Giv dig selv fri på ferien

Vi spænder til hverdag, men mærker det først, når vi har fri. Så giv krop og sjæl fri i ferien.

Slap heeelt af, prøv for eksempel at gå en tur i skoven. Uden mobilen! (© Colourbox)

Hver tredje af os tager arbejdet med på ferien viser endnu en helt ny undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4.

Ifølge undersøgelsen, der er foretaget blandt 1.600 repræsentativt udvalgte danskere lige op til dette års sommerferie, så er andelen af danskere, der tjekker arbejdsmail i sommerferien steget fra 23 procent til 34 procent i løbet af de seneste fem år.

Men ferietid er netop den tid, du skal bruge til at lægge alle de stressende hverdagsproblemer bag dig. Det forklarer behandler Lars Damkjær.

Låget af i ferien

- Stress er en belastning af nervesystemet, der bl.a. viser sig ved anspændthed og opspændthed, også selvom vi ikke nødvendigvis mærker det. Når vi holder ferie, giver vi typisk lidt mere slip, og så kommer det, vi har lagt låg på, op til overfladen, og vi begynder at mærke vores ubalancer, siger Lars Damkjær, der er forfatter, coach og mindfulness-ekspert med speciale i stress-behandling.

Kroppen skal have pause

Det er ikke kun dit hoved, der skal holde fri, når du er på ferie. Kroppen har også brug for en pause. Og hvis du normalt træner aktivt, er det faktisk en rigtig godt idé at holde en pause, så kroppen får en lidt længere periode med restitution.

Slap heeelt af
- Dyrk den friske luft og gåture kombineret med reel afslapning. Giv dig selv lov til at mærke din krop i stedet for at springe ud af sengen om morgenen. Lad kroppen smelte ned i sandet eller liggestolen, og vær i det hele taget bevidst om ikke hele tiden at skulle nå noget, siger Lars Damkjær.

Ingen pause
- Mange lever med en konstant indre uro og følelse af, at noget skal nås. En væsentlig årsag er det, jeg kalder online-addiction (afhængighed). Vi holder faktisk sjældent reelle pauser, for der er hele tiden noget, der byder sig til og larmer, siger Lars Damkjær.

Ferie fra Facebook
Personligt har han i år besluttet at holde en måneds ferie fra Facebook, og det råd vil han gerne give videre:

- Skru i det hele taget ned for dine online-aktiviteter, så du ikke skal forholde dig til alt muligt døgnet rundt. Fokusér i stedet på de nære relationer, naturoplevelser og gode grin, siger han.

Tre tips til at geare ned i krop og sind:

  • Tag på en oplevelse i naturen uden at medbringe din smart-phone.
  • Bliv liggende i sengen om morgenen og mærk kroppen. Scan den igennem og væk den blidt til live - bare fem minutter.
  • Hold ferie fra de sociale medier.