Her er det slut med at booke mødelokale

Møder plejer at blive holdt indenfor. Men i Ballerup kan man holde møde ude i den smukke natur.

Sokrates gjorde det. Niels Bohr og Steve Jobs gjorde det: Brugte dialogen til fods til at frigøre tankekraft og kreativitet. Og studier bekræfter, at motion i løbet af arbejdsdagen styrker medarbejdernes energiniveau, engagement og kreativitet til gavn for både medarbejder og virksomhed.

Og kreativ dialog og frisk luft er noget af det, medarbejdere i Tryg og Nordea, der arbejder i Lautrupparken i Ballerup, kan få nu her efter sommerferien.

Det har en gruppe kreative fagfolk nemlig været med til at gøre muligt med projekt Walk & Talk:

- Walk & Talk Circles-projektet er udviklet af et team bestående af tre virksomheder: Co - Creative, ZoffmannHolm Landskabsarkitekter og mig, forklarer arkitekt Anne Sofie von der Pahlen, og hun fortsætter:

- Vi henvendte os derefter til Ballerup kommune efter at have researchet på mulighederne for at rykke møder udenfor, udviklet konceptet med ruter og pitstops og indhentet en masse interessetilkendegivelser fra virksomhederne i Lautrupparken. Ballerup kommune var fremsynede og gav udviklingsstøtte til pilotprojektet, og derefter fandt vi de to virksomheder, hvor det første projekt kunne realiseres.

Grønne områder

Området omkring Lautrupparken er derfor nu blevet til et stisystem af ruter i forskellige længder, og som er indrettet til forskellige behov: Korte eller længere møder, nogle kan holdes gående, andre siddende med udsigt over mosen.

- De forskellige møbler, vi har fundet til pilotprojektet, skal være med til at afsøge, hvad der fungerer i forhold til at holde møder udendøre - derfor har vi valgt vidt forskellige møbler både hvad materialer og funktioner angår, forklarer Anne Sofie von der Pahlen.

- Nogle er sjove, som traktorsæderne på stolper, andre er flotte som de skulpturelle betonsæder og andre igen opfordrer til anderledes møder, hvor man på en bænk f.eks. kan sidde overfor hinanden i stedet for ved siden af hinanden.

En god idé

Men hvorfor et helt område med indrettet natur? Ifølge målsætningen for pilotprojektet skal det være med til at styrke folks kreativitet, sundhed og trivsel.

Til det siger erhvervspsykolog Majken Matzau:

- Walk and talk er jo en gammel kending - men ikke i deciderede udendørslandskaber, som er designet dertil. Umiddelbart lyder det som et rigtigt godt initiativ, så længe der er steder, man også kan sidde i disse landskaber.

Majken Matzau forklarer videre, at man længe traditionelt har brugt walk and talk i forbindelse med kurser, hvor kursisterne har siddet ned længe, og så sender man dem ud på en walk and talk for at reflektere over en opgave, mens de går tur i naturen.

- Der er jo kun godt at sige ifht. at medarbejderne kommer ud i naturen og bevæger sig i løbet af arbejdsdagen, hvor manges arbejde er stillesiddende. Når man kommer ud i luft og natur, så er det det både stress-reducerende og alt muligt andet godt.

Kom ud af kontoret

- Man skal dog være opmærksom på, at der er mange typer af samtaler eller møder, som ikke egner sig til en walk and talk. Dette er typisk møder af stor kompleksitet eller følelsesmæssig intensitet. Når man går ved siden af hinanden, er der mindre kontakt - øjne og energetisk - imellem de to parter, og det kan være en fordel, hvis man ønsker at mindske intensiteten.

- Hvis man derimod ikke ønsker at bryde kontakten, så skal man holde mødet i et dertil egnet lokale. For eksempel egner mit erhverv - psykologisk rådgivning, terapi og coaching - sig ikke til walk and talk.

- Men idéen er god - og vi ved, at de danske erhvervsvirksomheder drukner i for mange møder. Så der vil være masser af møder, der egner sig til walk and talk, og hvor medarbejderne kan nyde godt af at komme ud af kontorlandskabet.

FacebookTwitter