Psykologi

Hanne har en psykisk lidelse: Missede halvdelen af datterens barndom

Hanne har haft mange og lange indlæggelser på psykiatrisk afdeling for sin bipolar affektiv lidelse, også kaldet maniodepressiv sygdom.

I Hannes liv har der aldrig været biografture, koncerter eller ferierejser. (© dr)

Hanne Slott er 60 år gammel, bor på et landsted nær Slagelse med sin mand og sine heste og lever som førtidspensionist. I mere end to tredjedele af hendes liv har hun lidt af sygdommen bipolar affektiv lidelse, også kaldet maniodepressiv sygdom.

På grund af sygdommen kommer Hanne sjældent uden for matriklen, de bor på. Hun har nemlig selvmords-impulser og er bange for, hvad hun kan finde på at gøre. Både Hannes far og Hannes søster begik selvmord.

Hvis hun skal af sted med bussen, så går fx hendes datter Julie med. Og så står Hanne bag ved sin datter, mens de venter på bussen. Som en slags skjold mod de store, tunge lastbiler, der kører på vejen.

- Jeg er bange for, at jeg skal træde ud foran en lastbil, hvis jeg kommer ned til den store vej, fortæller hun i programmet ”Når sindet splittes - mit liv som bipolar” om bipolar affektiv lidelse, der sendes på DR2 i aften klokken 20.45.

I dokumentaren giver tre vidt forskellige mennesker et indblik i deres hverdag med den luskede diagnose, hvor balancen mellem op og -nedture kan være en udfordring. Hannes historie er en af dem.

Et opsving på 16 år

Hanne har altså været syg siden begyndelsen af 1970’erne. Men det er ikke lige slemt altid. Der har været gode og mindre gode perioder.

I 1980 kom der et vigtigt vendepunkt for hende. Hun kom til en dygtig psykiater, som stillede diagnosen og satte hende i litium-behandling, så hun nærmest blev rask.

- For første gang i mit liv kom jeg op til overfladen. Jeg kunne fungere i nogle længere forløb, få nogle succes’er, kunne omgås andre mennesker, var ikke indlagt og følte mig jævnbyrdig med andre, fortæller hun i programmet.

Det opsving varede i 16 år. I den periode blev hun uddannet journalist og gjorde karriere som sådan. Hun var meget produktiv og arbejdede hele tiden - samtidig med, at hun havde to børn, hun også skulle passe.

Faderen begik selvmord

Men det fik en brat ende en dag i 1996. Den dag fik hun at vide, at hendes far havde begået selvmord.

- Da gik jeg i stykker, siger hun.

Efter faderens selvmord fulgte en tid med mange og lange indlæggelser på psykiatrisk afdeling. Typisk omkring 13 måneder ad gangen.

Der er en hel masse ting, som Hanne føler, hun er gået glip af, fordi hun har levet på hospitalet i så lange perioder. Hun har aldrig gået i biografen, været til koncerter eller været ude at rejse. Og det har selvfølgelig også sat sit præg på hendes børns barndom:

- Du kan ikke huske halvdelen af min barndom på grund af alle de elektrochok, du har fået, fortæller datteren Julie i programmet.

- Vi har ikke noget, vi kan snakke tilbage om, og du har ikke overskud til, at vi kan gøre det med dit barnebarn, siger Julie.

Hanne kan fx ikke passe sit barnebarn.

Hestene hjælper hende

Men siden 2008 har Hanne ikke været indlagt. Nu bruger hun sin tid på sine heste og på at være aktiv debattør om psykiatrien. ”Jeg er stolt af at være i live efter 43 år i psykiatrien”, er grundfortællingen i hendes kronikker og debat-indlæg.

Sammen med en psykolog går hun i heste-assisteret terapi.

- Kontakten med hesten giver mig ro. Med hesten bliver det katastrofeberedskab, som jeg hele tiden er i, dulmet. Jeg får skuldrene ned. Tankemylderet stopper. Der bliver stille i hovedet for en tid.

Hendes største mål er at undgå indlæggelser i fremtiden.

Om sygdommen

Mai Vinberg, der er speciallæge i psykiatri og overlæge på Rigshospitalet, medvirker også i programmet "Når sindet splittes". Hun fortæller:

  • Man får en bipolar diagnose, når man har haft to episoder af enten mani eller depression. Manisk=fuld af energi. Depressiv=trist, mister lysten, alt der normalt giver glæde i livet, bliver gråt.

  • Nogle patienter har en blandingstilstand. En blandingstilstand vil sige, at man ikke har lyst til noget, men har en voldsom energi. Det er en modbydelig tilstand. Ofte indlæggelseskrævende, fordi der er risiko for, at patienten forsøger at tage sit eget liv. Det er så uudholdeligt. Man har ikke lyst til noget som helst, men man har energi til at planlægge selvmord.

  • Episoder og begivenheder kan udløse sygdommen. Cirka halvdelen har en forudgående begivenhed, fx at de har mistet en nærtstående. Det kan også være en glædelig begivenhed, som fx en fødselsmani.

  • Når litium virker, er det et fantastisk præparat. Altså når patienten kan tåle det. 10 procent af patienterne er litium-respondere. Det holder sygdommen væk.

  • En god ægtefælle kan være som litium light. Gode omgivelser, ro og stabilitet i baglandet kan gøre en stor forskel.

  • En tredjedel af patienterne går det rigtig godt. En mellemgruppe går det op og ned med, og hos en tredjedel tager sygdommen et ret ondartet forløb. De kan ikke komme ud af det. Men generelt kan man sige, at for hvert raskt år, man har, jo flere raske år har man typisk foran sig.

Facebook
Twitter