Helle Thorning-Schmidt: Gucci-øgenavnet irriterede mig

Danmarks tidligere statsminister var godt klar over, at hun fik en noget anden behandling end en mandlig politiker på grund af sit køn.

Helle Thorning-Schmidt fortalte i Aftenshowet om, hvordan hun oplevede, at hendes køn havde betydning, da hun var statsminister. (Foto: Aftenshowet- DR © dr)

Udadtil kunne man ikke mærke noget på hende, men indadtil irriterede det Helle Thorning-Schmidt, at hun fik øgenavnet 'Gucci-Helle', da hun blev statsminister:

- Det var sådan et stempel – et kønsstempel, man får på sig. Og det var da irriterende og skadeligt for det, jeg gerne ville politisk. Jeg synes, jeg fik det øgenavn, fordi jeg var kvinde i politik.

Det fortalte hun om I Aftenshowet i går, hvor hun var på besøg for at tale om kvinders muligheder i verden i forbindelse med konferencen Women Deliver, der foregår i Bella Centeret i København i de her dage.

Respekten var der internationalt

Men selvom hun måtte stå på mål for andre ting på grund af sit køn, så følte hun sig generelt respekteret af de andre statsledere:

- Ja respekten var på plads. Når man først når det niveau politisk, så er respekten der. Problemet kan være, indtil man kommer der, fortæller Helle Thorning-Schmidt.

Men på hjemmebanen var der fortsat utallige hentydninger til hendes køn, og det fik en betydning, fortæller hun:

- Når jeg ser tilbage, så kan folk huske, at jeg ofte havde håret sat op, og det var fordi, at der var en artikel i en avis, hvor journalisten havde skrevet - fordi mit hår hang løst, at nu havde Thorning ’kom-og-tag-mig-hår’. Jeg tror, jeg efterfølgende begyndte at se lidt mere stram ud i betrækket for at gå imod det.

Mine døtre er heldige

Helle Thorning-Schmidt arbejder i dag som direktør for Red Barnets internationale afdeling, og hun oplever dagligt, hvor svært livet er for piger og kvinder verden over. Og det er noget, hun taler med sine egne to døtre om:

- Jeg siger meget til mine piger, at de ikke skal lade deres køn begrænse sig.

Men unge piger i dag ved godt, at de skal kæmpe for deres rettigheder. Det gør indtryk på dem at se, at piger ikke har samme muligheder som drenge verden over. Og det tænker mine døtre over. Og andre unge piger – og det skal de også. Jeg siger til dem, at de er heldige med at være født i Danmark.

Beundrer mønsterbryderne

Helle Thorning-Schmidt bliver ofte spurgt om, hvem hun beundrer - og det er helt enkelt, forklarer hun:

- Jeg beundrer dem, der bryder ud af det mønster, de er i. Jeg beundrer den mor, der slår i bordet og siger, at min datter skal ikke omskæres, hun skal ikke giftes i en alder af 14 år. Det er på den måde, man skaber forandringer.

Og så skal loven bakke det op med forbud osv. Det skal regeringerne gøre, og vi i organisationerne skal presse på, for at det sker.

Facebook
Twitter