GUIDE Sådan rydder du ud i dine ting

Har du også lyst til at få luget ud i gemmerne? Her er seks gode råd til, hvordan du kommer i gang med at rydde op.

Et rodet skrivebord som dette finder du ikke i Morten Brasks hjem. (© ColourBox)

Det kan være en stor befrielse, ja nærmest en ny start på livet, at få ryddet op, men det kan være svært at komme i gang.

Her får du seks gode oprydningsråd fra forfatteren Morten Brask. For et par år siden skilte han sig af med de fleste af sine ejendele og indrettede sig minimalistisk. I dag ejer han kun 200 ting.

1. Start et tilfældigt sted

Det kan føles uoverskueligt at gå i gang med at rydde op, når køkkenskabene, reolerne i stuen og kasserne på loftet er fyldt med ting. Du skal dog ikke tænke så meget over, hvor du skal gå i gang. Det vigtigste er, at du kommer i gang. Start fx med en tilfældig køkkenskuffe.

2. Del dine ting i tre bunker

Del alle de ting du finder i tre bunker. Bunke ét er de ting, du let kan undvære (gamle elastikker, en ødelagt osteskærer osv.). Bunke to er de ting, du er i tvivl om. Bunke tre er de ting, du er 100 procent sikker på, at du vil beholde. Smid bunke 1 ud. Behold bunke 3. Gennemgå ALLE ting i dit hjem på denne måde.

3. Vurder de genstande du er i tvivl om

Du sidder nu tilbage med de ting, du er i tvivl om. Kig på hver enkelt genstand og stil spørgsmålet: Hvorfor skal jeg beholde denne ting? Fx hvorfor skal jeg gemme denne proptrækker, når jeg har fire andre? Hvorfor skal jeg beholde den kageske, jeg aldrig har brugt? Kan du undvære tingene, skal de ned i skraldeposen.

4. Tag stilling igen efter et par måneder

Der vil være nogle ting, du vil være meget i tvivl om. Disse ting skal du gemme. Tag dem frem igen efter et par måneder. Har du savnet disse ting? Hvis svaret er nej, skal de ud.

5. Tag billeder af dine ting

Nogle ting kan være svære at smide ud, fordi de har affektionsværdi (fx dine mælketænder eller den sweater, du havde på, da du kyssede din kone første gang.)

Tag fotos af disse ting. Det er hyggeligt at se tingene igen, men nu fylder de ikke længere op i dit hjem.

6. Ny ting ind, gammel ud

Efter du har ryddet op, er det let at komme til at samle ting igen. Husk derfor på, at når du fremover køber en ny ting, skal en anden ud.

Facebook
Twitter