Hjælp din hjerne med at parkere til ferien

Din travle hverdagshjerne skal hjælpes, når den skal på ferie. Derfor står man sig godt i at sætte tid af til at lade den parkere til ferie, allerede nogle dage før man stiler mod sommerhus eller spansk hacienda.

Det er ikke godt at komme direkte fra det til tider stressede hamsterhjul og så på ferie. Lær dig selv at 'parkere din hjerne til ferie', råder psykologen. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Vi danskere er dårlige til at holde ferie. Der er endda noget der tyder på, at vi er blevet dårligere med tiden.

En række undersøgelser fra blandt andre DJØF og Analyse Danmark har over de seneste år vist, at antallet af danskere, der ’i høj grad’ arbejder i ferien, er næsten fordoblet over en fem-årig periode.

Dét at beskæftige sig med arbejdet i ferien var for bare ti år siden noget et fåtal gjorde, mens det i dag er steget til noget, der ligner hver anden!

Henrik Tingleff

Henrik Tingleff er autoriseret psykolog og partner i virksomheden Mindwork, der har afdelinger i Ringsted og København.

Henrik Tingleff er uddannet cand. psych. fra Københavns Universitet, og han har valgt sin livsbane, fordi menneskets adfærd altid har interesseret ham. Han underviser og har også skrevet en række fagbøger.

Se profil

Hvor mange af os der tjekker arbejdsrelaterede mails i ferien, skal vi nok slet ikke ind på her...

Hjernen på overarbejde

Det kræver næppe en doktorgrad i psykologi at regne ud, hvad følgerne bliver.

Den hverdag, mange af os lever, sender kronisk vores hjerne på overarbejde: Korte deadlines, jonglering af børn og arbejde, gadgets og alt det andet, der i en 'helt almindelig hverdag' konkurrerer om vores opmærksomhed og ressourcer, er hård kost for den gamle menneskehjerne.

Det har ikke blot betydning for de foruroligende stress statistikker, men også helt lavpraktisk for vores rationelle tænkning, vores overskud til andre og vores daglige prioriteringer.

Én af de vurderinger en irrationel overbelastet hjerne kan have det med at træffe, er at 'vi ikke har tid til at holde fri', 'at vi da lige kan indhente lidt i ferien' eller 'at jeg alligevel ikke kan slappe af, når opgaverne venter'.

Intet kunne være mere forkert.

Præstér ved poolen

I hjerneforskerkredse går der en skrøne om, at de fleste Nobelpriser er vundet i havestuen.

Det er en lokkende tanke, og billedet af forskeren, der sidder der og vipper i gyngestolen, mens en pære tændes over hans hoved, kan vi nemt se for os. Og billedet er ikke fri fantasi.

I det store komplicerede maskinrum, vi kalder menneskehjernen, finder vi et særligt neuralt netværk kaldet ”Default Mode Network” - eller det mundrette 'grundtilstandsnetværket' på dansk.

Grundtilstandsnetværket aktiveres, når hjernen får 'mentale pauser'. Det kan være sat i scene, eksempelvis som meditation eller mindfullness, det kan også være når vi udfører monotont, manuelt arbejde som at børste tænder eller vaske op, når vi sidder i havestuen og dagdrømmer - eller når vi slanger os på luftmadras under sydens sol.

Hjernen husker og bearbejder

Når 'grundtilstandsnetværket' arbejder, er hjernen faktisk meget aktiv - hjernens energiforbrug sænkes ikke, fordi vi blot ligger og stirrer tomt ud i luften.

Aktiviteten, som hjernen udfører, kan bedst beskrives som en form for 'mental oprydning'. Helt ubevidst integrerer vi nylige indtryk med allerede etableret hukommelse: Skaber sammenhænge og systemer i den tekst vi har læst, eller det dokument vi har forsøgt at skrive, vi udtænker ubevidst løsningsmodeller, strategier og sætninger - og vi kan sågar helt uden at være opmærksom på det gennemspille samtaler, vi tidligere har haft, eller forbereder vigtige møder der kommer. Alt sammen mens vi bare kigger ud i luften.

I hjerneforskerkredse går der en skrøne om, at de fleste Nobelpriser er vundet i havestuen.

Henrik Tingleff

Tanker på langfart

Det er også ret interessant at vide, at der er undersøgelser, der indikerer, at aktivitet i grundtilstandsnetværket er relateret til refleksion og evaluering af vores personlige opfattelse af os selv og vores forhold til andre.

Det er altså ikke blot de rent arbejdsmæssige opgaver der får et 'serviceeftersyn' dér ved poolen. Det er også, når tankerne er på langfart og fokus er flosset, at vi dybest set har mulighed for - helt uden indsats - at arbejde på gode, sunde relationer til os selv og vores nærmeste!

Tankevandring, dagdrømmeri og daseri ved poolen er hverken dovenskab eller løs fantasi. Det er hardcore dataprocesseren af den helt nødvendige slags.

Hjælp hjernen på vej

Du kan hjælpe din hjerne - og dit grundtilstandsnetværk - godt på vej, ved at ’parkere til ferie’ og ’starte op efter ferie’. En sportsvogn, der kører 250 km/t lige til målstregen for så at bremse hårdt op, vil længe stå med en brandvarm motor og en blæser, der kører for fuld skrue. Den vil måske knap nok nå at blive kold, inden den skal ud at køre igen.

Det samme gælder for dig og din hjerne.

Kører du fuldt tempo helt op til din ferie og klarer de sidste opkald på vej hjem i bilen, så er hverken du eller din hjerne klar til ferie. Sæt to-tre timer af i kalenderen til aktivt at afslutte, lukke ned og ’parkere’ både dig selv og dine projekter inden ferien. Og sæt tilsvarende tid af efter ferien til at komme godt i gang igen.

Har du ikke tid til det?

Jo - du har faktisk ikke tid til at lade være!