller dem, der ignorerede det stærke. Den slags middelklassesvigt, som man skal være særlig heldig for at have undgået. Og den slags middel­ klassesvigt, som vi som voksne selv kan tage ansvar for at få fik­set. Det koster mellem 800 og 1400 i timen hos en psykolog eller psykoterapeut, og jeg mener faktisk, at vi selv har ansvaret for at vende møddingen, inden vi giver arvesynden videre, når vi selv har børn. For alle har haft en ufed barndom.

Jeg kender ikke mange reflekterede, kloge og

empatiske
voksne, som helt ærligt kan sige, at deres forældre har været perfekte hele vejen. Måske ville jeg endda blive bange og bakke helt langsomt ud af rummet, hvis jeg mødte en voksen, der ikke kunne pege på ét eneste sted i sin barndom, hvor nogen havde overtrådt en grænse eller ikke set ham eller hende, som hun mente, hun skulle ses.

I min generation er vi nemlig alle ofre, der har klaret os på trods. Det er lidt synd for os alle sammen (mig selv inklusive). Vi har læst om det i damebladene, talt med vores veninder om det og er blevet enige om, at vi virkelig har været nogle gode piger, og at det er fantastisk, så langt vi er nået på trods. Sådan er vi. Vi er sådan nogle, der klarer det hele. Men det er jo ikke, som om vi er gået fra Syrien til Danmark, vel? Eller som om vi er blevet sendt ned i saltminerne fra morgenstunden uden havregrød i maven? De problemer, vi almindelige middelklassekvinder har, er almin­delige middelklasseproblemer, som kan løses.

Det kan fikses. Det kan ordnes.

Vores angst kan afhjælpes. Vores søvnløshed fikses.

Jeg tror på, at de penge, jeg har brugt på at sidde hos en psy­koterapeut og få styr på al den bagage, jeg ikke vidste, hvor jeg skulle stille dengang i tyverne, er de bedste penge, jeg har brugt på mine unger. Det at tale med et klogt menneske og komme af med mit latente mindreværd, inden jeg uforvarende også kom til at give det videre til mine børn, tror jeg har været ualmindelig vigtigt. Der var så meget, jeg kunne have givet videre i småbitte Det­er­lidt­synd­for­mor­i­dag­poser, som mine unger så kunne slæbe rundt på for mig. Det betaler sig at rydde op, og især at gøre det, inden ens unger skal mærke alt det, der er synd for en selv.

Facebook
Twitter