GUIDE Sådan planlægger du din tid realistisk

I den bedste af alle verdener har vi tid til det hele. Men sådan er det desværre ikke. Lær at lægge en ugeplan.

Lav hver uge en realistisk tidsplan for din kommende uge. (© Getty Images)

Birgitte Sally, der netop har sendt bogen Vælg fra, på gaden, planlægger altid selv sine vågne timer.

Hver uge begynder hun med at sætte tid af til de enkelte opgaver. Alligevel falder hun også selv i den fælde, der hedder, at hun tror, hun skal bruge mindre tid end først antaget til at løse en opgave.

- Hvis jeg har noget skrivearbejde og har sat en time af til det, så glemmer jeg ofte, at der hører mere med til opgaven, så i stedet for at skrive en time på – så sætter jeg to timer af. Det er en god ting at være realistisk for hver opgave, du skal løse, lyder Birgitte Sallys bud.

Hun siger fra!

Og selvom opskriften lyder enkel, så er den det langtfra.

- Det er jo et opgør med gamle indgroede vaner, som kan være svære at bryde. Og chefer, kolleger, venner og familie vil måske reagere voldsomt – for hov, hun plejer da at løse opgaverne, når jeg lægger dem på hendes bord. Nu siger hun pludselig nej – det har jeg først tid til i morgen!

- I den bedste af alle verdener, så har vi tid til alt, men sådan er verden ikke altid. Og mit budskab er, hvis vi ikke vælger fra med bevidsthed, bliver der alligevel valgt fra. For hver gang vi siger ja til noget, er der noget andet, vi ikke når - og det “andet” er ofte os selv og vores nære relationer.

- At vælge fra med bevidsthed er i høj grad at tage ansvar for sit liv, og det man synes er vigtigt for én - på arbejde og privat.

Lav et ugeskema over din tid:

  • Lav et skema for hver ny uge.

  • Skriv de punkter, du skal nå: Hvilke opgaver venter på arbejdet. Hvad skal du nå med familien, dine børn, fritid, venner, parforhold og selvomsorg. Sæt tid (timer) af.

  • Kig skemaet igennem og vurdér om den tid, du har sat af, er realistisk. Vurder hvert punkt på samme måde og juster tiden efter dine overvejelser.

  • Når du har valgt fra, så kan du herefter lave et skema over din nu reviderede plan for den kommende uge - men som sikkert er tidsmæssigt mere realistisk.

  • På den led bliver du samtidig mere opmærksom på, om du har det med at lave for mange aftaler i hverdagen - og glemmer tiden til dig selv, selvomsorgen.

Kilde: Vælg Fra, Birgitte Sally, Gyldendal.

Facebook
Twitter