Her er ti af hverdagens helte

Fællesskabsprisen er uddelt til blandt andre Charlotte Drue, der hjælper folk, som har mistet en søskende.

Charlotte Drue er en af de ti hverdagshelte, som i dag er blevet hædret med Fællesskabsprisen. (© dr)

Der findes masser af helt almindelige mennesker, der gør en ekstraordinært indsats for fællesskabet i Danmark.

1.131 af dem er blevet nomineret til Fællesskabsprisen, som sidste år blev stiftet for at hædre hverdagens helte, som ofte ikke får den store opmærksomhed.

I dag er de ti vindere fundet, og en af dem er Charlotte Drue, som står bag søskendekram.dk, som er et støttende fællesskab for personer, der har mistet en søskende.

- Prisen er et kæmpe skulderklap og en kæmpe ære. Jeg er pivhamrende stolt, og jeg tudede i 20 minutter efter, at jeg havde fået det at vide, siger Charlotte Drue.

Blot en af mange

Hun synes, at betegnelsen ’hverdagens helte’ er et stort ord.

Selv føler hun sig som et helt almindeligt menneske, der har taget ansvar og lavet noget for at hjælpe sig selv og andre i samme situation.

Og hun oplever, at der er masser af danskere, som frivilligt gør et stort arbejde for fællesskabet.

- Jeg er medlem af en Facebook-gruppe for Frederikssund, hvor jeg bor. Og der er der hundredvis af mennesker, der laver frivilligt arbejde, fordi de kan lide det. Det er bare ikke altid, at de bliver set, siger Charlotte Drue.

De ti vindere af Fællesskabsprisen

  • Arne Pedersen: En taxachauffør, der yder en særlig indsats for sine kunder, som er børn og unge, der går i specialskole eller specialtilbud i Gentofte Kommune.

  • Broen DK : Støtter udsatte børn med kontingenter og udstyr til idræt- eller andre fritidsaktiviteter.

  • Cafe Exit: En NGO, der primært drives af frivillige landet over, og som hjælper indsatte og ex-indsatte til at starte et nyt liv uden kriminalitet.

  • Brandfolkenes Cancerforening/Tommy Bæk Kjær: Kæmper for at få en fair lovgivning til alle brandfolk og kæmper for at få fokus på området omkring brandfolk og cancer.

  • Charlotte Drue: For at stifte søskendekram.dk, som støtter folk, der mistet en søskende.

  • Jobpatruljen: For at gøre en forskel for unge fritidsjobbere ved at hjælpe dem med deres forhold på arbejdspladsen.

  • Læs for Livet/Rachel Röst: For at uddele bøger og skabe små biblioteker til steder, der huser sårbare børn og unge.

  • Gosia Juralowicz: For at være en ekstraordinær hjælpsom kollega i Post Danmark.

  • Flygtningevenner i Borup: For at skabe positive oplevelser i dagligdagen for de 25 syriske flygtninge, som skal bo midlertidigt på byens tidligere plejecenter

  • Helle Sibbersen: Medstifter af Projekt Husvild, der hjælper hjemløse og socialt udsatte i Odense.