Det kan være svært at få succes med at finde ro og fred, første gang man mediterer.
Derfor vælger mange nybegyndere at starte med en guidet meditation, hvor en underviser taler en igennem meditationen.
Det kunne for eksempel være en af de fire korte videoer med de guidede meditationer En god start, Moderne verden, Samhørighed og Lydhealing med meditations-underviser Louise Dissing fra tv-programmet 'Stress af med DR3'.
Uanset hvilken form for meditation, som du starter med, så er her syv gode råd fra Louise Dissing til at komme i gang.
Sådan kommer du i gang med meditation
- 1
Vælg dig et roligt sted (indendørs eller i naturen), sørg for god sidde stilling, luk øjnene.
- 2
Nu ”ser du indad”. Ind bagved det, som du hører, dufter osv. Med lethed finder du en vej ind i dig selv (det beslutter du dig for at ville. Det kan være nemt og nogle gange sværere, så vær tålmodig med dit sind).
- 3
Brug åndedrættet til at hjælpe musklerne i kroppen med at slappe af. Når musklerne begynder at slappe af, spejler ens sind dette ved at producere færre tanker. Og det er virkelig en befrielse i sig selv!
- 4
Læg nu mærke til at der faktisk er mellemrum mellem tanker og søg ind i den plads og det rum som findes ”der hvor tankerne plejer at fylde op.” Vær nysgerrig : ”Hvordan vil det mon føles når mine tanker stopper sin strøm?” Hvad er der mon at opleve i stedet for tanker?
- 5
Tag glæden og freden på forskud og tillad en ro sænke sig blot ved følelsen af hvordan det ville være at have fred inden i. At fokusere på det du ønsker og drømmer om er som at sætte dig et mål din bevidsthed kan pejle efter. Når du har et mål om at mærke en større ro og lethed i krop og sind kan det lettere indfinde sig og du er allerede halvvejs.
- 6
Slut evt. din meditationsoplevelse med at spørge sig selv om der er noget, du har behov for at gøre eller ændre på i dit liv for at have mere fred. Det kan være små ting, du får øje på selv ved en kort meditation, som kan gøre en stor forskel. F.eks. at gå lidt langsommere så jeg når at nyde på vejen eller at være mere taknemmelig for mit liv, min krop, mine venner. Eller at huske at trække vejret og slippe negative tanker. Hvis du mediterer lidt hver dag, kan du vænne dit sind til at have fred som udgangspunkt og ikke tankemylder. Du kan afvænne tankestrømmen og tilvænne din krop og sind til smil og nydelse, nærvær og accept. Vi er født med frit valg, og med meditation bruger du det ”selv at tage stillng til, hvad du oplever i dit indre”.
- 7
Vær tålmodig, for som med alt nyt kræver det øvelse og beslutsomhed.